I morgen afholdes CPH Zine Fest 2023 på Blågårdens bibliotek. I den anledning bringer vi her forlæggerne Kristine Haffgaard og Asger Hunovs hyldestekst til zines og det danske zinemiljø.
Det er bizarre, det tabuiserede og det personlige. Alt kan deles i zines, og det danske zinemiljø knopskyder og blomstrer vildere end nogensinde.
af Kristine Haffgaard og Asger Hunov
Zines er skabt til at rykke grænser. Zines handler om alt fra kunst til politik, sex, humor, horror og det personligt levede liv. Zines er pr. definition undergrund og anti-establishment. Hovedreglen er helt enkel; der er ingen regler. Har du noget på hjerte, så lav det.
Underpræsenterede grupper har lige siden trykpressen blev almen tilgængeligt sat deres egne skrifter i cirkulation i samfundet. Zines (forkortelse for magazines) er små hæfter eller kunstbøger, som kunstneren selv håndlavet eller får trykt billigt, uden et forlag bag. Zinekulturens gør-det-selv æstetik har politisk og kunstnerisk ophav i Dada, Fluxus og Surrealisme, det 20. århundredes store kunstbevægelser, der gjorde oprør imod den etablerede kunstscene. De første zines så dagens lys tilbage i 1930’erne, men zinekulturen tog for alvor fart i1980’ernes feministiske, punk- og aktivistiske bevægelser. Zines findes i næsten lige så anarkistisk mange formater, som gør-det-selv ideologien bag: Zines er alt fra et kopimaskinehæfte, små håndtrykte, tegnede eller broderede kunsthæfter, flipbøger eller minibøger.
Uruguay findes i Albertslund
Marcus Melos “Til stede”.
Styrken ved zines er i høj grad det helt håndgribelige ved de små udgivelser, der let kan byttes eller sælges. Skønt mange zinesters (folk, der laver zines, red.) også deler deres arbejde på sociale medier, er det både glæden ved den manuelle arbejdsproces i de håndproducerede zines og selve zinekulturen, der er det unikt appellerende ved zines. De nære, autobiografiske fortællinger er tæt knyttet til zines, hvor friheden i formatet er oplagt til at udforske og afsøge undervejs i processen.
Marcus Melo trækker på sin egen familiehistorie i zinet Til stede. Her har han interviewet sin mor, der som 15-årig kom til Danmark som politisk flygtning fra Uruguay, og fortæller samtidigt om sin egen opvækst. Resultatet er en tegnet fortælling om livet mellem to kulturer, hvor det korte sideantal udnyttes maksimalt. Til stede er i høj grad en personlig kærlighedserklæring til Marcus Melos mor, men zinets grundpræmis er især den kulturelle dobbelthed i, at et lille stykke Uruguay findes i Albertslund.
Til stede var et bachelorafgangsprojekt i grafisk design fra Designskolen. Når man spørger Marcus Melo om, hvad der er særligt ved zines, så er svaret:
– Mødet med andre, der måske har lignende oplevelser med sig. Det er der, det for alvor rykker noget. I mødet på zinefester og til tegneseriefestivaller opstår det helt umiddelbare menneskelige fællesskab, hvor vi ser hinanden: “Gud, det har jeg også tænkt eller oplevet”. Dét møde oplever man meget sjældent i sit professionelle liv.
Marcus Melo. Foto: Kristine Haffgaard
Kunsten at gå i dybden i småtingsafdelingen
Christine Løkkegaard laver zines, der mest af alt minder om en slags mini opslagsværker. I bagkataloget finder vi bl.a. Anmeldelser af sexdukker og Frisører i farver – et leksikon over danske frisørnavne. Christine Løkkegaard stiller mikroskopet skarpt på noget, der på overfladen virker provokerende eller banalt. Ledsaget af sirlige, detaljerede stregtegninger registreres små fænomener med pertentlig omhu. Anmeldelser af sexdukker virker ved første øjekast åbenlyst absurd. Men ved at samle anmeldelser af sexdukker i et miniature leksikon godtgøres det, at emnet langtfra er banalt; der er anmeldelser skrevet på internettet af virkelige personer, og de emmer af disse mænds sårbare længsel og romantiske drømme om en partner. Resultatet er en visuel oplevelse, der er både overraskende rørende og tankevækkende.
