I fjerde udgave af bloggen tager jeg fat på tegneserierne om min barndomshelt. Den første heltefigur jeg har kendt. Han kræver ingen introduktion: Han er BATMAN!
Der er naturligvis uendeligt meget man kunne skrive om Batman og hans historie.Jeg vælger at have tillid til, at hans mythos er blevet en del af populærkulturens DNA på nuværende tidspunkt. Særligt i denne agtværdige læserkreds. Hvilket i sig selv fejer nye og interessante dimensioner til, hvad man kan tillade indenfor bat-skrivning.
Brikkerne er allerede på plads. Temaerne klare. Forhåbentligt er der stadig noget spændende i en ny, personlig synsvinkel på noget legendarisk som Batman. Og, for en god ordens skyld: GATANTISK BAT-SPOILER – denne gang har jeg læst noget lidt nyt også.
Batman: Year One. Miller & Mazzucchelli
At gentænke det ikoniske
Lidt af samme årsager som det er nemt at sige noget om Batman, er det altså også svært at sige noget nyt og spændende, om Batman. Dette gælder, ser jeg, i mit eget tilfælde særligt det første nedslagspunkt, Frank Miller & David Mazzucchellis Year One. Jeg føler, at jeg har påfaldende lidt at sige om den, så legendarisk som tegneseriefans siger, at den er. Så med fare for at bruge et beskidt kneb, vil jeg forsøge at spinde guld på, hvorfor det mon er sådan.
Jeg vil tro, at det ganske simpelt er fordi Year One’s Batman, er min go-to Batman. Jeg voksede op i tiden efter den (og Dark Knight Returns) og de landvindinger den førte til, er senere blevet en naturaliseret udgave af den Batman, jeg kender. Den mørke, gritty Batman der opstod derudaf, er blevet identisk med min Batman. Derfor denne følelse af so what – det er jo ’bare’ Batman.
Dette er måske et godt sted at gøre et lille ophold og sige noget om tegningerne. Om hele dette med at tegne og gentegne, billedligt gentænke ikonet Batman. Tegningerne er, som jeg har berørt tidligere, jo det, der gør tegneserien til det, den er. Samtidig må jeg indrømme, at er det klart dét, jeg har sværest ved at udbrede mig om, efter jeg er blevet tærsket igennem et universitetsstudium af den konkret billedløse litteratur.
Det naturligste for mig er stadig, at gå tegningerne forbi. De føles stadig som et fremmedlegeme i min læsning. Jeg har måtte gå tilbage i mit udkast og tilføje disse ord om dem. Mit sprog om billedsiden mangler naturligt præcision og dybde – da jeg er uden stærk referenceramme. Det er en del af problemet.
Batman: The Long Halloween. Loeb & Sale
Men der er også dét, at billedet er meget mere umiddelbart end skriften. Rodfæstet i instinkt, i den enkeltes syn på det. Der er ikke så meget af sige om billedet, tegningen – for den udsiger jo sig selv. Det er jo tegneseriens idé!
Alt hvad er at sige om panelerne virker mest, for denne skribent, som en vakkelvornt tilkoblet eftertanke – et forsøg på at udtrykket noget, der måske har bedre af at forblive uudtrykt. Eller bedre af, at det bare skal have lov at udtrykke sig selv, uden at jeg blander mig. Måske er det fordi tegneserien stadig er et nyt medie for mig, at usikkerheden melder sig. Det tror jeg.
Det er ikke destro mindre sjovt at iagttage udviklingen, gennem de tre Bat-sekvenser jeg har læst. Year One fremstår mere grumset, kantet, fortegnet end nogle af de andre to. Det er sådan mit instinkt siger mig at en tegneserie ser ud, i hvert fald en superhelteserie. Blækket løber ned ad siden, man kan fornemme dets old-school fedtethed. Med vilje lidt gammeldags, tænker jeg, da det er jo en genfortælling af begyndelsen.
Til forskel er den seneste tilkomst af de læste, Greg Capullos Batman (jeg læste Court of Owls, City of Owls, Death of The Family, tegnet af Capullo og skrevet af Scott Snyder) mere renskuret og computeranimations-agtig.
