Emil Brahe og Andreas Hansn er tilbage med endnu et skud undergrundsagtig overgrundstegneserie. ”Sydstjernen” er næsten lige så grim, gak og vild som forgængeren ”Djyon Dære”. Men måske også dybere?
Brahe/Hansn er tegneserieskabere af den slags, der vil kunne få mange til at løbe skrigende bort. Er man til skønne tegninger, stramme streger og urværksplots, så er man gået forkert i byen. Er man derimod til fuld fart frem, punkattitude og fuck-it-all-hed, så er man kommet det rigtige sted hen. Hist og her fik ”Djyon Dære” da også nogle lidt hårde ord med på vejen, da den udkom (selvom Nummer9s anmelder var aldeles betaget af dens ”ironisk infantile science fantasy”), men sådan må det så være. Den VAR grim. Den VAR infantil. Og den VAR overraskende ulækker i den tredje, bodyhorror-inspirerede historie. Personligt kunne jeg så bare ikke få armene ned eller smilet af fjæset, da jeg læste den.
”Sydstjernen” er nyeste punkskud fra de to herrers dobbeltløbede tegnepen. Og faktisk vil jeg vove at påstå, at den er lidt mindre grim end ”Djyon Dære”. Lidt mere stram i sine billeder og faktisk også lidt dybere. Men hvad de mister af fuck-it-all-hed, vinder de så ind andre steder.
Handlingen er – igen – svær at redegøre kort for. Vores hovedperson hedder Vrad og er nærmest en stor næse. Eller rettere, han er en humanoid med en KÆMPE stor næse. Eller snabel. Og ikke meget andet. Sammen med kammesjukkerne Bræum og Agner slæber han sig igennem en trist tilværelse med et røvsygt og intetsigende job, en uforløst kunstner/ingeniør-karriere som apparaturskaber, alt imens han stirrer længselsfuldt efter træmånen, der hænger på himlen som en drøm, han ikke kan nå. Der suges euforiserende stoffer fra en slags blæksprutte, og hans venskab med de to andre væsener er i virkeligheden ikke meget andet end en påmindelse om, hvor lidt de tre egentlig har nået i livet.
Da Vrad så en dag møder en lille pyramide, der tigger og beder om at blive trukket op, så den kan komme videre, forbarmer han sig over det stakkels væsen, der så til gengæld også forlanger husly. Den er Vrad med på. Han er dog ikke så glad for de små langnæsede væsener, der har vovet at slå telt på pladsen nede foran hans boligblok. Men der er vel også grænser for, hvor rummelig og empatisk, man kan være, når ens egne drømme ligger i ruiner?
Er plottet så i gang? Ikke rigtigt, men det er heller ikke pointen. Det ene skøre, men ofte sært underspillede optrin følger det andet, og så når historien på et tidspunkt sin absolutte slutning. Sådan kan et liv altså gå.
Tegningerne og det kugleskøre univers kan minde lidt om Jim Woodrings fabelagtige serie om kattehundedyret ”Frank”, selvom Brahe/Hansns streg er noget grovere og altså også tilsat tekst. At denne tekst er maskinskrevet får den lidt til at ligne noget, man kunne samle op på Zine-fest i Ungeren, hvilket passer perfekt ind i det flossede univers, som tegneserien foregår i. For lige at sætte en ekstra prik over i’et, så har Fahrenheit så udgivet ”Sydstjernen” i lækker hardcover. Den er svær at gøre sig helt klog på.
Alle væsener og figurer ser forskellige ud, og ingen af dem ligner mennesker. Lokationen er mørk, urban, skyggefuld og industriel, og selvom det er meget, meget sjovt store dele af tiden, så er der alligevel en konstant tristesse og duft af stille, langsom død over hele værket. Hovedpersonernes ambitioner udi apparaturkonstruktion (det bliver aldrig HELT defineret, HVAD et ”apparatur” er, men vi befinder os nok i en verden, hvor små, teknologiske og maskinelle konstruktioner er en slags kunst) har på et tidspunkt lidt et knæk og befinder sig nu blot på hobbystadiet. Det er en hård erkendelse for enhver, når det er blevet alt for tydeligt, at man nok i virkeligheden ikke er noget specielt.
Denne historie og tematik passer perfekt til værkets forfaldsæstetik, der, som tidligere nævnt, faktisk er lidt mindre grim end i ”Djyon Dære”. Historien er således også en kende mindre fandenivoldsk, men har så til gengæld mere på hjertet. Det er i hvert fald let nok at spejle sig i de sære skabningers skæbne.
Hvis apparaturkonstruktion er en metafor for tegneserieskabelse, så har Brahe/Hansn ikke noget at bekymre sig om.
Karakter: 4/5
Forlag: Fahrenheit
Tegner/Forfatter: Brahe/Hansn
Form: Indbundet, sort-hvid, 108 sider
Vejledende pris: 129 kr
Udgivelsesår: 2015
ISBN: 978-87-7176-008-8
