Pondus: De første år
De fleste danske tegneserieentusiaster har jo nok stiftet bekendtskab med Frode Øverlis Pondus på et eller andet tidspunkt. Serien har kørt i flere danske aviser og har længe været en fast bestanddel i Basserne. Mange har nok også en holdning til serien, der bestemt ikke lægger skjul på at være Underholdning. Med stort ”U” og med meget lille ”holdning”.
Og det er jo en smagssag, om man bryder sig om den slags humor, der dufter mere af Fleksness end af danske mere højpandede serveringer som Egoland og Statsministeren
Denne anmelder elsker de klassiske stribeserier som Radisserne, Steen & Stoffer og danske Strid, altså den slags serier, hvor det nok er sjovt, men hvor der også er kant, hvor det gør ondt, hvor humoren kan mærkes.
Pondus har ikke meget kant. Den gør stort set aldrig ondt. Og humoren kan aldrig for alvor mærkes. Og alligevel! Alligevel!
Jeg læste ”Pondus: De første år” i en stillekupé i et S-tog mellem København og Frederikssund, og på et tidspunkt holdt jeg et så stort grin inde, at der sprøjtede snot ud af min næse og ned i mit anmeldereksemplar. Hvilket selvfølgelig må betyde, at udgivelsen i dén grad er godkendt!
Hvis man kender Pondus, ved man, hvad man får med dette første bind i den kronologiske udgivelse af serien, der begyndte for ikke mindre end 23 år siden og still er going strong. Og så alligevel ikke. For det fascinerende ved Pondus De første år er, at vi kommer med til fødslen af den senere så successrige stribe. Og det er hér, at denne lækre bog adskiller sig fra de mange, mange andre Pondus-udgivelser, der har været gennem årene.
De første år begynder nemlig med stribe 1, og Pondus: Year One er bestemt ikke som Pondus anno 2018. Frode Øverli har alle dage været en eminent tegner, men Pondus begyndte som en noget mere vild og karikeret serie, end den udviklede sig til. Både grafisk og tekstmæssigt set. Tegningerne i de første par hundrede striber har langt mere elasticitet end senere hen, ja der er næsten noget Tex Avery-tegnefilmsagtigt over dem. Det er interessant at se, men den mere udknaldede stil ville bestemt ikke have været langtidsholdbar og langtidssalgsbar i det trykte medie, så Øverli afsøgte langsomt men sikkert et (til sammenligning) mere realistisk grafisk udtryk.
Og samtidig med, at Pondus går fra vilde tegninger til et mere behersket udtryk, følger tekstsiden med. Øverli lægger ud med at trykke slapstickpedalen hårdt i bund, så savlende bifigurer, brækkede fodboldben og afrevne armproteser sprøjter ud over siderne, men langsomt og uhyre sikkert lægger tekstforfatteren bånd på sig selv, så serien bliver strammere, renere. Mindre åndet slapstick, mere stram samfundssatire.
Og så er det ellers, at bogen viser, hvor eminent en humorist og observatør, Øverli lynhurtigt udviklede sig til. For mens mange af seriens hoved- og biroller – Pondus og familie, Palle, Else og Günther – allerede var på plads i seriens første levetid, skulle der lige gå et par måneder eller fire, før Øverli fandt formlen, der eleverede Pondus højt over samtidens øvrige nordiske stribeserier. Der går nemlig ikke mere end små 100 striber, før vi ser den nu klassiske Pondus-opbygning; fire ruder fordelt således: set-up, lay-up, visuel pay-off, verbal pay-off (”pay-off 2”). Øverli mestrer med andre ord den svære kunst faktisk at have to pointer i mange af sine striber: først en grafisk pointe (altså en sjov tegning) og dernæst en verbal pointe (altså en sjov replik, der kommenterer på stribens tema OG den visuelle pointe). Dét er sindssygt svært, og det er en kunst, Øverli mestrer som få.
Og Øverli mestrer det virkelig! Pondus: De første år emmer af overskud og fortælleglæde, og der er – efter den lidt bumlende start – langt flere fuldtræffere end forbiere blandt bogens over 500 striber, hvilket er ret vildt, da serien allerede her i sin spæde barndom hopper ubesværet mellem slapstick, farce, satire og forholdshumor. Bogens highlight kommer for øvrigt på side 125, hvor Palles mor har noget kød siddende mellem tænderne under et restaurantbesøg, og skal have det ud. På en meget alternativ måde.
Desværre er der i bogen også et par eksempler på den der 90er-ironiske homofobi, man fandt i mange omklædningsrum og nede på den lokale bodega, men det er i småtingsafdelingen (de er få og mere platte end stødende), så det trækker ikke helhedsindtrykket ned.
Udgivelsen er desuden lækker: stift indbundet, god papirkvalitet og et velskrevet, informativt forord af Per Sanderhage, der sætter serien i perspektiv.
Alt i alt er den 150 sider store Pondus: De første år altså en ret uundværlig udgivelse (for seriestribeelskere), hvor man ser en serieskaber lynhurtigt finpudse sine virkemidler og træde i karakter som godhjertet observatør af den nordiske mand (og familie) anno 1995.
Det er ikke grænsebrydende eller sylespids humor, men det er meget, meget sjovt. Bør ikke læses i en stillekupé!
Del på