Capullos Batman. Meget smooth i det…For smooth.
Måske er det fordi folk i stigende grad er begyndt at tegne via computer (oh really?!). Eller måske er det trykkeprocessen? I så fald er der nogle der bør lade være med det – hvad det end er. Det er jo ikke fordi, det ikke er flot. Det er bare som om, at tryksværten indeholder mere sjæl.
Det mest finurlige er, at Tim Sale i min tredje læste serie The Long Halloween (skrevet af Jeph Loeb) laver en tydelig mellemting, som fungerer rigtig godt. Det er trykt på samme måde, men føltes anderledes. Jeg kan for eksempel fremhæve Sale-Jokeren. Han er så og sige tegnet vanvittigt, som en skæv karikatur. Alting er ude af proportioner. Et træk som Batman ikke deler. Dermed bliver Jokerens vanvid hos Sale rent konkret udtrykt i hans tegnede fysikalitet. Tegnemæssigt er det klart der jeg tager mest med hjem, selvom det er også er der tegningerne er mest ude af trit, upæne.
Sales weird Joker! Kæmpe grin!
Det er sguda interessant! Lidt lige som jeg før har nævnt med Stan Sakai, så opstår der hos Sale en transcendens – tegningen går fra at være et medium, til et kunstnerisk valg og medspiller i mere udpræget grad. Det er nok noget mere trænede billedtolkere bliver stadig skarpere til at forstå.
Man kunne tro, at når man har behandlet tegnernes forskellighed, så er der ikke så meget mere at hente. Batman er jo trods alt Batman. En del af charmen er jo, at vi kender hans verden. Alligevel vækkede værkerne nogle tanker, der nok grunder netop i mine forforståelser af Batman.
Gangstere og den håbløse kamp
Jeg fandt det for eksempel forfriskende, hvordan vi i Year One ikke får udpenslet Wayne-parrets tragiske død for 117. gang i enorme detaljer. I stedet bliver det kun illuderet til i drømmeglimt, når Batwayne forsøger at tænke tilbage og bearbejde sin sorg. To sider, mener jeg det fylder.
Her sker det! Flagermusen! Ikonisk! Lige i ansigtet! Year One!
Dette vidner om forfatterens dygtighed. Miller ved godt, at vi ved det. Og han ved, at vi er blevet lidt trætte af at høre det hele igen. Men Miller ved også, at han så og sige for mythos’ens skyld bliver nødt til det – det er jo for helvede en superhelte-oprindelse han skriver. Så i stedet er det underspillet, mest antydet.
Fokus ligger på det, der er vigtigt. Burces’ sorg og følelse af afmagt. Det er det, der er Batmans drivkraft. Morderens identitet og de nærmere omstændigheder er ligegyldige for det større Bat-livsprojekt han tager på sig. Der handles på denne indsigt som forfatteren ved, at fanesne har. Superb.
Dette er fedt på flere planer. Før det første er klassiske gangstere også populærkulturelle ikoner, hvis genretræk alle kender – når alle er med på musikken, spiller klaveret bare det bedre. For det andet afslører det nogle af Batman-karakterens tidligste rødder, pulpdetektiv-noir-heltene. Loneren Phillip Marlowe, den maskerede The Shadow.
For det andet er jordnærheden af mafiaskurkene i Year One dragende. Som dreng i 90’erne var den første tegnefilm jeg nogensinde så Batman: The Animated Series. Her var skurkede også ofte ’kun’ gangstere, og ikke nødvendigvis super på nogen måde.
For det tredje, og nok det interessanteste, peger gangstere som skurke på noget skæbnesvangert i Batman-universet – nemlig at han aldrig kan vinde. Mere end andre skurke cementerer gangsterne dette indtryk hos mig. Tillad mig at udfolde hvad jeg mener.
Gangstere er, når alt kommer til alt, Bat-universets almindelige dødelige. Det følelsesmæssige spil om arvefølge, forræderi og familiekærlighed i den Godfather-inspirerede Year One og den efterfølgende Long Halloween er et godt eksempel på det.
