Skitserne og illustrationerne er det bedste på Gl. Strands Tove Jansson-udstilling, rapporterer Malene Hald.
Et selvportræt forestiller kunstneren med løftet, stædig hage. En rævepels er draperet om skuldrene der bærer en herrejakke. På et andet portræt står hun iført en løs undertrøje foran sin seng, igen med et stædigt blik i øjnene. Tove Janssons selvportrætter ligner det intelligente, stærke menneske der er stemmen og stregen bag de venlige mumitrolde.
Malerierne hører til den mere ukendte del af Janssons kreative produktion, og man støder først på dem over halvvejs gennem Gl. Strands lyse, venlige rum. Tove Jansson udstillingen fylder alle tre etager, hvor første sal med hendes illustrationer klart er den mest interessante – mumifan eller ej. For det er mumierne vi er kommet for at se, og der er heldigvis rigeligt (også af merchandise i butikken. Kaffen bliver endda serveret i mumi-kopper).
Tove Jansson i sit atelier i 1949, billedet er taget af hendes bror, Per Olov Jansson.
De små originaler i et stort passe-partout.
Det oprørte hav
Det første der slår mig er, hvor små hendes originaler er. Helt ned til 8-10 cm i højden, sat ind i et stort passe-partout. Men de er ikke for store, passe-partouerne, for Janssons illustrationer drager blikket. Hendes misundelsesværdige beherskelse af lys og skygge skaber stemning i alt fra små optrin med Mumrikken til et voldsomt, oprørt hav.
Det oprørte hav var hun betaget af hele sit liv, står der på de ledsagende skilte. Når man ser på store fotostater af en badende, storsmilende Tove, er man da heller ikke i tvivl om hendes kærlighed til havet, der går igen i mange af hendes værker. Fra bogillustrationer bliver jeg ledt videre til tegneserierne. En hel sal er dedikeret til originalsider af tegneserien der i sin storhedstid havde 20 millioner læsere. Især skitserne i blyant og blå kuglepen, med overstregede noter i marginen, er fantastiske at se på. Her kan man se hendes arbejdsproces, mens man filosoferer over, at en skrap kunstner ikke behøver andet end en blå kuglepen for at skabe magi.
Kulturdamerne kommer
Jeg har hele etagen for mig selv, da det pludselig strømmer ind med damer i Politiken Plus-segmentet (nogle af dem er unge, men man kan tydeligt se forstadiet til kulturdame i deres påklædning). Damerne spredes rundt omkring i salene, og jeg smuglytter til deres samtaler. Et par damer i spraglede kjoler studerer længe tegneseriestriberne.
Den ene fortæller den anden, at hun altid bedst har kunne lide at læse dem op med talebobler, i stedet for dem hvor teksten står under billederne, ”fordi så er det nemmere at finde ud af hvor teksten hører til henne”. ”Tegneserier er svære at læse op”, fastslår hendes følgesvend. ”Mine børnebørn læser tegningerne hurtigere end jeg læser op, og så peger og spørger de om et helt andet billede end det jeg læser op fra”. Den første dame ryster medvidende på hovedet, tegneserier er altså ikke nemme at læse op af. De fortsætter med at studere tegningerne, kunstinteresserede som de er.
Hun fanger historierne så eminent, som var de skrevet til hendes illustrationer og ikke omvendt.
Jeg skynder mig foran damerne, for at få forspring til anden sal. Her finder man hendes illustrationer til andre værker end de muntre mumier. Som illustrator føler jeg mig ydmyg, mens jeg betragter hendes enkle, men detaljerede, illustrationer til store klassikere som Hobbitten og Alice i Eventyrland. Hun fanger historierne så eminent, som var de skrevet til hendes illustrationer og ikke omvendt. Her finder man også hendes malerier. I et lyst lokale med en fantastisk gul farve på væggene, hænger de førnævnte selvportrætter. Hun udforsker også de eventyrlige landskaber fra mumierne i malerier, stadig med det sug af uhygge som er noget af det fascinerende ved historierne.
Masser af farver
Plakat for et “Rent Sverige”.
