Forlagsinterview: Forlaget Zoom er på få år blevet en stor spiller på det danske tegneseriemarked. De erfarne forlæggere bag vil have de klassiske tegneseriealbum tilbage i butikkerne.
Zoom har på fem år etableret sig som en af største tegneserieforlag i Danmark. Og hvor andre forlag satser på dyre samleobjekter i stift bind og grafiske romaner med litterære ambitioner, er Zooms profil old school som flæskesteg til juleaften.
Stribeopsamlinger med Basserne, Zits og Pondus, samt klassisk sjov og spænding fra det fransk/belgiske marked i form af velafprøvede albumserier som f.eks. Den lille Splint, Blåfrakkerne og Red Kelly. Gerne i blødt bind og med nogle af markedets laveste priser. Lidt nyt er der også plads til, senest Rovdyrenes Klub, der er forlagets første forsøg med en egentlig gyserserie.
Zoom satser på at udgive op mod 60 album i det kommende år, og det er som om at de tre erfarne forlæggere Michael G. Nielsen, Per Sanderhage og Kim Gleerup drømmer om en tilbagevenden til det glade albumboom i 1980’erne, da tegneseriealbums fandtes i rigt mål i enhver kiosk og boghandler i Danmark. Og det er da også lykkedes forlaget at få en fod i detaildøren, blandt andet med en velassorteret afdeling i den store WHSmith kiosk/boghandel i Københavns Lufthavn, og senest med mindre sortimenter i en række sygehuskiosker og regionale lufthavnskiosker.
Vi har stillet forlægger Michael G. Nielsen en stribe spørgsmål:
Hej Michael. Hvordan vil du beskrive Zooms udgivelsesprofil?
Vi forsøger at finde serier vi mener kan tiltrække et større publikum og vi forsøger også at introducere nye serier på markedet som naturligvis skal have tid til at finde sit publikum. Vi prøver at lave så bredt et program som muligt, derfor kommer der også gys og western med nu.
Tegneserierne er efterhånden blevet svære at finde i fysiske butikker som kiosker og boghandlere. Men i den store kiosk i Københavns Lufthavn har jeg bemærket at I er godt repræsenterede. Hvordan er det kommet i stand?
Jeg kontaktede lederen af den store kiosk i lufthavnen og foreslog de skulle prøve album. Han var positiv og vi testede fire titler. Det tog om sig, og pludselig havde han lavet en “lille tegneseriebutik” i butikken. Vi har nu haft et godt samarbejde i flere år og vi har vel 50 titler derude. Der er flere serier hvor de har ønsket at have hele backlisten permanent, f.eks. Pondus, Zits og Den lille Splint.
Er det at få tegneserierne ud i butikkerne igen noget I arbejdet aktivt på – og hvis ja, så hvordan?
Ja, bestemt. Det har meget høj prioritet. Vi er meget glade for den modtagelse vi har fået rundt omkring. Vi har en pæn vækst hvert år og det gælder i alle salgsled. Der er på det seneste kommet flere boghandlere til, og vi ved jo godt de ikke kan have hele vores backlist på efterhånden 120 titler stående, men der er rigtig mange der gør det rigtigt godt og jeg kan jo se, at flere af de boghandlere der begynder at forhandle vores titler genbestiller.
Vi arbejder også på at komme ud i flere kiosker med nogle af vores titler. Vi har jo Basserne 100% der er bredt ude og distribueres til de fleste kiosker. Nu kører vi en test i 10-12 udvalgte kiosker med nogle af vores album, og hvis det går godt kan det sikkert udvides. Jeg håber også det en dag kan lykkes at komme ind på de større banegårdskiosker, jeg synes jo lufthavnen er et godt eksempel på, at der blandt rejsende er interesse for at købe tegneseriealbum.
Det er jo vigtigt serierne står derude så vi også kan få nye læsere med på vognen. Og heldigvis er der en del yngre læsere der har opdaget, at livet også kan være andet end computerspil.
