My Favorite Thing is Monsters
Den 55 år gamle debutant Emil Ferris har med “My favorite thing is monsters” skabt noget så sjældent som en bestsellertegneserie. Ambitionsniveauet er svimlende i en graphic novel, der emmer af personlighed og såkaldte litterære kvaliteter. Det er lige før, det hele vælter.
Der har været så meget hype omkring “My favorite thing is monsters”, at man faktisk er nødt til at tage en meget dyb indånding, før man begynder læsningen. For hvordan kan den leve op til al den omtale og den kamp, det har været overhovedet af få fat i en kopi til penge, der er til at betale? Forlaget Fantagraphics var tydeligvis ikke helt klar over, hvad de havde i hænderne, da de bestemte sig for oplaget af bogen, og den var udsolgt hurtigere, end de fleste kan nå at sige “Frankenstein møder Wolfman”. Og så var prisen til at tage at føle på, hvis man ville have et eksemplar. Den kunne lige så godt have været en golden circle billet til Bruce Springsteen i Parken – noget man hører om, at andre har fået fat i, men aldrig selv har været i nærheden af. Den røg naturligvis tilbage i trykken, men det har stadigvæk været lidt af en opgave at få lov til at læse denne tegneserie som alle taler og skriver om.
Men det glemmer vi lige. For nu skal der læses.
Vi starter med at kigge på selve bogen. For det første er den stor som en telefonbog og ligner en notesbog med alt, hvad det indbærer. Den ser ud til at være tegnet på linjeret papir fra en almindelig A4-blok med kuglepenne og tuscher. Det er et drastisk valg, som man skal være mere end bare almindeligt selvsikker for at tage. Hvordan kan man vide, at det ikke går galt? Så Ferris har altså nosser og et vist mod, og faktisk samler linjerne bogen og giver den en stoflighed og et udtryk, der emmer af personlig fortælling og en umiddelbar adgang til en tankeverden. Der er noget barnligt over mange af tegningerne, og der er meget stor forskel på kvaliteten og graden af færdiggørelse af den enkelte tegning. Den er tekstet med håndskrift, der ser lidt fnidret ud og ofte flyder sammen med billederne. Med andre ord: Den ligner ikke en “normal” tegneserie. Og det her er blot de ting, der falder en ind, FØR man begynder at læse.
Så vil hun flå dem, der mobber hende, i stumper og stykker og endelig få den respekt, hun fortjener.
Når vi så dykker ned i den, møder vi en sær, i det store hele ret original historie (mere om dette lille forbehold senere), der på skriftsiden er fortalt i et ofte mættet og litterært sprog. Hovedpersonen er den 10 år gamle pige Karen Reyes, der bor i en bygning i en af de mere rå dele af Chicago i 1960erne. Karen føler sig udenfor, og hun tegner sig selv som en slags blanding imellem en trold og en varulv komplet med hugtænder og det hele. Hun elsker monsterfilm og horrortegneserier og drømmer om selv at blive bidt og dermed blive til et monster. Så vil hun flå dem, der mobber hende, i stumper og stykker og endelig få den respekt, hun fortjener. Man kender måske fornemmelsen.
Synsvinklen er altså et barns, og pludselig giver det linjerede papir, de ofte lidt halvfærdige og barnlige tegninger mening. Karen er et klogt, velovervejet barn, og bogen kunne være hendes tegneblok/tegnede dagbog. Det er en direkte og meget umiddelbar adgang til hendes hoved og alt, hvad vi ser og læser er filtreret gennem hende som fortæller. Også det visuelle. Tegningerne skal forestille at være Karens og altså ikke fortolkninger fra en altvidende fortællers hånd, men en direkte skildring af hendes tankeliv og oplevelser. De er en del af jeg-fortællingen.
Hele tiden understøtter Ferris’ valg af stil det følelsesmæssige aspekt af historien.
