Academaniac sidder fast. Hans største kærlighed, tegneserierne, bringer ikke den glæde, de plejede. Hvad gør man så? En hjemrejse begynder her…
Det er en floskel, men ”undskyld at jeg ikke har skrevet noget på bloggen i lang tid”. Det skyldes først og fremmest, at jeg siden efteråret 2019 har haft stress. Og så, at jeg simpelthen er… holdt op med at læse tegneserier. Som tegneserie-akademiker er det mit job at læse tegneserier, ja det er mit job at elske tegneserier, så det er lidt et problem. Og så er det er faktisk noget, jeg skammer mig over – især over for jer, Tegneserie-Folket. Så nu går jeg til bekendelse.
Forbudte stier
Her ses en bunke eksempler på virkelig gode tegneserier der samtidig godt kan føles som lektier.
Det starter med, at man begynder at læse det andet. Ikke de tegneserier man burde, men nogle andre. Min forskning udformer sig som litterære og teori-tunge nærlæsninger af udvalgte nyere danske tegneserier (ting der bliver kaldt ”værker”, du ved), så for mig har det været fristende at læse en masse amerikansk mainstream – især ting fra forlaget Image (man har vel smag!).
Man bliver ikke ægte rig af at skrive en ph.d., og slet ikke med små børn derhjemme, så læsningen foregår fortrinsvis på en gammel tablet via comiXology. Hvor underlødigt har det lov at blive! Jeg, der forsker i danske tegneseriers materialitet sidder der og læser Giant Days (igen!) på en… gys… skærm!
Men ak, det er blot begyndelsen.
Et mindre udvalg af de digitale muligheder i min comixology samling.
Dopamin
Jeg har nemlig opbygget en farlig vane. Jeg forsøgte i en periode at stoppe, at tage en kold tyrker, men jeg har gentagne gange måttet sande, at hvis jeg skal være frisk og klar til børn og bøger næste morgen, så har min hjerne behov for noget let tilgængelig dopamin før sengetid. FIFA har i mange år været min dealer. Uden lyd, for ikke at vække ungerne, har jeg siddet tusindvis af aftener i en time (eller to) og sparket lidt bold med tommelfingrene foran Xbox’en og det lille skod-tv.
Sammenbrud
Det er ren og skær nødvendighed, siger jeg til mig selv, men skammen har været stor. Selv en tur gennem det nyere Deadpool fra Marvel (måske via en gratis måned på deres Unlimited-app) ville have været mere sømmeligt end at prøve at hive Bradford op i Premier League for Gud ved hvilken gang. Jeg har flirtet med de lidt mere tidskrævende spil, og jeg har endda, til tider, fundet mig selv i sofaen med andre mennesker (venner endda!) for at følge med i spillet om tronerne, men det er alt sammen harmløst nok. Det kulminerede dog omkring årsskiftet hvor jeg, med kaos i arbejdslivet efter den nødvendige sygemelding, fandt…
En ny hobby.
Brætspil.
Men det læser jeg jo ikke flere tegneserier af!
Hvordan skal jeg finde hjem igen?
Det er desværre en kendt historie for kultur-humanistiske forskere: Hobby bliver til studie, studie bliver til job, og hvad gør man så, når hobbyen ligger oppe på jobbet? En af mine kollegaer talte helt konkret om, at han ville have sin hobby tilbage. Han kunne se, at han ville miste tegneserier som hobby hvis han fortsatte med at have dem som arbejde. Jeg troede mig fri, men jeg frygter, at det samme er ved at ske for mig!
Så nu sidder jeg på mit midlertidige corona-kontor i min svigermors hytte (uden internet) og kæmper for at få motivationen tilbage. Til arbejdet, ja, og til afhandlingen først og fremmest – men også til tegneserierne som sådan. Misforstå mig ikke, jeg er ægte glad for at være blevet en del af en nyt og spændende ’community’, og jeg vil ikke lære hvordan jeg kan fjerne en ny kærlighed, nej, jeg vil genfinde min største kærlighed.
Corona-kontor anno 2020.
Frelse?
Så måske skal jeg gå ad omveje. Læse Deadpool på tabletten inden sengetid. Afsætte tid på kontoret til at ligge i sengen og høre musik mens jeg kværner igennem hele fucking Hellblazer. Eller måske jeg genfinde noget af den der ’nyhedens interesse’ som tydeligvis præger mit forhold til min nye hobby. Jeg har jo, som jeg formoder alle har, alenlange lister over must-haves som bare venter på at blive lagt i kurven. Den nye med Chris Ware er vel nærmest påkrævet for en akademiker, er den ik’? Er det overhovedet tilladt ikke at have købt den!?
Måske kunne der endda komme et blogindlæg eller to ud af det…
Stay tuned.
