Trojka: Skarabæens time
Ny science fiction-tegneserie fra Kim Leine og Søren Mosdal har en tydelig dagsorden, som på én gang gør den spændende og svær at leve sig ind i.
I første bind af Kim Leines og Søren Mosdals tegneserietrilogi Trojka bliver en fangekoloni styret af tre mænd.
Throndr, en muskuløs eks-politibetjent som alt andet lige er historiens omdrejningspunkt, repræsenterer den fysiske magt: Den korporlige vold, styrken, kroppen i al sin farlighed. Perikles, som er ældre og mindre end de to andre, er intellektet, generalen eller administratoren. Den sidste, Jehuda, repræsenterer den åndelige magt. Han repræsenterer den dommedagsagtige skarabæ-kult i fængslet, ligner den russiske mystiker Rasputin, tager godt med stoffer og har åbenbaringer om en nært forestående dommedag. Sammen og hver for sig må de tre skride til handling, da verden udenfor kolonien bryder sammen, og forsyningerne bliver knappe.
Det er både Trojkas styrke og svaghed, at de tre lederes symbolske betydning er trukket så skarpt op, både i fortællingen og i stregen. Det handler simpelthen om magtforholdet mellem krop, sind og ånd fra begyndelsen. Det er en styrke, fordi man med det samme læser lidt flere lag ind i fortællingen end man ville have gjort, hvis der ikke var antydet, at fortællingen på den måde havde et symbolsk lag.
Omvendt er det en svaghed, fordi det af samme grund er svært at leve sig ind i fangekolonien som et virkeligt sted med virkelige mennesker. Det er egentlig ærgerligt, fordi der flere steder er lagt op til detaljer og indlevelse. I en af de indledende scener diskuterer fangerne, hvilken mad de længes efter, og her føles historien som en del af vores verden, når fangerne drømmer om konkrete danske retter som boller i karry i stedet for mere almengyldige ting som ”en saftig bøf” eller ”et godt glas vin”. Der er også en samtale mellem Perikles og Throndr, hvor Throndr forsøger at pille ved deres skabelonagtige definition af hinanden som henholdvis sind og krop, men det får aldrig rigtig lov at blive udfoldet i historien, så snart Jehudas åndelige kraft sætter begivenhederne i gang for alvor.
Det, der gør Trojka værd at læse, er altså ikke, som man måske kunne forvente, en særlig tyngde i manuskriptet, når nu så fantastisk en forfatter skriver med. Plottet kunne i sin genrebundethed lige så godt have stammet fra en udgivelse fra Image eller Dark Horse på det amerikanske marked. Det er til gengæld Mosdals krasse og ustyrlige streg, der perfekt fanger Jehudas tågede drømmesyner, så biller og fluer vælder henover panelerne, men alligevel også formår at gøre de tre ledere til genkendelige og vedkommende mennesker af kød og blod.