Gangsteren “The Roman” fra Long Halloween
Med denne relative almenhed følger også det, at Batman ikke kan vinde. For Batman kan ikke stoppe perversionen, aggressionen og grådigheden. Det er en meget basal menneskelig syndighed, som driver gangsterne og morderne og mod det kan Batman ikke gøre nogen som helst forskel. Fuldstændig ligegyldigt hvilke regler – eller mangel på samme – han så opererer efter. Der kommer bare en ny Don eller en ny rockerpræsident – for der vil altid være forsmåede, grådige mennesker. Derfor siger gangsterne noget væsentligt om Batman.
De er udtryk for den generelle skyggeside af menneskets natur som Batman ikke kan udholde. Han føler sig nødsaget til at reagere imod den med vrede. Superskurkene er blot kransekagefigurer, nogle fremstående, farverige karakterer Batman og hans læsere kan nyde, at han tæsker. Det kommer han ikke nærmere sit egentlige mål af. Han kæmper en håbløs kamp. Mon ikke han ved det?
Hvorfor helte?
Men måske er det en del af pointen med det hele – det med at kæmpe videre. D’herrer i Supersnak (en genial podcast som Nr.9 har glæden af at hoste) spurgte for nyligt hvad de skulle tage op. Jeg spurgte: Hey! Hvorfor det er noget værd at investere i superhelte? Er de mere end tom underholdning? Hvad betyder de? Nu svarer jeg selv. Jeg tænker, at superhelte som Batman faktisk er vores moderne heltemyter. De havde odysseen. Vi har Batman. Så vidt så godt. Hvad skal det så gøre godt for?
Et mere kvalificeret spørgsmål ville være: hvorfor beskæftige sig så seriøst med fiktion overhovedet? Det findes jo ikke! I litteraturfaget (folk på universiteter tænker længe over sære, ligegyldige ting) ville man nok svarer noget lignende dette her: I litteraturen er alting muligt, enhver situation kan opstilles, ethvert scenarie kan fremmanes og efterprøves – der er principielt ingen grænser.
Så litteraturen – som tegneserien er en del af – er et eksperimentarium for ideer, billeder, sansninger og oplevelser, som vi kan få adgang til. Vi kan afprøve nye ting og udgaver af os selv. Tænke over alle tingene og vores plads i dem. I en vis forstand kan vi udleve disse verdenstests. Fiktionen er den originale virtual reality.
Suddenly! Batman!
& Gordon. – Year One.
Med sådanne briller er det ikke svært at se, hvad figurer som Batman er til for. De er en kraftfuld, stiliseret måde, hvorpå vi kan tænke over samfundet, os selv og andre. Vi kan konsekvensfrit tænke grundigt over – med snesevis af eksempler – hvordan vi bør gebærde os i tilværelsen. Selve skikkelserne, helten og skurken, er opskrivninger af bestemte verdenssyn, som vi kan tygge på.
Derfor har vi brug for Batman – han viser os noget om, hvordan man kunne (burde?) være. Vi bliver klogere på os selv, også ved en total afvisning af ham, når blot den er reflekteret. Tegninger tilføjer blot endnu et parameter til disse refleksioner.
Og så er helte cool! Det må man aldrig undervurdere. Der ligger noget dybt i mennesket, der aldrig bliver træt af gode fortællinger. Derfor vil fortællingen aldrig dø ud, heltene vil altid være der! Der vil altid være brug for dem!
Batmans største bedrift
Men er Batman vitterligt en helt? – that’s right. Ingen Batman-læsning er komplet uden en lommefilosofisk diskussion af Batmans moral og selvtægt. Lad mig tage et nogenlunde aktuelt udgangspunkt.
I Death of The Family, 3. bind af Snyder-run’et har Jokeren atter en gang tilsyneladende trængt Bats op i en krog. Hele Bat-familien står her for skud, for Jokeren mener at familiebånd gør hans anden halvdel sentimental og slap. Mindre sjov at lege med. Derfor må de alle dø.
