Død! Armod! Julekalendre! Velkommen til en hurtig sviptur rundt i ugens tegneseriehistorier.
I onsdags blev det bekendtgjort, at Danmark får sin første “rigtige” tegneserieuddannelse – en stor og længe ventet nyhed!
Men ellers var ugen var mestendels en trist affære. Undergrundsveteranen Spain Rodriguez døde, og hans mindre kendte kollega Josh Medors gjorde ham kunsten efter. Kræftramte Medors markerede sig som tegnetalent på en række mainstreamserier, men også ved at starte Help for Heroes-initiativet med det formål at hjælpe kolleger i samme ulykkelige situation.
Imens satte serietegner Jim Zubkavich, bedst kendt for Image-serien Skullkickers, sig for at opgøre økonomien bag uafhængige hæfteserier som hans egen, og resultatet var nedslående. Facit i kortform: Når alle har fået deres bid af kagen, er der efter et salg af 5.000 hæfter ca. 230 kroner per side (!) til tegneren og forfatteren. Vel at mærke hvis man ikke indregner udgifter til farvelægning, tekstning, reklame og forsideillustrationer …
I praksis mister Zubkavich penge ved at udgive Skullkickers-hæfter, mens han tjener på “trade paperback”-opsamlingerne, hvilket får webcomics-ekspert Gary Fleen til at spørge: Hvorfor ikke bare smide hæfterne på nettet og nøjes med at sælge bøgerne? En interessant, men altså ikke voldsomt opmuntrende debat.
Efter al den død og fattigdom er det rart at kunne kigge i kalenderen og forvisse sig om, at julen er på vej. Det betyder julekalendre, som Medicinsk Museions finurlige fumetti-påhit på Facebook, Forlaget Fahrenheits julequiz sammesteds og produktive Rasmus Julius’ to stribekalendre. Det betyder også status over året, der gik, f.eks. i den her fine Inkstuds-podcast med kloge kritikere som Tom Spurgeon og Joe McCulloch ombord, eller i Drawn.cas vanligt originale liste.
Her på Nummer 9 varmer vi i øvrigt op til en kombineret årsstatus og julekalender, bare vent!
Til sidst to hurtige nyheder til at tage de sidste rester af november-tungsindet:
- Den allerførste episode af Superfuckers, en animeret udgave af James Kochalkas skægge superhelte-som-hysteriske-teenagere-serie, er netop gået i luften
- Solas-tegner Anders Walther er shortlistet til en Oscar