Shingoulooz Inc.
Cobolt fortsætter rækken af ekstraordinære eventyr, der giver forskellige tegnere og forfattere mulighed for at prøve kræfter med nogle af de helt store serier inden for den fransksprogede albumtradition som Splint & Co., Lucky Luke og i dette tilfælde Linda & Valentin.
Wilfrid Lupano har skrevet den storsælgende Gamle gubber, mens Mathieu Lauffray herhjemme mest er kendt for samarbejdet med Xavier Dorison om Long John Silver, selv om han har et alsidigt virke bag sig. Det er således to relativt sikre kort, Dargaud har valgt at smide efter dette andet album (det første var Manu Larcenets Jakolassens rustning) siden skaberne Pierre Christin og Jean-Claude Meziéres indstillede deres samarbejde.
Og de to herrer har da også ret godt styr på tingene. Lupano kan nogen lunde ramme den samtidskommenterende, men stadigt fabulerende og lette tone, der var Christins varemærke, og tilføjer i afmålte doser sin egen, lidt mere replikskiftebårne komik. Plottet er noget med intergalaktiske skattely og gråzoneforretninger og ulighed, passende indrammet af et lille tidsfristsparallelløb med, igen, passende megen plads til sjov og ballade. Undertegnede anmelder blev måske ikke ligefrem bjergtaget, men var udmærket underholdt hele vejen igennem.
Lauffray kan ikke helt ramme Meziéres legende elegance, dertil er han lige lovligt stærkt forankret i realismen; det fungerer bedst i omgivelserne og mekanikken (for eksempel shingouzernes rumskib, der blev bygget som modelskib til formålet), okay for de menneskelige eller nye figurer og ikke rigtigt med allerede etablerede fantasifigurer som shingouzerne, som han ikke får gjort til sine egne. Men han får gjort universet til sit, og man accepterer grundlæggende, at Shingouzlooz Inc. er en del af serien; i sig selv en præstation og vel sagtens også det vigtigste.
Lupano og Lauffray disker ikke op med et svar på det grundlæggende spørgsmål, der altid melder sig med disse fortsættelser, uanset om de markedsføres som del af hvoedserien eller ekstraordinære eventyr, nemlig hvorfor de ikke bruger deres tid på deres egne serier, men i det mindste får de i hvert fald denne læser til at glemme spørgsmålet under læsningen. Derfra og så til at samme havde været fattigere foruden læsningen er der dog stadig et stykke vej. Udførslen, professionalismen så vel som den ægte kærlighed til forlægget, kan der dog ikke sættes spørgsmålstegn ved.
