Hvorfor i alverden hedder Bjørn Ignatius’ graphic novel ’Nøgenhed er gratis, Flemming’? Hvilken slags person tegner så fantasifuldt, komplekst og personligt? Få svarene i dette interview, frisk fra Nørrebro og NV.
Der lugter af maling og materialer, da jeg træder ind i Bjørns Ignatius atelier-univers på hjørnet af Prinsesse Charlottes Gade på Nørrebro. Jeg har insisteret på at interviewe kunstneren bag den grafiske roman ’Nøgenhed er gratis, Flemming’ live, og ikke over e-mail, for hans sære tegneserie har gjort mig nysgerrig på hvem han er.
’Nøgenhed er gratis, Flemming’ er en morsom og bizar tegneserie, der kredser om det homoerotiske. To mænd taler i bunden af hver side, og i deres store talebobler, der fylder det meste af siden, kommer ikke ord, men billeder, en tour de force af kunsthistoriske stilarter, teknikker og motiver, der gør læseren ør.
Bjørn Ignatius selv er en åben, rolig mand, med et klart, behageligt blik. Han er uddannet fra kunstakademiet, men har også skrevet dramatik og kortprosa og arbejdet som scenograf. På hans gamle hjemmeside er der fantastiske outfits fra Priden hvert år, som ser ud som om de er svære og tunge at have på. Det er de også, ler han bekræftende.
Han har lavet flere performances hvor han har arbejdet med stream of consciousness-tegning, à la Joyce eller surrealisternes automatskrift, til livemusik af henholdsvis jazzmusikeren Martin Fabricius og den klassisk uddannede harpenist Nina Schlemm.
– Jeg er aktivist, fortæller han.
– Jeg tillader mig at arbejde relativt ubevidst. Jeg hylder spørgsmålet frem for svaret, forstået på den måde, at jeg ønsker at plante et frø i beskueren. Jeg vil gerne have, at det bobler videre i hovedet på folk.
Det aktivistiske statement
’Nøgenhed er gratis, Flemming’ har også boblet i hovedet på mig, og fået mig til at stille spørgsmål. For eksempel om Bjørn Ignatius’ kvindesyn, fordi vi er ikke-repræsenterede i hans værk og fordi jeg selv er en kvinde Jeg spørger ham, hvorfor der ingen kvinder er i ’Nøgenhed er gratis, Flemming’.
– Fordi det er en form for manifest, jeg som helt ung vedtog i mangel af rollemodeller. Under min opvækst manglede jeg at kunne spejle mig i lignende personer og derfor skildrer jeg nu bare som udgangspunkt et homoerotisk univers i mine værker, fordi sådan er det bare. Ikke som noget problematisk, men som et vilkår fuldt på linje med den heteronormative matrix, en anden normaltilstand, forklarer han.
For at være helt sikker på, at jeg forstår ham ret, fortæller jeg ham om min egen længsel efter at se især asiatiske børn og kvinder da jeg voksede op.
– Ja, det er den samme strukturelle mekanisme, der ligger bag, svarer han.
Det må være fedt, tænker jeg, sådan at kunne skabe sit eget univers, just like that, og erstatte den mangel, eller længsel, med en selvdefineret form med indhold.
Bevidst brug af det ubevidste
Vi taler om hvordan bogen blev til, og Bjørn fortæller, at han mødte Paw Mathiasen fra forlaget Fahrenheits på Bogmessen, hvor de faldt i snak.
– Paw gav mig fra start fuldstændig frie hænder både angående titel og format, og titlen var det første der poppede op i mit hoved. Senere kom de andre navne til. Det tog præcis 3 måneder på dato at tegne værket, fortæller Bjørn
Jeg kan ikke skjule min overraskelse. Detaljegraden er høj i ’Nøgenhed er gratis, Flemming’, og der er anvendt mange forskellige teknikker og lag.
– Jeg starter med at tegne og derefter bunker jeg tegningerne i temaer. Det er med vilje, jeg anvender forskellige tegnestile og teknikker, det er for at det skal virke fragmenteret. Historien skal torpederes. De billeder, der dukker op, de er nok rigtige, på den måde arbejder jeg med en bevidst brug af det ubevidste. Det er vigtigt for mig, at processen er lystbetonet. Jeg beskæftiger mig pr. definition ikke med ting, der keder mig, siger Bjørn.
Senere i processen kom de små samtalepartnere i bunden af siderne til som en form for rammefortælling. Bjørn fortæller, at de kom for at give lidt mere form til historien og også fungere som formidlere af fortællingen. For mig som læser, hjælper de også. Uden dem ville værket fremstå som en samling tematisk opstillede skitser, mens at jeg med deres eksistens har en form for guider igennem fortællingen.
Tegneserieinspiration og lokalpatriotisme
En iskold lørdag nogle dage senere møder jeg Bjørn Ignatius igen i en parkeringskælder i Nordvest. På hans Facebookside har jeg læst om en fernisering han holder sammen med Anette Andersen, som han også har udstillet med for nyligt i Berlin, og stadig nysgerrig på hans kunst er jeg taget afsted.
”Who are U” er titlen på arrangementet, som er en blanding af udstilling, get together og performance i samarbejde med Trampoline House, der er et værested for asylansøgere, og Rotary. Jeg får taget nogle fotos af Bjørn og sludret lidt med ham, mens jeg måbende ser på performancen, som er anti-royalistisk og har performere i farverigt tøj, der råber paroler, som ville få kongehuset til at blegne, mens de danner formationer og senere animerer publikum til at lave optrin sammen med dem.
Under udstillingen ser jeg værker, hvor Bjørns tilkendegivelse af, at han henter mest inspiration i street art og tegneserier kommer til sin ret. Mens vi var i hans atelier, var jeg ellers meget interesseret i de utroligt mange kunstbøger han havde om kendte og ukendte kunstnere, nogle langt tilbage i tiden og andre helt nutidige. Men de er egentlig mere til stede som inspiration for kursister på den kunstskole, han driver fra sit atelier.
– Möebius og Franquin er mine største idoler. Det er helt klart i tegneserier og street art, at jeg mest henter min inspiration. Se fx på en by som Berlin. Det er jo fantastisk, hvad der er af street art dernede. Samtidig er jeg også en lokalpatriot. Næsten samtlige af de bygninger, der er i ’Nøgenhed er gratis, Flemming’ er lige her i nærområdet, siger han.
Mens jeg forlader udstillingen tygger jeg på hans overraskende udmelding om hans nutidige inspirationskilder. For da jeg læste ‘Nøgenhed er gratis, Flemming’, var det slet ikke dét, der slog. Det var tværtom alle de klassiske citater, som var spredt med spredehagl på yderst sofistikeret vis, som gjorde mig hooked. Jo, jeg så godt at udtrykket var kraftfuldt og nutidigt, blandet og überselvbevidst. Samtidig er Bjørns udmelding og min reaktion derpå måske netop den form for bevægelse, han ønsker. At han sådan set er ligeglad med, i hvilken retning modtagerens tanker går, så længe der er bevægelse, flow, og det er ham, der har været katalysatoren med sin kunst. Han har sat det i værk.
