Hockeypige elsker dramadreng
Opstår der sød musik, når skolens sportspige møder dramanørden? Åbenbart, ifølge titlen på ny ungdomstegneserie af den canadiske tegneserieskaber Faith Erin Hicks.
Det virker som om der virkelig sker noget inden for tegneserier for unge i de her år. Både internationalt og på dansk udgives der løbende masser af spændende titler, der sætter ungdomslivets op- og nedture under lup. Og gør det i øjenhøjde og i dyb solidaritet med sit publikum.
Af dén grund er jeg faktisk lidt misundelig på vore dages unge tegneserielæsere.
Da jeg selv var teenager i 90erne, husker jeg springet fra børnetegneserier som Garfield, Asterix og Splint & Co over til voksentegneserierne som ret brat. Dér kunne jeg, og sikkert mange andre jævnaldrende, nok godt have brugt en overgangsfase, hvor vi følte os mere set og hørt i nogle af de tegneserier, der var tilgængelige for os.
Selvfølgelig kunne vi spejle os lidt i Peter Parkers teenage-usikkerhed i Edderkoppen-bladene fra kiosken. Men jeg husker ikke, at der udkom nær så mange tegneserier, der afspejlede problemstillinger fra et typisk, genkendeligt teenageliv, som vi får i dag.
Alice Osemans populære Heartstopper-serie er det oplagte, nutidige go-to eksempel. Grav lidt dybere, og du finder et væld af titler, der enten er rendyrkede ungdomstegneserier eller sådan midt imellem i young adult-kategorien. Flere af dem har vi fået på dansk. Det kunne f.eks. være Den her sommer af Mariko og Jillian Tamaki, eller de nyere, norske Ubesvaret opkald af Nora Dåsnes, Grib den fucking dag af Kjersti Moen eller Piger af Cathrine Sandmæl.
Nu melder forlaget Bogoo sig så på banen med den første danske udgivelse af canadiske Faith Erin Hicks. Hun har i flere år trakteret unge tegneserielæsere med forskellige historier.
Titlen er lidt af en spoiler. Som Hockeypige elsker dramadreng indikerer, handler det om to unge, der får sommerfugle i maven i takt med, at de lærer hinanden bedre at kende.
Alix og Ezra er begge 16-17 år og går på samme gymnasium. Hun er stjernen på skolens ishockeyhold, men socialt hæmmet og udstødt. Han er skolens populære skuespils- og dramatalent, men også offer for skolens homofobiske bøller pga sin flydende seksualitet.
Med dét persongalleri kan Hicks udforske og udfordre kønsstereotyper ved at trække på Alix som drengepige i en hård og fysisk sport, og Ezra som seksuelt flertydigt og følsomt gemyt på de skrå brædder.
Måske lidt vel karikeret og muligvis ikke lige så vildt og opsigtsvækkende set med danske øjne som med canadiske eller amerikanske. Men det fungerer fint som drivkraft i historien.
Undervejs opnår plottet nærmest fuld plade i teenage-bingo.
På de 287 sider kommer vi både omkring mobning, forelskelse, usikkerhed, spirende seksualitet, lavt selvværd, venskab, jalousi, trekantsdrama, kliker, bøvl med forældre, LGBTQ+ og hvad der nu ellers kan fylde i teenageårene. Det væves dog alt sammen ganske fint og naturligt sammen.
Som læser føler du heldigvis ikke, at du får skåret pædagogiske pointer ud i pap eller stoppet budskaber ned i halsen. Det kan der bestemt være en fare for med den her form for udgivelser til unge, så det er dejligt, at Hicks serverer sin historie afstemt og følsomt.
Og lad mig lige uforbeholdent erklære min kærlighed til Hicks’ streg! Den har jeg tidligere været betaget af i hendes fantasy-agtige Nameless City-trilogi, den efterårs-cosy kærlighedshistorie Pumpkinheads og andre af hendes udgivelser.
De ord, der først popper op hos mig, når jeg skal beskrive hendes tegnestil, er at den føles hyggelig og tryg at bevæge blikket rundt i.
Men selvom Hicks’ streg har et skær af cuteness og feel-good faktor over sig, bliver den ikke af dén grund ufarlig eller ligegyldig. Hun kan sagtens tegne action og intense kampscener, der nærmest tager pusten fra læseren. Det gjorde hun bl.a. forbilledligt i Nameless City.
Dén form for dynamik savner jeg lidt i Hockeypige elsker dramadreng, hvor Hicks lader samtalerne mellem karaktererne fylde meget. Måske også for meget?
Til tider tager alle de talende hoveder tempoet ud af fortællingen, og i mit stille sind savner jeg nogle sekvenser, hvor action, slagsmål, forviklinger – bare et eller andet med fart over feltet – giver et tiltrængt modspil til den megen teenagesnak.
I modsætning til de fleste af Hicks’ udgivelser er Hockeypige elsker dramadreng holdt i sort/hvid. Jeg er selv mest til Hicks i farver, men hendes tegninger fungerer også fint på denne måde.
Undervejs bruges farven blå til at fremhæve eller komplimentere forskellige dele af de sort/hvide tegninger. Det giver fin variation og puster yderligere liv i motiverne.
Emilie Tholstrups danske oversættelse flyder godt og ubesværet. Til gengæld har jeg et problem med dén skrifttype, forlaget har valgt til taleboblerne.
Måske er jeg her på grænsen til flueknepperi, men når jeg påtaler det, er det fordi den valgte, kantede skrifttype adskiller sig mærkbart fra den engelsksprogede udgaves mere runde og bløde skrift. Dén synes jeg matcher Hicks’ streg langt bedre end den valgte i den danske udgave.
Der er også steder, hvor den danske skrifttype er sat så tæt, at mellemrummene mellem ordene er svære at ane. Det er irriterende for læseren.
Det skal dog ikke forpurre helhedsindtrykket af en fin og solid ungdomstegneserie. Historien er vedkommende og rummer flere lag og vigtige problemstillinger, der nok skulle kunne appellere til mange unge læsere,… eller ældre, der kan få flashbacks til egen ungdom.
Hockeypige elsker dramadreng er i mine øjne ikke Hicks, når hun er allerbedst – der vil jeg henvise til Nameless City og Pumpkinheads – men mindre kan også gøre det.
Hvis du har været glad for at læse nogle af de ungdomstegneserier, der er kommet de senere år, kan du roligt kaste dig over historien om Alix og Ezra.
Og lad os meget gerne få mere Hicks på dansk!
