Okkult Mekanik
Hele Danmarks overgrunds-undergrunds-tegneserieskabere, Brahe/Hansn, er tilbage med endnu en forrykt og skamløs omgang grafisk vildhed. Denne gang er der dømt okkultisme og socialforvaltning for alle pengene i “Okkult Mekanik”.
Lad os lige starte med at sige, at det er en fremragende titel, der med det samme giver mig lyst til at læse tegneserien. Bum. Så er den ged ligesom barberet og bogen solgt.
Dette er Brahe/Hansns fjerde udgivelse på forlaget Fahrenheit, og det vel og mærke på kun tre år. Der er fuld fart på kreativiteten, og det kan sandelig godt mærkes i denne sære, moderne fantasyfabel om skovguder, okkultister, socialarbejdere og generel lede over det moderne samfund. Forrige værk fra de to var “Atomvinterbørn”, der var en lidt mere beskeden, men også lækkert melankolsk og fin vrøvlehistorie om verdens ende, men med “Okkult Mekanik” er de lidt tilbage på samme spor som i “Sydstjernen”. Det moderne menneskes mange udfordringer og (førsteverdens)problemer forstærkes endnu engang i et fantasifuldt, grotesk og ekstremt univers.
Vi møder Magnus Finkel. Smag lige på det navn. Man kan bare mærke, at han ikke er ude på noget særligt rart. Og det er han da heller ikke. Han pønser nemlig på at omstyrte hele den nuværende verdensorden og skabe et ny ditto via kaos og krig. Desværre er han på sociale ydelser, og hans konstante sammenstød med kommunen og socialforvaltningen er temmelig begrænsende for hans onde virke. Men det lykkedes ham da at få Hitler genfødt med henblik på der totaler krieg. Det sker ved at forbande en ung, liderlig mands skridt, så han ejakulerer Hitler i stedet for en sædklat, når han onanerer. Der Führer sprøjter simpelthen ud af den stakkels knægts stive tisser, hvilket vist kommer som en forståelig overraskelse for begge parter. Hitler er en slags haletudse med overskæg, men der er noget galt med magien, så han er ikke HELT, som han skal være. Stakkels Magnus Finkel. Magi er svært.
Derudover følger vi også livets gang hos socialforvaltningen, og det er næsten som taget ud af en tegneserie af Johan F. Krarup komplet med jovial kontorsnak, sort humor og knuste menneskeskæbner. I fortællingens tredje spor er magien naturligvis løbet løbsk, hvilket går ud over nogle små skovvæsener ved navn Slømferne. Gæt selv referencen.
“Okkult Mekanik” er fyldt med vilde besværgelser, hvor galskaben får frit, visuelt og psykedelisk løb samt magiske væsener som taget ud af farverige fantasy og/eller rollespilsuniverser. Intet er for urimeligt for denne historie. En af de sjovere ideer er en såkaldt “bogånd”, der gemmer sig inde i en bog, så man kan tale med den om en værkets indhold. I en verden fyldt med bogånder ville de fleste bibliotekarer nok være arbejdsløse. En skræmmende tanke!
Men mest er “Okkult Mekanik” en grovkornet satire over samfundets dumhed og alle de førsteverdensproblemer, der går og fylder her til lands. Vi møder således også nogle kunstnere, der brokker sig over, at legater jo ikke falder ned fra himlen. Livet kan være hårdt – også selvom man ikke ved, at der netop er blevet genfødt en Hitler-haletudse, der skal omstyrte verdensordenen. ““Det kan være følelsesmæssigt hårdt, når ledelsen skider på ens anerkendelse” siger socialrådgiveren på et tidspunkt, og sådan en bemærkning er med til at rodfæste galskaben i kedelig, leverpostejsfarvet virkelighed. Men i bund og grund handler sagsbehandlerens historie om det samme som Magnus Finkels. Det er pisse ufedt at være et moderne menneske med flere first world problems, end man kan overskue. På hver deres måde kæmper både socialrådgiveren og Magnus med socialforvaltningen, der er det ægte monster fra det ukendte og lige så uforståeligt og uden for menneskelig kontrol som sort magi, der kan få Hitler til at flyve ud af stive tissere som et unaturligt, misdannet missil.
Hele dette brogede kludetæppe af ideer og indfald serveres i sort-hvide tegninger, der balancerer fint imellem det sjovt ufærdige, grove og umiddelbare og så det velovervejede og tilpas gennemarbejdede. Brahe/Hansn ved hvad de laver. Også visuelt. De hygger sig helt åbenlyst med de vilde besværgelser fra Finkels hånd og gør deres yderste for at ramme, hvad der måske bedst kan beskrives som en flippet, undergrundsagtig version af Steve Ditkos tegninger fra “Doctor Strange”. Det gakker helt ud en gang imellem. Omvendt hiver de det helt ned på jorden, når vi befinder os hos socialforvaltningen med alt hvad det indebærer af monotone møblementer og bare vægge, eller når vi tager med på den bar, hvor Finkel drukner sine sorger. Så er der forfaldsæstetik for alle pengene, beskidte vægge og mørke skygger. Visuelt kommer de ellers ret forskellige steder til at eksistere side om side uden, at der sker for store, uventede skift. Så selvom det første indtryk er en grov og umiddelbar stil, så er der alligevel velovervejet sammenhængskraft i tegningerne.
Der er ikke tale om lige så vild en omgang som Brahe/Hansns “Djyon Dære – Invasive arter”, og “Okkult Mekanik” er heller ikke så stramt fortalt som “Sydstjernen”. Det hele flagrer lystigt i ideernes vind, og ting stritter ud til alle sider, omend på ganske charmerende og fornøjelig vis. Det er et helt nyt ambitionsniveau for de to tegneserieskabere, og selvom jeg savner “Sydstjernens” tristesse og den bevidste grimhed og klippe-klistre-agtige mentalitet fra “Djyon Dære”, så er det dælme rart at se dem bevæge sig fremad og videre.
Keep up the good work, Brahe/Hansn.
