“Samuel”-bøgerne fra Tommi Musturi er farverige og sprælske, men hvad er pointen?
Finske Tommi Musturi (f. 1975) er uddannet på University of Arts and Design, i Helsinki, og er både billedkunstner og tegneserietegner. På hans hjemmeside fremgår det, at han ofte bidrager til internationale udstillinger, at han udgiver plader og i øvrigt laver mange andre ting. Og som Musturi selv erklærer på hans hjemmeside (som er overlagt uprofessionel på den fede Simon Hanselmann-agtige måde), så er han udover at være glad for at sove simpelthen bare glad for at tegne. Det skal nok passe. Samme indtryk får man i hvert fald i samme øjeblik man slår op i en af hans udgivelser. Det er ikke tegnelyst, det skorter på her.
De to nye udgivelser med titlerne “Simpelthen Samuel” og “Vandretur med Samuel”, har Musturi arbejdet på i fire år, og de udkommer i ikke mindre end ni lande (indtil videre). I Danmark er det Forlaget Forlæns, der står bag. I en kunstnerisk og meget farverig udgivelse som denne står og falder hele projektet med trykkvaliteten. Her lever forlaget heldigvis op til udfordringen. Det er en velovervejet og veltilrettelagt udgivelse, hvor man samtidig ikke har været bange for at give den fuld gas på opsætningsdelen.
Musturis strategi er at lade ideer og associationer flyde frit ud på papiret. Mit indtryk er, at selve plottet ofte er improviseret? Musturi starter simpelthen med at tegne et eller andet, og herefter skrider projektet fremad. Først lidt søgende. Hvor vil denne historie hen? Så begynder der at opstå noget og nogle gange finder billedsekvensen sin konklusion. Andre gange glider det ud i ingenting, eller forsvinder ned i et hul, eller bliver til et stort myldrebillede. Og andre gange fragmenterer historien, og slutter egentlig ikke, men skyder bare en ny tangent, og her skal man koncentrere sig for ikke at blive hægtet af. Vi har at gøre med en eksperimenterende form for tegneserie. Nogle gange lykkedes eksperimentet, andre gange gør det naturligvis ikke.
Lidt for ofte bliver det desværre til en kedelig leg omkring perception og illusion, synes jeg. Musturi kan måske beskrives som krydsning mellem Jim Woodring og Brecht Vandenbroucke, men uden at levere førstnævntes magi og stemning, og ej heller sidstnævntes absurde satire. Der er også instruktive sekvenser, der får en til at tænke på Chris Ware. Vi lander mellem flere stole – lidt billedkunst, lidt tegneserie, lidt sjov, lidt drøm, lidt Storm P., lidt leg med det grafiske sprog, lidt ironisk lommefilosofi, og desværre også mange intetsigende sekvenser.
I min optik indskriver Musturi sig i den efterhånden signifikante tradition blandt kunstnere, som vælger at lave cross-over til tegneserien. Musturi har medbragt et ekstremt og insisterende grafisk udtryk. Efter min smag bliver det for upersonligt, og lidt for lækkert – det bliver til grafisk design, og for tungt til en tegneserie. Andre vil helt sikkert vold-elske det universelle og kompromisløse udtryk. Jeg føler mig ret sikker på, at Musturi tegner på en computer, men ikke alt hvad der ser fedt ud på en skærm, ser også fedt ud på tryk. Det samme gælder naturligvis også tegninger udført på godt gammeldags papyrus – grafisk arbejde på papir fremstår ikke nødvendigvis lige så flot, efter at det er scannet og trykt i en bog. Men jeg kan bare ikke slippe en fornemmelse af, at Musturis grafik i virkeligheden er lavet på en skærm, og for en skærm. Musturi er tidligere udkommet på dansk i antologien Kolor Klimax, og her blev hans tegninger trykt på tykt og blankt (og sikkert meget dyrt) papir, og det fungerer bedre. Men der er stadig langt til de skarpe farver, som opstår på en glødende skærm, og som for eksempel kan ses her på siden, og det trækker ned, synes jeg.
På trods af det indbydende farveorgie og den hyggelige hovedperson, så er det i virkeligheden en krævende læseoplevelse. Jo mere man er i stand til at leve sig ind i værket, på en fordomsfri måde, jo mere giver værket igen. Den eksperimenterende og krævende leg er jeg totalt positiv overfor, men selve læseoplevelsen er bare ikke så god. Jeg sad igen og igen tilbage uden andet end et par rynker i panden, og efter lidt grubleri måtte jeg igen og igen drage den konklusion, at pointerne ikke er interessante. Her ville det måske hjælpe, hvis Musturi tog lidt mere afstand til sin travle tegneproces, og tænkte lidt mere over, hvad han egentlig vil sige med sine tegneserier.
Karakter: 3 ud af 6
Værkets titel: Simpelthen Samuel
Forlag: Forlaget Forlæns
Forfatter/tegner: Tommi Musturi
Form: Indbundet, 100 sider i farver
Pris: 385 kr.
Udgivelsesår: 2016
ISBN: 9-9788-791-611-667
Udgivelsesland: Danmark
Karakter: 3 ud af 6
Værkets titel: Vandretur med Samuel
Forlag: Forlaget Forlæns
Forfatter/tegner: Tommi Musturi
Form: Indbundet, 160 sider i farver
Pris: 385 kr.
Udgivelsesår: 2016
ISBN: 9-788-791-611-650
Udgivelsesland: Danmark