Ørsted - han satte strøm til verden
Guldalder. Dansk kultur og åndsliv blomstrer i 1820. Det samme gør den flotte og underholdende livsfortælling om Danmarks måske største naturvidenskabsmand, som for 200 år siden opdagede elektromagnetismen.
En lille quiz: Hvad får man, hvis man blander gudfrygtighed, videnskabelig nysgerrighed, naturromantik og entreprenørånd? Hans Christian Ørsted. De to tegneserieskabere, Sussie Bech og Ingo Milton, har skabt en grafisk roman, som sætter videnskabsmanden og hans liv under lup. Et liv, der ikke kun var præget af succeser, men også fiasko og nederlag.
Bech og Milton, som mange kender fra henholdsvis Nofret og Eks Libris i Weekendavisen (Bech) samt Den behøvlede Svend og Skalken Joff (Milton), kan deres kram. Sammen med Jens Olaf Pepke Pedersen, der er seniorforsker ved DTU og har stået som garant for det faglige indhold, løfter de fortællingen om Ørsted ud til en bredere skare af læsere ved at underholde og forklare på samme tid i en nem tilgængelig form.
Sagt med andre ord: De giver en letlæst, men alligevel dyb indsigt i Ørsteds tanker, tid, opdagelser og bedrifter. Det er også en fin skildring af Danmark og København på Frederik d. 6 tid. Man får indblik i samfundets udvikling, og om de politiske og filosofiske strømninger, der fyldte dengang.
Hans Christian som menneske
Vi følger Ørsted og hans tidlige barndom i faderens apotek i Rudkøbing, til mødet med den excentriske og selvlærte fysiker og kemiker, Johann Wilhelm Ritter, som ansporer hans tanker om naturens guddommelige enhed, og videre til han som voksen og etableret forsker ser kompasnålen slå ud, idet der går strøm igennem en ledning på hans bord.
Fortællingen om Ørsted er dog noget helt andet end blot opremsningen af en støvet naturvidenskabsmands livsforløb. Det nære forhold til brormand Anders og bruddet med ungdomskæresten Sophie er godt beskrevet, det er nemt at interessere sig og føle noget for dem, og de bidrager til at fremhæve hovedpersonens karaktertræk. Ørsted griber hurtigt ind over for brorens nervesammenbrud og hjælper ham tilbage på sporet, men han er forhindret i at råde bod på Sophies mindreværdskomplekser. Vi bliver klogere på Hans Christian som menneske.
Dog opstår der også spørgsmål undervejs. Vi får ingen forklaring på, hvorfor faderens sygdom indgår i handlingen, mens moderens tidlige død er udeladt? Hendes bortgang må også have haft betydning for Ørsted. Andre personer, som H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig og hustruen Gitte Ørsted, er i højere grad taget med for at illustrere tidsånden og placere Ørsted i rollen som ægtemand og familiefar, end for nogen særlig narrativ funktion.
Tegner myten ihjel
Det tætte samarbejde og venskab med Ritter bringer den sprogkyndige Ørsted til Paris og ind på de bonede gulve i Louvre, hvor han får foretræde for Nationalinstituttet. Her står ladningssøjlen og teorien om Jordens to elektriske poler sin prøvelse. Det lykkes ikke Ørsted at vinde Napoleonsprisen til sin ven Ritter. Den enes held er på forunderlig vis ofte forbundet med den andens uheld, og mens Ørsted sikrer sig et positivt ry blandt førende franske videnskabsfolk – det påpeger videnskabshistorikeren Kenneth L. Caneva – glider Ritter ud af biografien, og kun i et nostalgisk øjeblik mange år senere tænker Ørsted tilbage på sin gamle ven, som har haft så stor betydning for ham.
Det kan undre, at de to tegnere undlader at fortælle om Ritters triste skæbne, han bliver aldrig universitetsprofessor og dør fattig og syg i en alder af 33 år, og der kunne godt have været brugt nogle sider på dette.
Fængslende fortælling med realistiske streger
Hvis man har bare den mindste interesse for naturvidenskab, må Ørsted – han satte strøm til verden fremstå som et fint eksempel på, hvordan man kan fortælle om en historisk naturvidenskabsmand og samtidig formidle tungt naturvidenskabeligt stof på en underholdende måde.
Bechs og Miltons streger står skarpt med fine detaljer i varme og lyse farver på lækkert kvalitetspapir. Ørsteds tænksomme skelen er godt set, og Ritters forsøg på egen krop forener komik med saglighed. De mange videnskabeligt nøjagtige tegninger er en fryd for øjet, de efterlader læseren med lysten til mere.
Hvis man ikke har fået sin lyst styret, er der heldigvis en illustreret efterskrift bestående af 12 sider med en videnskabshistorisk gennemgang, der nærmere forklarer de fysiske love, som Ørsted spekulerede over, og jeg må indrømme – min uddannelse som historiker og sproglig student taget i betragtning – at jeg har nydt at læse siderne igennem, selvom jeg måtte stoppe op flere gange. Jeg er blevet klogere på et område, som jeg ikke har beskæftiget mig med i mange år, og det er det vigtigste.