Det er ikke alle tegningerne, der er barnlige og naivistiske. Ferris ER en fremragende tegner, og når hun virkelig ruller sig ud, så nærmer det sig det fotorealistiske med en høj detaljegrad. Det er nok for meget at tro, at Karen er helt så god til at tegne som Ferris, men man tænker ikke rigtigt over det, når man læser. Visse steder er vi nærmest på skitsestadiet, og andre steder er folk tegnet som karikaturer som taget ud af tegneserier af Crumb, Clowes eller måske mere korrekt fra MAD Magazine. Yderligere er der flere steder tale om tegninger, der ligner regulære barnetegninger. Man forestiller sig at hovedpersonen er virkelig god til at tegne, men der er forskel på, hvor meget tid hun bruger på en tegning. Der er forskel på, om hun har siddet og gjort sig umage hjemme på værelset, eller om hun sniger sig til at tegne i skolen. Hele tiden understøtter Ferris’ valg af stil det følelsesmæssige aspekt af historien. Hovedpersonens oplevelse – ikke nødvendigvis hvad der rent faktisk skete, eller hvordan det rent faktisk så ud.
Bogen er også en krimi. Vi møder en lang række af bygningens sære beboere. Karen er nemlig ikke det eneste misfit i opgangen. Vi møder både bugtaleren og Karens bror, den tatoverede kvindebedårer, der måske og måske ikke er helt fin i kanten, men stadigvæk er det vigtigste menneske i Karens liv. Da en jødisk kvinde myrdes i en af lejlighederne ovenpå, kaster Karen sig ud i et slags opklaringsarbejde, der ender med at føre historien vidt omkring.
Historien får virkelig både kød og kulør på, da Karen får sit første gennembrud i sagen. En række bånd indtalt af offeret afslører en grusom barndom på bordeller i mellemkrigstidens Berlin. Den lille hovedperson burde slet ikke udsættes for disse sandheder, og ægte mørke ikke bare sniger sig ind i historien, men omklamrer den, så vi som læsere nærmest ikke tror på, at vi, hun og Ferris nogensinde vil finde vej ud igen. Berlin i mellemkrigsårene får alt, hvad det kan holde til af perversiteter og forfærdeligheder. Seksuelle afvigelser, pædofili, sære sexklubber/natklubber med blasfemiske/religiøse temaer, generel grumhed og en civilisation i forfald.
Da nazisterne så begynder at blande sig, så kører historien, som man kender historier fra dengang. Der bliver i bund og grund ikke tilføjet noget nyt til portrættet af det jødiske offers ungdom under nazisterne. Det står lidt i ærgerlig kontrast til det spændende og originale miljø i 60ernes Chicago, og man kan ikke lade være med at kigge lidt på uret og længes tilbage. Og tilbage kommer man heldigvis.
Miljøet er som sagt Chicago i 60erne, og der er tale om en virkelig stemningsfuld beskrivelse.. Det er et barns verden, men det er ikke en barnlig verden. Der er masser af gru, grumhed og barske realiteter rundt omkring Karen. Ferris (og hovedpersonen) dvæler ved ansigter på gaden, skaber et billede af en tid og et sted. Igen er det som at kigge på et andet menneskes minde om et sted og en tid. Om begivenheder og følelser.
Og følelser er en helt særlig ting i denne bog. Hovedpersonen har det med at beskrive lugte, følelser og fornemmelser med farver. Måske fordi hun tegner og er et visuelt menneske. I hvert fald giver det Ferris mulighed for at bruge farver (især blå) på en helt særlig måde. Det bliver sagt, at mordofferet naturligvis ikke havde blå hud, men det var sådan, hun føltes, så det er sådan, hun er tegnet.
Visse sider er enormt teksttunge, og det er måske en af mine få kritikpunkter. Spændende situationer og reel uhygge punkteres lidt af, at læsehastigheden sænkes. Der er enkelte steder, hvor det havde været federe at skildre begivenheder med billeder i stedet for massive blokke af tekst. Den står tæt, lidt fnidret og selvom det altsammen bakker op om det stærke, interessante og originale visuelle udtryk, så sænker det læsehastigheden. Visse steder er dette en styrke, men andre steder vil man bare gerne videre. Det er som om, Ferris gerne vil tvinge os til at tage det lidt mere roligt, og det er måske en slags kvalitet. Overordnet set fungerer hybriden da også.