Christine Løkkegaard siger om tankerne bag Anmeldelser af sexdukker:
– Hensigten er sjældent at provokere, men i højere grad at udforske og skabe nysgerrighed og empati for hvad end mit emne er. Jeg blev selv optaget af sexdukkeverdenen, da jeg efter en kunstudstilling med en meget vellignende sexdukke af en kendt tv-vært googlede lidt. Jeg stødte på anmeldelserne, og det var som at åbne en dør på klem og kigge ind i andres helt intime, private sfære. Jeg følte mig lidt beæret over at se så menneskelige sider af helt fremmede, og det føltes som om at jeg havde stødt på en hemmelig skat. Mine medmennesker er så ekstremt værdifulde, for de har tænkt og oplevet ting, som jeg aldrig i min vildeste fantasi ville nå frem til på egen hånd.
De frie muligheder som arbejdsprocessen med zines rummer, beskriver Christine Løkkegaard som tæt på euforisk:
– Det minder mig om om det bål, der blev tændt i mig, da en familieven sad og tegnede med mig som helt lille barn, og han viste mig at alt er muligt med en blyant. Det føltes helt euforisk at tænke på et medie som var tilgængeligt for alle, og hvor der ikke var nogen begrænsninger om hvad det skulle kunne.
Som barndommens bøger på kopimaskinen
Zines er en kunstnerisk og aktivistisk praksis i sig selv. Men zines er også en let måde for en etableret tegneserieskaber at afprøve noget anderledes. Derfor holder mange tegneserieskabere fast i zinemiljøet, også længe efter, de er udgivet på et forlag.
Ina Korneliussen tager livtag med hverdagen og eksistensen. I tegneserierne Æg og Der findes ikke monstre leger Ina Korneliussen elegant med hverdagssituationer, angst, fantasiens frirum og udforsker eksistentielle temaer som moderskab og kærlighed. Det hele bindes sammen af en underliggende, underfundig humor, og en rund, personlig streg.
Som aktiv i det danske tegneseriemiljø siden de tidlige 00’er er Ina Korneliussen en af de mere erfarne tegnere på zinescenen. Kærligheden til de små formater og kopimaskineæstetikken er dog fuldstændig intakt. Hun fortæller:
– Zines er en måde at prøve ting af på. Det er helt uden filter, let at lave, og det har en ganske særlig charme at stå ved fotokopimaskinen og producere – det føles som dengang man lavede sine egne bøger som barn, det er det legende. Zinet er den helt hurtige produktion, frem for den lange, kreative proces, som en tegneserie til et forlag kræver. Det er tiltrækkende at bruge zines som et dagbogsformat, at dele ud af sit liv uden at være navlepillende. I et zine gør du bare din ting og får det ud.
Aktivisme og normbrud uden blåstempling
Det feministiske netværk Yngel støtter hinandens arbejde, både kreativt og praktisk. Yngel startede tilbage i 2018, og er et løst forankret, inkluderende netværk af tegneserieskabere. Flere af Yngeltegnerne har fundet vej til etablerede forlag og får nu deres tegneserier udgivet til det bredere publikum.
Christine Reinwald, der er medstifter af Yngel, har lavet zines i en årrække. I 2022 debuterede hun med tegneserienovellesamlingen Smerten og jeg, der handler om vold mod kvinder. For tiden arbejder hun på en større tegneserie om de oversete danske kvinder i kunsthistorien. Hvorfor netværk som Yngel er en nødvendighed, forklarer Christine Reinwald sådan her:
– Vi dannede Yngel fordi vi var fælles om, at vi havde svært ved at se os selv i det miljø, der var. Vi ville noget andet. I stedet for at prøve at løbe døre ind til branchen, besluttede vi at gå sammen og gøre det selv. Vi valgte selv at bygge den scene, vi gerne ville stå på, og selv være den positive forandring, vi ønskede at se. Vi skabte normbrud ved at fortælle nogle andre historier – men det var fordi det var de historier, vi har på hjerte. Hvad sker der, når vi rammesætter på en anden måde, ændrer vores hovedperson og perspektiv? Der ligger en magt i det valg, og det skaber åbenhed fx til at aftabuisere psykisk sårbarhed.
