Nummer 9’s chefredaktør giver sit bud på de fem bedste danske tegneserier i 2010’erne.
Over de seneste uger, har vi i en række artikler anbefalet jer fremragende nye nordiske tegneserier fra Norge, Sverige og Finland. Og nu er vi så nået hjem.
Chancerne er nok gode for, at du har læst i hvert fald nogle af serierne i nedenstående liste over de fem bedste danske tegneserier fra dette årti, men når vi bringer den alligevel, så er det fordi, at sådan en liste jo altid er et godt udgangspunkt for en livlig debat. For ærlig talt, hvor er ”I morgen bliver bedre”? Hvor er ”Gavrillo Princip”? Hvor er ”Valhalla”?
Så her er mine bud som chefredaktør på Nummer 9 på de fem bedste danske tegneserier i dette årti. Kom med jeres i kommentarfeltet.
Rikke Barkman: Glimt (2011, Aben Maler)
Du er seks år gammel og på sommerferie ved Vesterhavet. Der løber tissemyrer ind i din tissekone mens du leger i sandet. Din undulat stikker af fra sommerhuset. De voksne skændes og du bliver sendt indenfor.
”Glimt” er Rikke Bakmans fint og skarpt registrerede grafiske erindringsroman om en sommerferiedag i 80’erne. Fortalt helt tæt og detaljemættet gennem den 6-årige Rikke og med kun ét kvadratisk billede per side.
Og som alle gode barndomserindringer har den et dobbeltblik i sig: barnets blik, der på en gang oplever sin begrænsede verden som tryg og genkendelig, og sær, urovækkende og magisk, og den voksnes blik, der betragter barneverdenen oppefra, analytisk og på afstand.
Barnets blik bliver kun tydeligere gennem Barkmans farveblyantstegninger, der mimer børnetegninger, men selvfølgelig ikke er det. Lad dig ikke snyde, Rikke Barkman ved præcis hvad hun gør, og ”Glimt” er stærkt fortalt i sine beskæringer og billedforløb. Det er i den grad en tegneserie.
”Glimt” er ikke kun en rigtig god tegneserie, det er i en dansk kontekst også en vigtig tegneserie, fordi den sparker døren ind for andre egensindige kvindelige tegneserieskabere som Rikke Villadsen og Signe Parkins, der også fortæller meget personlige historier og trækker på visuelle traditioner der er langt fra de traditionelle tegneserier.
Nikoline Werdelin: Homo Metropolis 2010-2012 (2013, Rosinante)
Nikoline Werdelin er en levende dansk tegneserielegende. Hun brød igennem med et brag med tidsåndssatiren ”Café” der gik i avisen Politiken i 1984-88, og gentog efter nogle års pause succesen med ”Homo Metropolis” der med afbrydelser gik sammesteds fra 1994-2014.
Og som god rødvin bliver Werdelin kun bedre med alderen. Samlingen er hendes næstsidste, og måske bedste.
Det en helt traditionel seriestribe, bragt dagligt med 3-4-5 billeder og en humoristisk punchline til sidst, men Werdelin gør i ”Homo Metropolis” noget med den begrænsede form som få, om nogen, andre stribetegnere gør: Hun tegner noveller der kynisk og empatisk, tragisk og morsomt, dissekerer vi menneskers dårskaber.
I de 17 noveller i ”2010-2012” fortælles blandt andet om universitetslektoren, der forelsker sig i datterens alt for unge veninde; Om Mouritz der ikke tør fortælle sin far, at han på niende år bor sammen med Jonas; og om senile fru Laursen, der forskanser sig i sin villa med haglbøsse og molotovcocktails, da familien vil sende hende på plejehjem.
Hendes streg er så overordentlig præcis når det handler om at indfange ansigtet eller kroppens udtryk netop når det fortæller allermest. Det er menneskene der og deres relationer der interesserer Nikoline Werdelin, og med hendes eminente evne for at skrive replikker og tegne mennesker, under det ikke at hun i dag primært er dramatiker. Hver novelle i Homo Metropolis er et lille perfekt kammerspil.
Søren Mosdal: Fimbulvinter (Aben Maler, 2014)
Vikinger skal der til. Særligt når man anbefaler tegneserier fra Danmark til resten af Norden (denne artiklen bringes sideløbende i Norge, Sverige og Finland, red.).
Vikingehøvdingen Erik den Røde er blevet forvist fra Island, og har med sine folk skabt en lille koloni på Grønland. Nu vender hans søn Leif (den Lykkelige) tilbage fra Norge, kristnet og med en præst i følget. Det kommer uvægerligt til et opgør mellem far og søn.
Søren Mosdals på en gang rå og poetiske ”Fimbulvinter” er på mange måder en klassisk historie om en konflikt mellem far og søn, mellem den gamle orden og de nye tider. Men Mosdal har injekteret en stærk dosis mysticisme i fortællingen, der er rig på blodig vikingemagi og vilde drømmesyner.
Og action.
Psykologisk og magisk realisme til side, Fimbulvinter har de afhuggede lemmer og kløvede hover et vikingeepos skal have!
Og så er der Mosdals kantede, mørke, ekspressive streg, og den måde han skifter mellem hård handling og lyrisk dvælen, der til tider kan minde om en tegner som Hugo Pratt (uden at ”Fimbulvinter” på nogen måde ligner ”Corto Maltese”). Den streg er i ”Fimbulvinter” en tilstand at gå ind i.
Vikinger, mand. ”Fimbulvinter” er fed.
Halfdan Pisket: Dansker trilogien: Desertør (2014), Kakerlak (2015) og Dansker (2016) (Fahrenheit)
I Dansker-trilogien fortæller Halfdan Pisket i semibiografisk form om sin tyrkiske far, James Pisket, der deserterer fra den tyrkiske hær, immigrerer ulovligt til Danmark, stifter familier og går fra dem, etablerer sig som storkriminel hashhandler på Fristaden Christiania og til sidst ender som dansk statsborger.
Det er en vild og væsentlig historie, der både er en specifik fortælling om et menneske, og et mere generelt blik på indvandringen i Skandinavien, på de mennesker der kom og de ting der gik galt. Men den ville ikke være noget værd som tegneserie, hvis ikke Halfdan Pisket fortalte den med lige dele intens nødvendighed og voksende visuelt flair.
Midt i al socialrealismen er der sorte sole, minotaurer og ansigtsløse bødler over det hele, og Pisket streg er tung, mørk og ekspressiv på 70’er-måden. Det kan være et svært værk at gå ind i, også fordi Pisket til at begynde med stadig har mangler som fortæller, men hold da op hvor bliver han god, og sidste binds lange ordløse monotone passager har en indædt hypnotisk kvalitet. Det er et hovedværk i dansk tegneserie, sådan er det.
Fiesta Magasinet (2017 og frem, Forlaget Fiesta)
Og så må det ellers være nok med tunge, tykke, traurige graphic novels. Fiesta magasinet er et dejligt pubertært og løssluppent frikvarter for en række af Danmarks bedste og mest talentfulde tegnere.
Ledt an af mestertegneren Mårdøn Smet med de übernuttede vold & sex-serier, den svedigt intense Peter Kielland og kongen af akavet pinlighed, Johan F. Krarup, hvis Batman & Robin-striber er et genkommende tåkrummende højdepunkt, og krydret med en række af dansk tegneseries største talenter, er Fiesta magasinet noget af de sjoveste der udkommer i Danmark i disse år.
Det er skæg, satire og skrappe sager, og det hele kommer en 3-4 gange om året i et old school magasin-format. Det er tegneserier som din perverse bedstefar lavede dem.