Hvad er udfordringerne ved at komme ud i detailledet?
Mange forhandlere har nok været lidt skeptiske overfor tegneseriealbum. Vi ved alle, at de engang solgte fantastisk men de seneste 20 år er priserne blevet skruet i vejret og ofte blev mange serier solgt på tilbud kort efter udgivelsen, så både læsere og forhandlere følte sig lidt snydt og mistede lysten til at købe/handle med album. Faktisk var der meget få album tilbage omkring 2009-2010. Da vi startede Zoom hørte jeg tit sætningen “tegneserier kan ikke sælge” hos forhandlere, men det har heldigvis ændret sig hos flere. Der er boghandlere der slet ikke vil handle med tegneserier, men sådan har det jo altid været.
På kiosksiden, og her tænker jeg mest på de store kæder (Coop og Dansk Supermarked), er det vanskeligt at komme ind med nye titler. Der skæres ned på pladserne i kioskerne til fordel for andre varer. Det gælder ikke kun tegneserier, men alle bladudgivelser, så der er kamp om pladsen. Et album der udkommer et par gange årligt har ikke en chance for at få en plads. Men som jeg nævnte tidligere, ser jeg et stort potentiale i banegårdskiosker og jeg opgiver ikke håbet om at få os klemt ind.
Mange forlag satser i dag i høj grad på tegneserien som et dyrt luksus/samle-objekt. I er mere “gammeldags” i jeres tilgang: jeres serier er ofte traditionelle album i softcover, og med nogle af markedets laveste priser. Hvad er tankerne bag den tilgang?
Det er ganske enkelt fordi vi gerne vil tiltrække nye læsere. Vi ved, at mange samlere er glade for vi får udsendt Blåfrakkerne, Sammy og mange andre af de “klassiske” serier. Og vi er naturligvis glade for alle vores købere, men hvis vi skal være her om 10-15 år er det naturligvis vigtigt der også kommer nye til, og det ser heldigvis ud til at lykkes.
Pondus, Zits og selv Basserne har faktisk ret godt fat i de yngre læsere, og de får appetit på at læse mere. Allan Falk blev prissat til 198 kr. netop for at få nye læsere til at give den en chance. Ofte når vi udgiver helt nye serier får de en introduktionspris, som f.eks. Anstalten, der blev solgt til 98 kr. den første måned.
Hvad er den bedste tegneserie du har læst i år, som ikke er en Zoom-udgivelse?
Det er nok “Manden der skød Lucky Luke”. Jeg er nu også ret vild med Blake & Mortimer.
Hvad kan vi forvente os fra Zoom i den kommende tid?
Vi har lige været i Frankfurt og fandt en masse som er meget interessant. Vi kommer nok op på 60 album i 2017, og udover vi fortsætter mange af vores serier (Blåfrakkerne kommer med seks album næste år, Tim & Thomas med fire og Allan Falk måske med fire bøger) Så har vi jo lige udsendt Red Kelly og snart følger Tex Willer.
Rovdyrenes klub er jeg meget spændt på hvordan bliver modtaget, men ellers har vi Les Vieux Fourneaux/Gamle Gubber til maj, der kommer 3-4 andre nye serier, men der er kontrakterne endnu ikke underskrevne, så dem kan jeg ikke sige så meget om.
Jeg har lavet en udgivelsesplan til og med 2020, og der er flere af vores serier der stopper fordi der ikke er mere materiale, og det er så også en god grund til at køre nye i stilling.
Men primært er der tale om fransk/belgiske serier, der er jo masser af vælge imellem, og noget bliver som softcover, andet som hardcover og vi har også planer om flere bogserier på 144 sider lig Allan Falk.
Vi ser meget optimistisk på fremtiden for tegneserier og vores forlag i Norge og Sverige fungerer også fint. Finland starter til marts. Vi har fået en fantastisk modtagelse hos læsere og forhandlere og det er vi meget taknemmelige for.