The Smell of Starving Boys
Loo Hui Phang og Frederik Peeters skiller nænsomt westerngenren ad i en fremragende meditation over kønnene, den farlige fornuft og naturens indbyggede erotik. “The Smell of Starving Boys” føles lidt som en drøm, hvor sanseligheden er til at tage at føle på.
Vi er i det vilde vesten. Det er endnu ikke lykkes den hvide mand at undertvinge sig vildnisset, men dommedagen lurer lige rundt om hjørnet. En ekspedition på tre mand befinder sig midt i dette vilde, uendelige landskab. Deres mission er at tage billeder af naturen og den oprindelige befolkning, før de bliver udslettet. Twistet er, at lederen af ekspeditionen er en hårdt logisk tænkende mand, der har tænkt sig selv at foretage denne udslettelse.
Vores hovedperson er en noget blødere type. Han er fotograf og en kunstnerisk sjæl. Han er også homoseksuel og passer nok ikke rigtigt ind i den kommende verden fyldt med mænd som lederen af ekspeditionen. Fotografen er flygtet fra et eller andet, og lige nu er landskabet og naturen det rette sted for ham. Også selvom det står over for udslettelse.
Ekspeditionens tredjemand er en ung dreng, der vækker følelser i fotografen. Drengen bærer på sine egne hemmeligheder, og han har på en eller anden måde et særligt forhold til naturen og de dyr, der bebor den. Mystikken, ungdommeligheden, den naturlige sensualitet og nærværet med naturen og den dertil hørende afstand fra civilisationens regler og begrænsninger, slipper fotografen løs i et landskab uden konsekvenser. I hvert fald øjeblikkelige konsekvenser, da den hvide mands udslettelse af det naturlige jo som sagt er på vej, og der er da også en nærmest mumificeret og mystisk rytter i sort, der forfølger dem. Der er nemlig masser af mørke og ondskab i værkets univers. Den kvindehadende, folkedrabsplanlæggende fornuftsekstremist af en ekspeditionsleder er altså ikke historiens eneste eksempel på noget mørkt og noget ondt. Men selv forfølgeren forbliver en flydende og ukendt størrelse. Er han en noget banal metafor på døden, der jager dem alle? Er han en vampyrisk skabning fra Helvedets dyb? Eller blot en grådig dusørjæger? Måske det hele på en og samme gang. Han er fortiden, der ikke giver slip, og fremtiden, der kunne blive slukket som et lys i en storm.
Alt er i det hele taget flydende i “The Smell of Starving Boys”: Landskabet, kønnene, forholdet mellem mennesker og natur samt seksualitet. På den ene side står lederen af ekspeditionen med sit ofte skamfrit blottede (men slappe) lem som en repræsentant for den rendyrkede fornuftsbaserede maskulinitet (eller er det den maskulinitetsbaserede fornuft?) og de omvandrende excel-ark, der stadigvæk styrer verden den dag i dag. På den anden side står næsten alt andet i historien. Manden, drengen og landskabet, der står for det flydende, åndelige, erotiserede og naturlige. En verden uden grænser. Drømmene og den uendelige frihed som grundtilstand. Og hvis man er rigtig fræk og vover pelsen: Det maskuline mod det feminine. Men så er vi måske ved at skabe grænser igen? For selv de ting, som fotografen går rundt og tror om sig selv og sin seksualitet, er måske ikke så absolutte, som han bilder sig ind?
Peeters tegninger er fremragende og finder her sammen med Loo Hui Phangs manuskript et formål, som det er svært at forestille sig andre tegnere opfylde. Hans streg er realistisk og meget konkret, hvilket gør den hallucinatoriske og drømmeagtige historie mange tjenester. Surrealismen og det udflydende (men stramme!) narrativ bliver konkretiseret og gjort tilgængeligt via den velovervejede streg, der både tegner ansigter, landskaber og dyr, så de ligner, men samtidigt får det hele til at føles som et drømmerum af metaforer og skjulte betydninger. Tegningerne er bedrageriske klassiske ved første blik. Peeters og Loo Hui Phang bruger dette bedrag til historiens fordel. I det hele taget er der tale om et forfatter/tegner-team, der fungerer så godt, at man ikke kan se eller ane, hvor den enes arbejde slutter, og den andens begynder. Begge spiller på hinandens styrker, og værket fremstår både helstøbt og personligt, selvom der altså har været to kreative hoveder ind over.
Kigger man på de to tegneserieskabere, så kan valget af westerngenren ved første øjekast godt føles lidt pudsigt for den franske tegner og den kvindelige forfatter, der er født i Laos. Men hvor skal man ellers finde et sted, hvor det naturlige landskab stadigvæk herskede, men allerede kunne mærke det første pres fra kolonimagternes urbane helvede, der som en cancer åd sig ind på både landskabet og dets indbyggere? Hvor ellers står kønsroller normalt så skarpt trukket op, alt imens volden lurer lige under overfladen? Der følger mange forventninger og konventioner med netop den genre, og Loo Hui Phang og Peeters følger lige præcis ingen af dem. Westerngenren er sig selv en mytisk størrelse, og det bliver kun forstærket og måske endda forvrænget her.
Fortælletempoet er langsomt, og historien flyder afsted som drømme på en sø af skyer. Urovækkende, men fyldt med skønhed. Verden er grum på overfladen, men i dybet er alt smukt og godt. Friheden lurer under det voksende tyranni i en verden, der er både konkret og rendyrket metafor.
Historien bindes sammen af en flot, stemningsfuld farvelægning fuld af dybde og naturfarver. Landskabets farver bliver hele historiens farver. Hist og her brydes dette nærmest gyldne udtryk af blå farver, der enten skal markere, at det er nat, eller at der er tale om en drømmesekvens. Andre steder føles ting som en drøm, men man får ikke hjælp af farvelægningen til at skelne mellem realplan og drømmeplan. Alt er flydende. Altid flydende.
Værket kan læses både som en politisk tekst om hårde værdier, der clasher med bløde, den kan læses som en filosofisk tekst om livsholdninger og måder at leve og tænke på, og den kan læses som en psykologisk tekst, hvor aspekter af et (seksuelt?) sind kæmper imod hinanden. Jeg foretrækker nok at læse den som en poetisk og billedlyrisk meditation over de ting, man er i fare for at miste grebet om i en verden styret af praktik, økonomi og (maskulin) logik.
Man kan også vælge bare at svælge i tegneseriens underspillede erotik og skønhed. I hvert fald glider man nærmest igennem de lige over 100 sider uden at få noget galt i halsen, og man har nærmest fornemmelsen af at have drømt hele værket. Det er intet mindre end en fremragende tegneserie.