Billeder dækker hinanden, refererer til hinanden og smelter sammen i en samlet kollage, der føles som erindring frem for reel fortælling, når det virker allerbedst.
Sideopbygningerne er et kapitel for sig. Ferris følger ikke altid “reglerne” for læseretning i en tegneserie, og det virker bevidst og ganske velovervejet. Men når man lige vænner sig til hendes stil, til kollagen og til de kolliderende stilarter og udtryk, så skaber det hele tilsammen et helstøbt, flydende og dragende univers. Billeder dækker hinanden, refererer til hinanden og smelter sammen i en samlet kollage, der føles som erindring frem for reel fortælling, når det virker allerbedst. Enkelte steder bruger Ferris rammer i den traditionelle forstand, men for det meste er historien flydende og i konstant opløsning og udløsning. Sommetider farer man dog alligevel lidt vild i de eksperimenterende sideopbygninger. Desværre, for det hele er så vildt og overdådigt, at man som læser virkelig gerne vil have, at det er lige så skarpt, som det er interessant.
Da vi forlader offerets historie og vender tilbage til Karens historie og huset med de sære indbyggere, når vi frem til bogen stærkeste del, nemlig den, der handler om Karens erkendelse af sin egen homoseksualitet. Det er et barskt miljø at være lesbisk i, og der er meget på spil. Hendes venskab med en homoseksuel sort mand sætter skred i tingene, og det hele fremstår ægte og vedkommende. Ligesom med holocausthistorien, så er det sådan set hørt og læst før, men det her spiller, fordi det er personligt for vores fortæller.
Borgerrettighedsbevægelsen og Martin Luther King fylder en del i anden halvdel af bogen, og dejen, som Ferris slår, op vokser og vokser, så man nærmest kan mærke fundamentet vakle under værket.
Monstermetaforen bliver brugt flittigt. Karen føler sig tryg ved sine filmmonstre, men verden er desværre også fyldt med rigtige monstre, og de kan være lidt sværere at genkende. Ferris går her lidt for direkte til sin metafor, hvilket jeg måske godt kunne have undværet. Der er gode monstre, som er monstre, fordi de er anderledes fra normale mennesker, og der er slemme monstre, som er monstre, fordi de gør ondt, udøver magt og ønsker at verden skal underkaste sig deres vilje. Den havde jeg allerede fanget, tak, men så er vi alle sammen med. Vigtigst er det dog, at Karen også er med, og det kan velsagtens godt forsvares, at budskabet leveres lidt naivt og overtydeligt, når synsvinklen er et barns. Men alligevel.
Rundt omkring Karen brænder verden. Sommetider endda bogstaveligt talt. Borgerrettighedsbevægelsen og Martin Luther King fylder en del i anden halvdel af bogen, og dejen, som Ferris slår op, vokser og vokser, så man nærmest kan mærke fundamentet vakle under værket. Det er lige før, at den ikke kan holde til flere spor, men Ferris trækker den alligevel hjem og afslutter bindet på en cliffhanger. Fortsættes i næste – og sidste – bind. Således er det på nuværende tidspunkt umuligt at vide, om hele baduljen vælter ned omkring både vores, Ferris og Karens ører, når der engang skal slås knuder på alle de mange plottråde.
Fælles for alle historierne er, at de handler om de udstødte, de forhadte, dem ingen kan lide. Det bliver en slags krønike over outsiderens historie gennem tiderne samtidigt med, at det er et tidsbillede og et portræt af et sted. Samt en hyldest til klassiske monsterhistorier og horror. Det er et originalt værk, hvor indhold og stil passer overordentligt godt sammen, og man tilgiver gerne, at der er sprækker og skavanker hist og her. Den er oftest virtuos, er fyldt med en særlig blanding af mørke og skønhed, og så har den sin helt egen stil og rytme. Det skal man ikke tage for givet.
