Voices in the Dark
Når Ulli Lust i Voices in the Dark får stilhed og støj til at bekæmpe hinanden i tegneseriemediets ellers lydløse univers, er hun så elegant, at man næsten kan se bort fra, hvor kedelig tegneserien ellers er. Næsten.
Den østrigske tegneserieforfatter Ulli Lusts Flughunde fra 2013 er endelig blevet oversat til engelsk. Tegneserien, der er en adaption af Marcel Beyers roman af samme navn, hedder i den engelske oversættelse Voices in the Dark. Selvom Lust er en forrygende tegner og har en skarp sans for tegneseriemediets muligheder, er det som om hun omvendt ikke har en fornemmelse for mediets begrænsninger. Voices in the Dark veksler mellem at være medrivende tegneseriekunst og træg, træg, træg fortælling, hvor slutningen ikke kan komme hurtigt nok.
Larmen overdøves af stilheden
2. verdenskrig er ved at lakke mod enden. Hermann Karnau arbejder for den tyske regering som lydingeniør. Arbejdet bringer ham til partimøder, østfronten og til propagandaministeren Joseph Goebbels hjem, hvor han møder Goebbels ældste datter, Helga. Historien veksler derpå mellem at fortælle om Helga og Karnaus udvikling fra naivitet til gruvækkende bekendtskab med krigens rædsler. Karnau er en nørd: Totalt opslugt af sit erhverv og muligheden for at optage enhver variation af menneskets stemme. Samtidigt er han fuldstændigt indifferent over for sin omverden. Ved østfronten placerer han mikrofoner på slagmarken og optager i nattens mulm og mørke de døendes lidende stemmer.
I sit samarbejde med det nazistiske parti bliver han hvervet til at lede et forskningshold, der ved torturlignende metoder søger at inkorporere det nazistiske sprog i folket. Karnau er blind for de rædsler, han er med til at begå, og den ideologi, han med sin forskning støtter. For ham er hans arbejde med stemmen det eneste i verden. Således dominerer lyd hele Voices in the Dark: Der bliver hvisket, klappet, hamret, detoneret sprængstoffer og råbt. Vinden suser i rørene, og det er som om, noget altid rasler et eller andet sted. Alt i dette kakofoniske orkester får sin egen taleboble eller lydmarkør. Tegneseriemediet har altid været kendt for sin brug af lydord som bang!, crash! og gulp, men alligevel er det dog en mærkværdig beslutning fra Lusts side at overdænge et strengt taget lydløst medie med støj.
Jeg tror, man skal finde forklaringen i den spænding, Lust får fremstillet mellem larmen og stilheden. Den amerikanske tegneserieentusiast Scott McCloud har rammende påpeget, at tegneseriemediets vigtigste kendetegn måske ikke er at finde i dets tegninger eller dets skrevne sprog. Tegneseriemediets særegne sprog sker i zonen mellem tegneseriens ruder, de såkaldte rendestene. Mellem ruderne er der en – hvis man skal lyde lidt smart – rungende stilhed. At tegneseriemediet på denne facon er blevet så kendt for sine lydmarkører er ret karakteristisk. I tegneserier er stilheden larmende, og larmen er fuldstændigt uden lyd. Ulli Lust leger med netop dette.
Efter en kort prolog introduceres det første kapitel med en helsidestegning af regn en mørk morgen. På næste side er det samme motiv delt i to, og mellem regnen, altså i rendestenen, står der ”A voice punctures the dawn stillness.”. Den efterfølgende side viser igen en helsidestegning, hvor en hakket taleboble skriger ”For a start, get those signs up!”. Her ses altså stemmen, der punkterede stilheden. Eller er det så let? Rendestenen på den forrige side er jo egentlig den først afbrydelse af stilheden. Selvom tegneserien selv peger på taleboblen som det larmende element, er rendestenens opsplitning af siden stilhedens egentlige afbrydelse. Stilheden afbrydes blot af mere stilhed, og larmen overdøves af stilheden. Ulli Lust leger med mediet og dekonstruerer selve forholdet mellem larm og stilhed. Det er virkelig spændende.
Gumpetung
Krigens hæslighed og ulidelige støj maser sig på. Karnaus blindhed for krigen og nazismen viser sig mere og mere uholdbar. Helga, for hvem verden – bogstaveligt talt – er lyserød, ser sig selv og sine søskende kastet ind i det tredje riges sidste timer. Hendes verden forandrer sig fra et lyserødt paradis til et gråt og brunt helvede. Lusts farvelægning skifter mellem pastel- og akvarelfarver, og hendes streg veksler mellem det stilrene og det grumsede, næsten ekspressionistiske. Netop på baggrund af, at Lust kan lege så elegant med tegneseriemediet og tegne så udtryksfuldt, virker det så absurd, ja sågar trist, at hendes historie hæmmer tegneserien så meget, at læsningen bliver trættende. Alt for mange scener virker ligegyldige, og dertil kvæles tegneseriens tempo og gejst fuldstændigt af Lusts tekstoverlæssede sider og lidt kedelige sprog.
Måske man vil kunne se en formel pointe omkring tegneseriens kamp mellem stilhed og larm: at tekstens larm overdøver billedernes stilhed. I så fald lader man en ikke mere end spekulativ pointe gøre det af med læseglæden. Når Ulli Lust er god, er hun helt forrygende. Så god, at man næsten ender med at forsvare selv de mest gumpetunge og uelegante fremstillinger. Men også kun næsten.