Jansson gjorde det også i satiriske tegninger, og tegnede provokerende forsideillustrationer med Hitler og Stalin til tidsskriftet Garm. Det var vist det eneste sidespring hun havde til den form for illustration, men også det var hun ferm til. I samme sal hænger informationsplakater fra 1970’erne om at holde miljøet rent i Sverige og en teaterplakat for en Mumi-forestillingen. Grafisk er de uovertrufne. Hendes farvepaletter er så ulig de grålige danske. Som så mange finner (svenskerne kan også) er der mange farver i hendes billeder. De har farvepaletter som er topmoderne i internationalt grafisk design i 2017.
Jansson var skrap til håndtekstning. Hun mestrede mange forskellige alfabeter, fra løs håndskrift til dekorerede bogstaver med øjne og pels. Som typografi-elskende grafiker er det fantastisk at se en tegner der tager typografien så seriøst og stort set ikke bruger trykte typer nogen steder. Derfor er det også tragisk at sammenligne den britiske og danske version af ”Hvem skal trøste Knytten”. Den første har kalligraferet tekst nøje tilpasset Janssons egen håndskrift, den anden er sat med en personlighedsforladt digital håndskrift.
Eksempler på Janssons håndtekstning/lettering.
Kalligrafen der har lavet den engelske version, har tydeligvis skelet til Janssons egen håndskrift. Hun fremhævede også enkelte ord med en krøllet skrift meget lig den man ser i teksten her. Bemærk også, hvordan den engelske håndtekst komplimenterer Janssons streg. Den danske version er sat med en drøntrist digital skrift.
Det uoriginale børnehjørne
De to udgaver af Knytten har jeg fundet på tredje sal, som er delvist dedikeret til børn. En skov af hvide søjler i et hvidt rum opfordrer til at tegne på både søjler og vægge, med et lydtapet af skovlyde. I det ene hjørne hænger et udvalg af Janssons bøger som man kan kigge i. Heroppe er også en lille biograf der viser mumi-film og dokumentarer om Jansson, og et lille rum med to fjernsynsskærme der umiddelbart gentager hvad der står på de sparsomme skilte i resten af udstillingen. Det virker som om, de manglede noget at fylde det rum ud med. Teksten på skærmene er desuden så små, at de er svære at læse på den afstand der er sat stole op til.
Mange børn har dog benyttet sig af muligheden for at tegne på væggene i børnehjørnet.
Måske er det mig, der ikke er museumsvant nok, men det undrer mig, at en kunstner der i den grad også taler til børn, ikke er formidlet til børn. Illustrationerne hænger fx ikke i en højde så mindre børn kan se de små originaler og et tegne-hjørne er en nem og doven løsning at henvende sig til børn på. Med et univers som mumierne havde der været rig mulighed for at formidle mere originalt om, hvordan en illustrator faktisk arbejder, noget ikke kun børn ville have glæde af. Samtidig er det jo dejligt, at en kunstner der primært er kendt for sine værker bliver behandlet som en voksen-kunstner – men skulle man så ikke have droppet børnedelen, når den er så halvhjertet?
Skal man være forfatter for at få sine illustrationer udstillet?
Jeg møvede mig gennem mængden af storspraglede damerumper der drak kaffe af mumi-kopperne i museumsshoppen og gik hjem gennem et fyldt København. Det slog mig, at Jansson nok kun bliver udstillet i et galleri, fordi hun er en anerkendt forfatter, og måske også fordi hun har malet rigtige malerier. Der er masser af illustratorer der ligesom Jansson, har leveret billedsiden til vores barndom som aldrig vil få en udstilling som denne på dansk jord. Nogle vil hævde, at en Ilon Wikland og en E. H. Shepard ikke er ligeså kendt herhjemme, men deres illustrationer er vel tæt på ligeså mangfoldiggjort som Janssons er (og så har vi slet ikke talt om tegneserietegnerne).
Men det er nu rart, at se en illustrator blive vist frem på et galleri for voksne. Det vil vi gerne se mere af, tak.
Del på
