Mangler du også noget at læse, mens vi venter på anden sæson af The Handmaid’s Tale? Hvis ikke du allerede har været på Bitch Planet, så er det nu, du skal gribe chancen.
Kelly Sue Deconnick er en af de stærkeste stemmer i amerikanske tegneserier i dag. Udover at komme med skarpe udtalelser om branchens problemer med sexisme (tilbagevendende Femi-nichen-læsere vil huske hende for sexet-lampe-testen) laver hun også helt forrygende tegneserier. I denne omgang skal det handle om Bitch Planet, som hun har skabt i samarbejde med Valentine De Landro.
Fra Bitch Planet #1 af Deconnick og De Landro
Der er ikke lagt fingre imellem i Bitch Planet. Serien viser et fremtidigt samfund, hvor kvinder arresteres og sendes til en fængselsplanet – officielt kaldet ”the Auxiliary Compliance Outpost,” men i daglig tale ”Bitch Planet.” Kvindernes forbrydelser er mange og varierede, men i flæng kan jeg nævne eksempler som manglende respekt, vanære mod den mandlige familiære linje, overvægt, transkønnethed og den helt fremragende ”seduction and disappointment” – det, vi i dag kalder ’friendzoning’ eller med et godt dansk (og nedladende) begreb: at være en ’narrefisse’. Den slags slipper man ikke afsted med i det samfund, Deconnick fremmaner. Vi følger en gruppe kvinder på Bitch Planet og lærer om deres liv før og efter deportationen.
Man kan beskrive Bitch Planet som en krydsning mellem de to populære tv-serier Orange is the New Black og The Handmaid’s Tale. Vi veksler mellem scener fra det patriarkalske samfund, ledet af fundamentalistisk kristne business-mænd, og scener fra kvindefængslet, med alle de klichéer, man kan forestille sig. Deconnick og De Landros trick er at bruge vores forventning til de to genrer – den patriarkalske dystopi og kvindefængselsporno – og skrue helt op for galskaben. Man behøver ikke læse mellem linjerne for at fange kritikken af vores sexistiske samfund og æstetiseringen af vold mod kvinder. Ved at indsætte handlekraftige kvinder som hovedpersoner og lade dem eksistere inden for helt urimelige rammer, får skaberne budskabet klart igennem: Vi lever allerede i et kontrolsamfund, hvor kvinder forventes at rette ind, og ellers vil de blive udstødt og udsat for vold.
Non-compliance
Alle de mangeartede forbrydelser, kvinderne i Bitch Planet begår, underordnes en samlet kategori: ”non-compliance”, der lidt klodset kan oversættes til ”ikke-føjelighed”. De retter sig ikke efter samfundet og overherrernes normer, og det er i sig selv en forbrydelse, hvad enten de har valgt det eller ej. I The Handmaid’s Tale kaldes homoseksuelle for gender traitors – kønsforrædere – af det totalitære styre. Det er samme logik, der er på spil hos magthaverne i Bitch Planet. De kvinder, der sendes til Bitch Planet, har forbrudt sig mod deres sande kald: at være føjelige kvinder.
Fra Bitch Planet #1 af Deconnick og De Landro
Spørgsmålet om føjelighed bliver ifølge kulturteoretikeren Michel Foucault for alvor aktuelt ved det vestlige samfunds industrialisering. Her begynder man i stigende grad at tænke mennesker som noget, der skal dresseres og indordnes i systemer, så de kan yde så effektivt som muligt. Målet er at gøre menneskekroppen føjelig, så den automatisk tilpasser sig de vilkår, samfundet giver. Er man ikke føjelig – om man aktivt vælger ikke at passe ind eller bare aldrig har haft mulighed for det – skal man enten genoptrænes (via institutioner som skoler, militær eller, ja, fængsler) eller på mere permanent vis fjernes fra samfundet (fx som patient på hospitaler, psykiatriske afdelinger eller – igen – som fange i fængsler).
Føjelighed får en kønnet slagside, idet især kvinder er underlagt mange og omfattende regler for udseende og opførsel. Deconnick og De Landro siger det præcist på bagsiden af mine Bitch Planet trade paperbacks:
”Er du ikke-føjelig? Passer du ind i din kasse? Er du for tyk, for tynd, for højtråbende, for stille, for religiøst, for sekulær, for snerpet, for sexet, for queer, for sort, for brun, for hvad-end-de-vil-dømme-dig-for-i-dag? Så hører du måske til på… BITCH PLANET”
Se dig selv i skærmen
Føjelighed gøres ifølge Foucault til noget automatiseret, jo længere industrialiseringen skrider frem. Vi trænes til at overvåge os selv og automatisk rette ind, helt uden at nogen beder os om det. Foucault levede ikke længe nok til at opleve internettet, smartphones og sociale medier, men han ville sikkert hurtigt konkludere, at de kun bidrager til projektet. Små piger trænes nu ikke kun til at kigge sig i spejle, men til at tage selfies og pleje deres image på nettet. Det kaldes af teoretikere for ”habitual body monitoring” – altså, at man vanligt og hyppigt overvåger sin egen krop. Kvinden lærer at se sig selv gennem mandlige øjne (husk på the male gaze) og tilpasse hvordan hun går, står, taler og ser ud, for at opnå accept. I Bitch Planet er kvinderne omgivet af kameraer og skærme. De overvåges konstant og får stort set aldrig mulighed for at være alene eller – farligere – at samles for at organisere sig. Når de alligevel gør det, er det med livet som indsats.
Fra Bitch Planet #3 af Deconnick og De Landro
Deconnick og De Landro kritiserer flittigt samfundets urimelige krav til kvinders selvkontrol. Hele projektet benytter sig af en æstetik, der kombinerer dystopisk science fiction med en form for 1950’er-retro-nostalgi. Både inden for historierne og i de dybt satiriske bagside-reklamer bliver overdrivelse brugt til at hamre pointen fast: Selvom historien virker overdrevet, springer den direkte ud af vores virkelighed. Rigtige kvinder bliver slået, voldtaget, fængslet og myrdet for præcis samme ’forbrydelser’ som dem, kvinderne sendes til Bitch Planet for. Bare i år er 16 transkvinder blevet myrdet i USA. Kvinder, der udtaler sig på nettet om snart sagt hvad som helst – politik, feminisme, kropsidealer, moderskab – trues med vold og voldtægt. Det er vores hverdag. Bitch Planet viser, at manglende føjelighed kan være farligt, men også at det er endnu farligere at føje systemet og lade stå til.
Så, til alle mine med-bitches i alle lande, lad os forene os og være ikke-føjelige sammen!
