Velkommen til Ekspedition Classico, hvor Aske Sparrebro læser tegneserieklassikere for første gang. Denne gang om hvordan David Lloyd ikke formår at tegne det umulige i “V for Vendetta”.
Ekspedition Classico er nyeste blog på Nummer 9. Her vil vi følge nørd og filosof Aske Sparrebro mens han som ny tegneserielæser læser alle de klassikere, han slet ikke vidste han havde forsømt. På bloggen dykker han hver gang ned i et nyt univers, værk, eller figur med særstatus og skriver om læseoplevelsen. Og han modtager gerne forslag – der er så meget derude!
Første indlæg er om Alan Moore og David Lloyds “V for Vendetta”. Here goes:
”V for Vendetta” er en tegneserie, der aldrig burde have været lavet.
”V for Vendetta” er en klassiker. Den er blevet filmatiseret med Natalie Portman og Hugo Weaving i hovedrollerne, og Guy Fawkes-masken som frihedskæmperen ’V’ bærer i serien, er gået over i populærkulturen som et symbol på antifacisme og anarki.
Coveret på min samlede udgave. Udgivet på Vertigo.
Tegneserien er skrevet af Alan Moore og tegnet af David Lloyd og udkom oprindeligt i episodisk form i perioden 1982-85 i det britiske blad Warrior, og senere i samlede udgaver. Serien handler om den maskerede og muterede frihedskæmper ’V’. Han indleder med psykopatisk vrede en – you guessed it – vendetta mod et populistisk, neoliberalt og fattigt Thatcher-England, der i værkets fiktive fremtid er blevet forført af fascismen efter en atomkrig. V redder ved et tilfælde den prostituerede Eve Hammond og bliver på én gang hendes beskytter, bortfører og mentor.
Jeg vil ikke sige så meget mere om selve historien for chancen er, at du har læst den. Ellers skal du gøre det. Nu. Folk der ikke bryder sig om selvtægt vil blive udfordret og folk der er fans af selvtægt får døde, onde magthavere. What’s not to like? Men hov. Sagde jeg ikke lige, at tegneserien aldrig burde have været lavet? Jo-ho. Men bid mærke i, at jeg sagde tegneserie. Som fortælling er den excellent. Det er ikke dét jeg vil koncentrere mig om her. Da dette er en blog om en ny tegneserielæser der gradvis opdager sig selv, vil jeg i stedet skrive lidt om, hvad jeg lærte om mig selv som tegneserielæser, ved at læse V for Vendetta.
Jeg kommer til tegneserier fordi jeg vil have noget særligt som bøger ikke kan give mig – det er selvfølgelig billederne!
Det er billederne jeg betaler for
Jeg kommer til tegneserier fordi jeg vil have noget særligt som bøger ikke kan give mig – det er selvfølgelig billederne! Billederne er altså den determinerende faktor der gør, at jeg ikke læser en bog i stedet for. Så vidt så godt. Men hvad betyder det i praksis for hvordan jeg bruger min tid og mine penge i butikken? Hos mig bør tegneserien: A – billedligt fremstille noget jeg ikke umiddelbart kan forestille mig, B – billedligt fremstille en bedre udgave af det jeg godt forestillede mig, eller C – gøre noget særligt med det faktum at tegneserien er et sanseligt, billedbåret medium.
Jeg vil vædde på, at næsten uanset hvor godt man beskrev ”ond, skizofren gangster med todelt, muteret ansigt” ville et godt billede batmanskurken af Two-Face slå det læste. Han er et godt eksempel på det jeg nævnte som faktor A. Du ville ikke rigtigt kunne forestille dig ham klart, kun lidt, før du så ham. Serier i A-kategorien er serier som siger: superhelt smadrer New York i dynamisk kamp med kæmpe Godzilla-monster! Eller: historisk korrekt luft slag anno 1916. Dér vil jeg gerne betale for billederne! I tilfælde som disse kan min egen evne til at skabe billeder slet ikke følge med.
Omvendt vil jeg mene, at jeg godt kunne forestille mig ”sej sømand ryger cigaret”. Hugo Pratts Corto Maltese er bare meget bedre. Corto repræsenterer udmærket faktor B. Her gør tegneserien ikke noget fantastisk og vildt fantasifuldt som overrumpler mig som sådan. Men Hugo Pratt tegner bedre end min hjerne uden videre kan forme billeder. Derfor er hans bidrag til min læseoplevelse penge og anerkendelse værd.
Se her. Jeg siger: Venstre side – godt! Højre side – skidt! Dér er alting så grynet. Er det mon farvelægningen jeg er imod?
Det særligste kan ikke forklares – kun opdages
Det, jeg har kaldt C-kategorien er klart den sværeste, fordi den er så meget mere personlig – den vægter X-faktoren hos den enkelte læser. Jeg kan altså godt forestille mig en vis godhjertet rødhåret rapporter med blå trøje, en lille sød, hvid hund og en sømandsven. Tegningerne bidrager hos mig ikke med så meget her. Alligevel aktiverer Tintin noget hos nogle som jeg selv ikke kan forstå. Nostalgi er måske en af de ting. Jeg har fx svært ved at hade episode I, II og III af Star Wars – selvom jeg godt kan se, at de er forvirrede film. Det var nemlig de film der kom ud i min levetid og ikke i mine forældres. En anden ting kunne eksempelvis være den særlige måde der arbejdes med farve på. Eller noget andet som bryder genreforventningen. Fx ”Sin City”, som jeg ser frem til at læse i tegneserieform. Appellen ved ting i C-kategorien forklares bedst ved, at man er den man er som læser. Eller ved, at der arbejdes på en måde der før var ukendt for én. Man bliver taget på sengen.
Jeg er ikke i tvivl om, at ”V for Vendetta” ville være lige så god, hvis ikke bedre, som en roman.
Tilbage til ”V for Vendetta”. Med ovenstående in mente er min anke, at den ikke gjorde nok af det tegneseriemediet, i min optik, bør være karakteriseret ved: den var ikke hverken fantasifuld, fantastisk eller naturtro realistisk nok på sin billedside. Der sker ikke ret meget som jeg står i gæld til tegneren for rent oplevelsesmæssigt. Alan Moores evne til at fortælle historier fornægter sig bestemt ikke. Det er den der holder alt oppe. Men jeg er ikke i tvivl om, at ”V for Vendetta” ville være lige så god, hvis ikke bedre, som en roman. Et af dens hovedspor er nemlig et komplekst psykologisk spil. Det kan en roman bruge langt mere krudt på, da den ikke er begrænset af paneler. En skam, da det er billedsiden der for mig er hovedsiden på en tegneserie. Det er jo derfor jeg ikke køber en bog – jeg betaler for kodyle afbildninger af seje ting!
V springer statue i luften. Kunne det have været tegnet meget vildere? Seriøst. V’s sindssyge kunne været udfoldet bedre fx i en roman med fokus på hans indre dialog.
Alt dette fortæller, at fremtidige mig nok vil være mere interesseret i fantastiske tegneserier. I fortællinger der indeholder det overnaturlige og ting der som er vanskelige at forestille sig eller som tegnes bedre end forestillingen. Mere episke, cinematiske fortællinger. Men denne tese bliver først afprøvet, når jeg i fremtiden læser flere tegneserier, og ser hvad der begejstrer og underholder mig. Måske er tegneserier i virkeligheden ligesom vin og opera. En ting hvis særlige appel kræver tilvending?
Jeg håber I vil læse med næste gang!
/Aske
Jeg læste: V for Vendetta af Alan Moore (tekst) og David Lloyd (tegninger). Samlet udgave, Vertigo, 2005.