Christine Reinwald. Foto: Kristine Haffgaard
Zines er aktivistiske i kraft af at den kunstneriske proces i høj grad afmystificeres. Zinescenen er inkluderende, det koster ikke mere end materialer og ens egen tid at lave et zine, og der er ingen grænser for form eller indhold. Uafhængigheden opleves som stærkt frisættende og zines er så lette at distribuere, at de i udgangspunktet kan nå hvem som helst. Det betyder også, at zines ikke nødvendigvis kun rækker ud efter et nichepublikum, fordi de er relaterbare for mange. Christine Reinwald fortæller om dette aspekt af zines:
– En af de ting, Yngel har sat i værk, er zineworkshops. Med et zine er du hurtigt i gang og kan vise, hvad du har. Selve zinegenren har traditionelt været nichehistorier til et nichepublikum. Men vi opdagede hurtigt, at vores historier ikke altid var til et nichepublikum, når vi var ude, fordi så mange kan relatere til de her historier. Man ved ikke altid selv, hvad der virker, når en historie kommer ud i verden. Men med et zine får man folks helt umiddelbare reaktion lige med det samme. I et zine skal man ikke rette ind, og please et segment, der er ingen blåstempling af det, du kommer med.
Også Christine Løkkegaard ser en kæmpe dynamik i zinescenes frisættende fællesskab:
– Alle kan lave et zine, hvis de har lyst. Det er et fællesskab, hvor der bliver sat stor pris på individets udtryk, og hvor der ikke er nogen, der kan sige:”Det kan vi ikke udgive, det skal omformuleres, det skal ændres, så det kan sælge.” Det er en invitation til at bryde ned hvad en bog, et kunstværk, en historie, eller hvad aktivisme kan være. Det er et fuldstændigt uberørt værk, der kommer direkte fra afsender, og det synes jeg er enormt smukt.
Kunstneriske og uberørte mini-kosmos
– For ti år siden blev det spået at bogen var død, og digitaliseringen var kommet for at overtage alle medier. Jeg mener at zines opblomstring er et kulturelt modsvar på den frygt. Vi har savnet følelsen af at kunne komme tættere på hinanden, som det taktile bringer til et værk eller en fortælling, vi har savnet følelsen af at kunne komme lidt tættere på hinanden igennem små, kunstneriske og uberørte mini-kosmos. Den uperfekte og uredigerede tuschstreg på en illustration er et tegn på et andet menneskes eksistens. Sådan opsummerer Christine Løkkegaard zinescenens medvind her og nu.
Zinekultur rummer vildskab, skæve eksperimenter og humor, fordi alt er tilladt og barriererne for deltagelse er lave. Zines fortæller historier på nye, normkritiske måder. Zinescenens mangfoldighed skubber til strukturer og er bredt inkluderende, hvilket naturligt giver repræsentation af andre stemmer. Zines tilsidesætter traditionelle konventioner om professionelt design og strømlinede standarder. I stedet byder zines på alternative bidrag til samfundsdebatten.
Et udvalg af zines. Foto: Kristine Haffgaard.
Zines har en bred skala, både på kvalitet og indhold, men de deler alle en fælles og fremtrædende rød tråd – de taler for deres tid, de er uredigerede, ufiltrerede og ukommercielle, de er personlige, og de beskæftiger sig ofte med nye eller anderledes emner, som ikke finder vej til mainstream mediestrømmen.
I politisk splittende og socialt ustabile tider er zines det perfekte talerør for mange forskellige stemmer. Umiddelbarheden i zines indhold, kombineret med de lave omkostninger og den lette produktion, gør zines til en meget effektiv kanal for alle synspunkter og alle stemmer – især dem, vi ikke er vant til at høre.
CPH Zine Fest 2023 finder sted lørdag den 21. oktober kl. 14-20 på Blågårdens Bibliotek i København N – læs mere info om standholdere, workshops, mm. her og Under-Danmarks interview med med-arrangør Sandra Sundqvist her.
Del på
