Mangler du ideer til årets julegaveønsker? Til dig selv, din oldemor, lillesøster eller svigerbror? Frygt ej, Nummer 9 kommer dig til undsætning!
Vi har nemlig luret på ønskelisterne fra en række danske tegneserieskabere, skribenter, formidlere og andet godtfolk for at finde ud af, hvilke tegneserier de håber, vil ligge under deres juletræ i år. I denne uge er der både superhelte, pilrådden undergrund og feminister på tapetet når vi giver ordet til Kim Schou, Anders Fjølvar, Sofie Riise Nors og Mikkel Sommer!
Læs også: De andre afsnit af Nummer 9’s pakkekalender
Kim Schou
Redaktør for digitale fortællinger på DR, forfatter til Pyt, og kendt som den ene halvdel af podcasten Supersnak.
Batman: The Dark Knight Returns Artist Edition af Frank Miller. Graphitti Designs.
“Jeg skal nok være meget heldig, hvis jeg får den, for den er dyr. Men jeg ønsker mig The Dark Knight Returns Artist’s Edition. Det er et format, hvor originaltegningerne skannes ind i super høj kvalitet. Jeg har en lille håndfuld af dem – Will Eisners Spirit, Walter Simonsons Alien, Kirby: Pencils and Inks og David Mazzucchellis Daredevil: Born Again, og jeg synes, det er fantastisk at kunne sidde og studere klassikerne på det tidspunkt i processen, hvor rettelak og viskelæder stadig kan spores. Og endnu bedre er det næsten, hvis der er en kaffeplet eller to på siden.”
X-Men: Grand Design af Ed Piskor. Marvel comics.
“Hvis jeg skal være sød og ønske mig noget lidt billigere? De to X-Men: Grand Design af Ed Piskor, hvor mutanternes midt sagt knudrede historie udfoldes på vild og vidunderlig vis. De er ret ubeskrivelige, flotte og fede. Jeg købte dem ikke i hardcover lige, da de kom, men efter at have læst ÅRETS BEDSTE superhelteserie, Jonathan Hickmans House of X/Powers of X, er jeg i mega mutanthumør.”
Anders Fjølvar
Tegneserieskaber & illustrator, arrangør af CPH Small Press tegneseriefestival samt redaktør på forlaget Afkom.
“Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til det næste nummer af Radbrækket. Det bliver det femte i rækken fra Cult Pump, så jeg håber da at få fingrene i det til jul. Jeg har ladet mig fortælle, at Radbrækket ikke længere er det gyser hæfte jeg forelskede mig i, men er blevet et rent antologi hæfte. Nu må vi se om Radbrækket kan genopfinde sig selv. Jeg er spændt.”
Sofie Riise Nors
Illustrator & memelord, kendt som Waginapineapple på Instagram.
Fucker Hele Tiden op, af Moa Romanova. Cobolt.
“En selvbiografisk Graphic novel. Sad i paneldebat med hende til Copenhagen Comics og mener at den blandt andet handler om sugardating, angst, ungdomsliv. Den er fantastisk grafisk smuk. Det er er must have.”
I’m Every Woman, af Liv Strømquist. Cobolt.
“Har den godt nok allerede men den udkom i foråret, og jeg ELSKER ALT HUN LAVER! Hun er SÅ sjov – hendes naive karikaturer og skarpe satiriske og journalistiske tilgang til misogyni gennem historie er fuldkommen genial. Kæmpe varm anbefaling til alle der kan lide Kundskabens Frugt, og alle der endnu ikke kender hende.”
Dr. Murder and the Island of Death af Emil Friis Ernst.
“Emil er min homie og jeg elsker hans tegnestil!!! Fantastisk brug af farve, og forståelse for komposition! Han har oveni købet et klogt hoved, så det kan uden tvivl kun være en fantastisk tegneserie.”
Mikkel Sommer
Tegneserieskaber & illustrator, kendt for blandt andet Strannik og Shingal.
Portrait of a Drunk af Olivier Schrauwen, Jerome Mulot og Florent Ruppert. Fantagraphics.
“Måske lidt snyd da det er en pre-order og først egentlig er ude i April næste år på Engelsk. Jeg så den i Angouleme i begyndelsen af dette år, men kan desværre ikke læse fransk. Har været enormt glad for Scrauwens arbejde gennem en del år, og fascineret af den franske duo han har arbejdet sammen med på bogen her; en duo der har lavet mange skæve udgivelser, arbejdet med kropssprog, og behandlet tegneserien som et moderne teaterstykke.”
I næste uge skal vi høre hvilke udgivelser blandt andet John Kenn Mortensen og Rikke Villadsen glæder sig til! Og hvad med dig? Hvilke tegneserier ønsker du dig i år?