HIIIYAH! Velkommen til Ekspedition Classico-blog nummer to, hvor vi skal møde kanin-samuraien Miyamoto Usagi.
Serien Usagi Yojimbo er sat i 1700-tallets feudale Japan tilsat enkelte fantasyelementer. Blandt andet er alle hovedpersonerne antropomorfiske dyr af forskellig art. Usagi rejser land og rige rundt som eventyrer og ronin (samurai uden feudalherrer) efter hans lord Mifune omkommer i et komplot orkestreret af den onde ærkefjende, Lord Hikiji. Sat på spidsen: Game of Thornes med samurai-dyr.
Forsiden på det læste – Usagi-sagans bind 3.
Usagi Yojimbo er vel det man kan kalde i overkanten af undergrunden. Serien er nok ikke den første association når nogen siger: Tegneserie! Men så alligevel: Jeg genkendte ham da fra barndommens tegnefilm om Ninja Turtles hvor han gæsteoptrådte.
Serien stammer fra 1986, udgives på Dark Horse Comics og kører stadigvæk. Den styres ene mand af Stan Sakai, der både tegner og skriver den, og altid har gjort det. Det meste af serien er fornyligt blevet genoptrykt i 7 store sort-hvide bind. Det var sådan jeg selv fandt frem til den.
Billederne er ikke hele historien
Ligesom sidst vil jeg ikke sige meget om tegneseriens plot, men snarere noget om hvad jeg har lært om mig selv som læser ved at dykke ned i den. I forrige indlæg om “V for Vendetta” skrev jeg mig frem til nogle vejledende faktorer for, hvornår en tegneserie er noget værd. Tegneseriens billeder er dét, der adskiller den fra bogen og er definerende for den som medium. Rummer billederne ikke noget ekstraordinært, er slaget halvt tabt. Sådan hævdede jeg nogenlunde.
Min banebrydende teori om tegneseriekunst holdt dog ikke i længden. Det viser sig, at den er no match for et katana.
Min banebrydende teori om tegneseriekunst holdt dog ikke i længden. Det viser sig, at den er no match for et katana. Billedmæssigt er “Usagi Yojimbo” nemlig lidt af et mysterium for mig. Jeg burde egentligt ikke kunne lide dens tegninger jævnfør mine påstande. De er enkle, børnede i det og til tider interimistiske. Sakai finder det ikke altid nødvendigt at klargøre præcis hvilket art af dyremenneske han tegner eller hvordan en given bipersons ansigtstræk er. Han gør ingen krumspring for at skjule at dét er hans indstilling til arbejdet. At noget er vigtigere end andet at få tegnet også selvom det andet og mindre vigtige skal med alligevel. Den lidt fandenivoldske og laissez faire forhold til håndværket fascinerer mig!
Her et stileksempel på Sakais fandenivoldske enkelhed. Præcis hvilke dyre-mennesker er folkene her? Svaret synes at være: “Hvorfor er det så vigtigt?!”
Det er som om Sakai gør opmærksom på, at billederne kun er en del af historiens hele.
Det, som gør serien god for mit vedkommende er dens betydningsmættede univers, som tilfældigvis er tegnet i en bestemt streg. Hvordan er det så lykkedes at skabe sådan en serie der overvinder min egen kritik og gør den brodløs? Mit bud er at “Usagi” konstant og selvsikkert refererer til universets egen logik og den historie der gik forud. Spøgelser hedder fx ikke spøgelser men “Obakémono” og afstande gengives ligeledes i japansk måleenhed. Samurai-tidens kastesystem bringes også i spil.
Så på en måde gør tyngden i tegneseriens fiktions-univers at tegningerne i sig selv bliver mindre væsentlige. Og det er jo et ret underfundigt greb.
