Anmeldelse
Liv Strömquist har endnu engang begået en tegneserieroman som gør os klogere. Denne gang stiller hun skarpt på skønhedsidealer.
Den svenske tegneserieskaber Liv Strömquist har en evne til at formidle faglitterært stof på en underholdende og fængslende måde, og den svigter intet sted i Lille spejl på væggen der.
Perfektheds-presset på både unge og voksne har vokset sig tårnhøjt, bl.a. gennem voldsomt kuraterede instagram-fortællinger om influenceres liv i realtid. Således sætter Liv Strömquist fingeren på et relevant samfundsproblem. Det gør hun ved at undersøge skønhedsidealer, og gennem både teoretikere, samtidseksempler som Kylie Jenner og fortidseksempler som Dronning Sisi, fortæller hun hvad de er, hvor de kommer fra og undersøger hvordan de mon opstår.
Bogen er morsom, faktuel og relevant. Den slutter af med en litteraturliste, som man også kender det fra hendes andre tegneserier, hvad der bidrager til følelsen af at være blevet mere oplyst efter endt læsning. Det kunne lyde tørt, men jeg sluger bogen råt, ikke mindst fordi Liv Strömquist bruger humoren som redskab i form af blandt andet morsomme karikaturer og rig brug af ironi.
Der er faglig tyngde og substans i det Liv Strömquist fortæller, også selvom det er holdningsbåret. For det er det selvfølgelig. Denne bog er mindst lige så feministisk som hendes andre værker, men som altid fagligt funderet.
Temaet om skønhedsidealer er så relevant for vores samtid, og jeg er derfor glad for at netop Liv Strömquist tager det op, fordi hun formidler formidabelt og let tilgængeligt. Studierne der viser, hvor stort et pres unge mennesker føler for at være smukke hele tiden, er mange. Vi ved, at det går ud over trivslen og ærligheden mellem mennesker, når skønhed bliver så vigtig en faktor. Men hvorfor det er blevet sådan, er for mange svært at sætte fingeren på.
Mange peger på sociale medier, og det er her Liv Strömquist tager afsæt. Det er klogt af hende at starte i øjenhøjde, for snart bliver det avanceret. Man skal ikke langt ind i bogen, før hun introducerer filosoffen Sam Girard som, i et lidt gammeldags sprog, formidler sin teori om mimetisk begær. Men trods det kringlede sprog og de højtsvævende tanker der leveres af flere teoretikere undervejs, lykkes Strömquist med at forklare det hele på en forståelig, oplysende og underholdende måde.
Presset om at skulle være smuk, og hvordan det får os til at føle, vender hun tilbage til igen og igen og hen mod slutningen af bogen eksemplificeres det også i en række korte kapitler fortalt af forskellige kvinder. Kvinderne præsenteres kun ved fornavn og alder, og måske er der nogle referencer der går henover hovedet på mig, men ingen af kvinderne er nogle jeg genkender. Det interessante er, at stilen skifter. Både i form af tempoet der sænkes og i fortællestilen. Hvad jeg synes om sekvensen, ved jeg ikke, men det er i hvert fald dejligt at se en etableret tegneserieskaber som Strömquist eksperimentere med sit udtryk og sin fortællestil.
Som altid, når jeg læser hendes bøger, har jeg kun en enkelt kæphest med Liv Strömquist. Den har jeg haft siden jeg i sin tid læste hendes danske gennembrud Kundskabens Frugt. Der er for meget tekst i hendes tegneserier. Og også i Lille spejl på væggen er mængden af tekst overvældende, også selvom den er godt skrevet.
Hun benytter en del layoutmæssige løsninger til at opdele teksten i mindre bidder og få den til at føles mere overskuelig at læse, men jeg ville ønske, at hun udfordrede sig selv til at fortælle mere af det i billedsiden i stedet. Her kan man skele til danske Kristine Tiedt (som har lavet tegneserierne Orgasmebogen og Hvad er Porno) som formår at begå sig mere elegant i genren faktategneserier, ved at formidle lige så skarpt som Strömquist, men uden at benytte lige så meget tekst til at komme igennem med sine pointer.
Udover genren har de to tegneserieskabere også det til fælles, at de benytter et greb med at skabe virkelig morsomme karikaturer af de forskellige historiske personer – både teoretikere og kendte mennesker – der selv fortæller deres tanker og holdninger. Karikaturerne får mig flere gange til at smågrine og giver de historiske personer liv i fortællingen. Det hjælper helt klart læseren til at blive i læsningen og være motiveret for at læse bogen til ende. Og det synes jeg bestemt man kan. For det er en både underholdende, relevant og fagligt funderet tegneserie, og dem findes der ikke mange af.