I forbindelse med forklaringen af sin masterplan, kommer Jokeren naturligt ind på deres mildest talt bizarre forhold. ”Hvorfor blive ved med denne katten-efter-musen Batman?” Standard-svaret – ”hvis jeg slår dig ihjel, Joker, så vinder du”. Hjertet af Bat-kanon. Men her hæver Scott Snyder sin skrivning til det mesterlige.
For hans Joker formår at give svar: ”Nej, jeg vinder jo, ved at være mig. Keep on keepin’ on! Det andet er blot noget, du fortæller dig selv, Batsy!” Snyder tænder her liv i alt det gammelkendte. Han skriver sig frem til, meget klart, at Jokeren dybest set er sadist.
Sandheden!
Jokeren taber ikke noget ved at være buret inde. Alle ved jo, at han er ude igen om lidt. Batman er hans tværtimod hans enabler. Jokeren vinder derved, at han knækker Batmans moral – sådan plejer det vist at være. Men ifølge Snyder vinder Jokeren imidlertid over Batman bare ved det faktum, at han kontinuerligt og fortsat får lov at være Jokeren! Ved muligheden for fortsat at skade andre.
Batman giver Jokeren nogen at være sadist imod, og Batman får tilfredsstillet sin indre helte – og retsfølelse. Sammen laver de to en evighedsmaskine der kan holde Bruce Waynes knusende sorg nede! Og Batman ved det. Batman lader Jokerens vold ske, fordi han selv er svag. Han kan ikke bearbejde sin sorg og gemmer den væk, ved at forskyde den over i en evig kamp med Jokeren. Som elsker det! For Jokeren er psykopatisk sadist. Han nyder at pine Batman. Men Batman giver aldrig op – så det slutter aldrig! Det er win-win! Jokeren vinder forever!
Brucie vælger selvfølgelig det gode og ormer sig ud af den filosofiske fælde. Men det er ikke overbevisende. Læs selv efter. Faktisk vender han den bare rundt…at Jokeren ikke kan klare sig uden Batman. Og af uvisse grunde lader dette til, at skulle kunne afmontere alt det indsigtsfulde Jokeren lige har fremlagt. Jeg køber ikke Snyders dovne slutning her. Ligesom de film, du bare ikke skal se de sidste 20 minutter af. Så bliver helhedsoplevelsen meget bedre.
Dette fører mig frem til, hvad jeg mener er Batmans største bedrift: Han har formået at overbevise os om at han faktisk er god og heltemodig. Det er han ikke (her)! Han er nu afsløret! Han er ryggesløst offer, der ikke er stærk nok til at arbejde konstruktivt med sin egen sorg. I stedet må han reagere udad. Han holder sine egne tabsfølelser stangen, ved at tæve løs på andre iført spandex. Forståeligt og menneskeligt – sådan da. Men ikke agtværdigt.
I min bog er Batman ikke længere (i hvert fald ikke hos Snyder) en superhelt. Mind Blown! Han er klar antihelt. På denne måde fremstår Snyders Batman som en mere vellykket version af Two-Face, der følger tilfældighedens lov og tror at dette er retfærdighed. Det er lykkedes Batman, at overbevise os læsere om, at hans voldsterapi-projekt er dydigt og han er den gode. Men Batman er ikke en good man!
*Mic drop*
Jeg læste:
- Batman: Year One (TPB, 1987) – Forfatter: Frank Miller. Tegninger: David Mazzucchelli.
- Batman: The Long Holloween (TPB, 1997) – Forfatter: Jeph Loeb Tegninger: Tim Sale.
- Batman af Scott Snyder (forfatter) & Greg Capullo (tegninger): Court of Owls, City of Owls, Death of The Family – Box set 2016.
Alt udgivet af DC Comics.
I Ekspedition Classico tygger nørd og filosof Aske Sparrebro sig som ny tegneserielæser gennem alle de klassikere, han slet ikke vidste han havde forsømt. På bloggen dykker han hver gang ned i et nyt univers, værk, eller figur med særstatus og skriver om læseoplevelsen. Og han modtager gerne forslag – der er så meget derude!