Kritik af kritikken
Men hvad så med de tegninger? Er deres kvalitet og udformning så lige meget hvis universitet er godt fortalt? Selvfølgelig ikke. Men måske er det ikke holdbart, på denne måde at adskille en tegneseries bestanddele ad i skrift og billede. Det er i hvert fald ikke problemfrit, at tale om de to bestanddele som var de gin og tonic, to selvstændige faktorer der uden videre kan blandes. Tegneseriemediet er måske mere holistisk end jeg først antog.
Måske er det ikke holdbart, på denne måde at adskille en tegneseries bestanddele ad i skrift og billede.
I børnebogsklassikeren “Otto er et næsehorn” af Ole Lund Kierkegaard er Otto et gult næsehorn, fordi han bliver tegnet som et næsehorn på en gul væg. Otto er født sådan. Det kan ikke være andeledes med Otto. Måske er tegneserier – i hver fald i praksis – på samme måde født som helhedsorienterede projekter? Jeg synes i hvert fald, at litterær kritik nemt kan gå over gevind og blive for reduktioneistisk. Særligt hvis vi holder os til idéen om, at kritik er lig med en kvalitativ vurdering af værket som en færdig enhed. Så kan en litterær kritiker nemlig hurtigt blive reduceret til rollen som rent hypotetisk drømmetyder: “Hvis bare det var sådan og sådan, så havde det været meget bedre”. Men sådan er det jo ikke. Det har kritikeren jo netop selv påpeget, og det er jo nemt at komme og sige. Så hvad skal vi egentligt bruge kritikken til?
Sakai leger på den gode måde
Jeg vil helst tro at intelligent kritik er mere end blot brugervejledning. At den handler om mere end ‘bør du købe produktet eller ej.’ Vi lærer i skolen hvordan det at kritisere noget kan åbne en nye muligheder og vinkler i værket. Værket bliver større og vildere af at man forholder sig reflekteret til det. Her er så hvad jeg lærte – nu æder jeg mine egne forkromede ord fra sidst om hvad den gode tegneserie er eller skal.
Værket bliver større og vildere af at man forholder sig reflekteret til det.
Det vigtigste ved tegneserien – måske fiktion i det hele taget – er legen. Det har lært noget nyt om nu, som jeg vil tænke videre på. Man kunne godt tro at legen er noget nørd-typer mestre fuldt ud sådan som vi kan snakke og diskuterer i timevis om fiktive universers og små obskurere detaljer. Ting der i vores civile liv er komplet ligegyldige. Vi nyder at gå op i små ‘easter eggs’ og kerer os om dem.
Jeg selv bliver tit både eksalteret eller forsmået over forskellige fandoms. Men heri går ofte noget galt synes jeg. Vores legetid risikerer at blive inficeret med en frygtelig voksensygdom: alvor. Noget af det vigtigste ved legen er evnen til, bare lidt tid, at være ubekymret.
Så ‘der kamp! Sværd og dæmoner! Akademiker-vrøvl er ligemeget!
Denne vigtige barnlige ubekymrethed og umiddelbarhed fanger Sakai i sine simple tegninger om en sværdsvingende kanin-mand. Her er det vigtigst at det er sejt og sjovt, før det er artsy og klogt. Og netop derfor synes jeg han en god og vigtig tegner. Jeg er glad for at have skiftet bekendtskab med ham. Men hvad præcis er balancegangen mellem tekst og billeder i et godt tegneserieunivers? Og hvad – mere præcist – gør et univers overbevisende?
Det er spørgsmål jeg vil tage med videre på rejsen.
Jeg håber i vil læse med næste gang.
/Aske
Jeg læste: Usagi Yojimbo Saga, Book 3. Tekst og tegning af Stan Sakai. Dark Horse, 2015.
I Ekspedition Classico tygger nørd og filosof Aske Sparrebro sig som ny tegneserielæser gennem alle de klassikere, han slet ikke vidste han havde forsømt. På bloggen dykker han hver gang ned i et nyt univers, værk, eller figur med særstatus og skriver om læseoplevelsen. Og han modtager gerne forslag – der er så meget derude!
