Tag med på rejsen til et kunstrefugie i Fukuoka, Japan for at skabe en tegneserie. Tegneserieskaber Christine Lykkeh beretter om sin rejse til Japan og den tegneserie der kom ud af den.
Jeg har altid tegnet, altid læst tegneserier og aldrig nogensinde lavet en tegneserie færdig. Så det virker en smule som at skyde over målet, da jeg pitchede et tegneserie-fokuseret projekt til et artist residency hos Studio Kura i Japan. Jeg får et ja.
Da jeg lander i Tokyo, tager jeg alt ind i ét dybt sug. Det føles godt, som om jeg er rigtig, rigtig langt væk. Der er reklamer, uanset hvor man kigger hen. Neonfarverne kæmper om min opmærksomhed, og der er en hektisk summen, som man bare ikke finder i København.
Den første aften lægger jeg 100 yen i en turistet spå-din-fremtid-bod, og får at vide at jeg må være på en skæbnerejse, for det er den heldigste spådom, man kan trække.
Den spådomsseddel jeg trak den første aften i Tokyo.
Inspirationer kolliderer
Jeg trawler igennem så mange museer, gallerier og boghandlere, jeg kan, for at få inspiration til mit projekt. I Japan har man mingei bevægelsen, som hylder de oversete og anonyme kunstnere bag hverdagsobjekter – keramik, taglægning, træarbejde og mere. Bevægelsen leder tilbage til den ældgamle japanske filosofi tsukumogami, der handler om, at når et objekt har eksisteret i mere end 100 år, får det en sjæl og en tilstedeværelse. Det er en ide, som gennemsyrer store dele af japansk kultur. Det kan man se både i vandrehistorier og i Studio Ghiblis tegnefilm.
Landlivets Spøgelseshistorier
Rismarker og bjerge ved Studio Kura
Jeg tager to små bumletog for at komme til Fukuoka, den landsby som Studio Kura ligger i, midt i et landskab præget af flade rismarker og bølgende bjerge. Kura betyder opbevaringshus på japansk og hedder sådan, fordi det førhen blev brugt til opbevaring af værdifulde genstande.
Jeg skal bo på Studio Kura i en måned sammen med 12 andre kunstnere fra hele verden med vidt forskellige kunstpraksisser. Jeg deler min arbejdsplads med tre andre – det er et hvidt lokale med hems og et stort vinduesparti.
Studio Kura stiller cykler til rådighed og jeg hjuler rundt i nærområdet for at tage så meget af oplevelsen ind som muligt. Der er en smuk, øde strand, helligdomme rundt om hvert et hjørne og en overraskende stor mængde nichebutikker, restauranter og cafeer taget i betragtning af, at vi er så langt ude på landet. Vi tager også på udflugter for at opleve lokalkulturen, bl.a. prøver vi et matcha-ritual på toppen af en udkigsplatform, besøger et stemningsfuldt buddhistisk tempel og kirkegård på Buddhas dødsdag, og spiser i en trætopscafé.
Mit arbejdsbord i vores fælles studio.
Jeg vil gerne lave en poetisk tegneserie baseret på en lokal spøgelseshistorie, og da jeg hører historien om landsbyen Inunaki, ved jeg, at jeg har fundet den rigtige.
Der foregik mange lyssky ting i Inunaki. Den eksisterede faktisk for 333 år siden, men havde et dårligt ry og blev langsomt forladt. Så opstod legenden. Byen lokkede intetanende rejsende til sig via opkald til en telefonboks. Hvis man tog telefonen, blev man transporteret igennem en anden dimension til den forladte landsby. Den var øde bortset fra en umiddelbart venlig, ældre mand, der viste én rundt i byen – men til sidst skar han halsen over på én og man var fanget for evigt. Det er den perfekte historie.
Hurtige noter og skitser om Inunaki Village fra mine første dage hos Studio Kura.
Planer, ord og tegninger
Jeg går straks i gang med at skrive det digt, der skal være omdrejningspunktet, og skitse thumbnails og bruger den inspiration, jeg har indsamlet på mine cykelture: fotos af teksturer, mønstre og farvetemaer fra lokale bygninger, flora og fauna. Digtet er min version af legenden om Inunaki. Jeg inddrager filosofien om tsukumogami, da de objekter, der blev efterladt for 333 år siden, må savne menneskelig berøring.
Min proces er langsommelig, da der er flere lag, der skal males og tørres. Jeg skitser med blyant ud fra mine små thumbnails og giver det et par omgange rød, sort og limegul akvarelfarve, der lægger bunden for illustrationen. Så tilføjer jeg neon-pink gouache – helt klart mit favoritskridt i processen. Farvepaletten er inspireret af den nærmeste tankstation, der har et flot limegult og pink tema. Jeg bruger fedtfarve for at give tekstur og dybde.
Inspirationen fra havemur er en del af min tekstramme
Fernisering
Vi nærmer os ferniseringsdagen og vi suser rundt for at lægge sidste hånd på vores fernisering, inden de første gæster dukker op. Der kommer heldigvis: lokale, en familie, der lige er flyttet til, en amerikaner, der lever af at lave foodtours, og et par unge fra den større by i nærheden, som jeg inviterede, da jeg var forbi for at købe maling. Jeg er imponeret over, at der overhovedet er mødt nogen op og der bliver bare ved med at være en lind strøm af mennesker.
De to første gæster til ferniseringen hos Studio Kura.
Vi giver gæsterne en rundtur gennem alle værkerne, så hver kunstner kan komme med en lille præsentation af deres arbejde. Der bliver fniset og nikket, da jeg nævner Inunaki. Folk kigger indgående på mine illustrationer, og der er flere, der komplimenterer valget af legenden. Det er en historie, der er blevet genfortalt af børn om og om igen.
Efter at have tilbragt en måned i de 12 andre kunstneres selskab er det forløsende at se alles visioner blive til virkelighed. Det er utroligt diverst. Både konceptkunst, stoffarvning, grafiske illustrationer, malerier og tekst har fået plads hos Studio Kura.
En af de færdige sider i tegneserien.
Tegneseriezinet Small Pots Have Ears Too kan fås i SUPeR Bookstore og i Vildnis Coop. Der er fernisering for tegneserien hos Galleri Ørn d. 27. september kl. 16-21 på Rosenørns Allé 44, 1970 Frederiksberg. Udstillingen er åben d. 28. september kl. 12-16. Se Facebook-eventet her.
Følg Christine Lykkeh på Instagram.
