Hej og velkommen til et nyt afsnit af Supersnak med Marvel-Morten & Kim Helt, alias Morten Søndergård og Kim Schou; denne gang om Jessica Jones alias Alias. <— Det var ikke en utilsigtet gentagelse eller en slåfejl. Vi taler nemlig denne gang om Netflix-tv-serien “Jessica Jones” og dennes tegneserieforlæg, “Alias”, af forfatteren Brian Michael Bendis og tegneren Michael Gaydos.
Forestil dig en serie – såvel tegneserie som tv-serie – om en single kvinde, der er dybt traumatiseret, alkoholiseret, uvenlig og selvdestruktiv, men grundlæggende et godt menneske. Hun er privatdetektiv, den hårdkogte slags, og lever fortrinsvis af at tage billeder af folk, mens de begår utroskab.
Forestil dig så, at hun har superkræfter. Nu ser du serien og dens hovedperson for dig.
“Alias” udkom fra 2001 til 2004 og forløb over 28 numre fra forlaget Marvel, men under banneret “MAX” – en ucensureret version af Marvel-universet, hvorunder der senere blev udgivet serier som for eksempel Garth Ennis’ “Punisher”. “Alias” var nyskabende, rå og medrivende. Den satte nye standarder og står stadig i dag som noget af det bedste, der er kommet fra Marvel siden årtusindeskiftet.
I denne weekend kom så den filmatiserede version af tegneserien. “Jessica Jones” fik premiere i denne weekend, og tv-udgaven er meget tro mod sit ophav. “Jessica Jones” forløber over 13 afsnit, og det er den anden af i alt fem planlagte Marvel-serier på Netflix. Den første var den virkelig gode “Daredevil” fra foråret. Kan “Jessica Jones” leve op til de forventninger, både tegneserieforlægget og tv-serien “Daredevil” har sat?
Det er spørgsmålet, Marvel-Morten og jeg har sat os for at diskutere i seneste afsnit af Supersnak, som du kan høre herunder.
Vi lover ikke at afsløre for meget, så du kan sagtens lytte med uden frygt for at få “ødelagt” seriens overraskelser.
Hvad synes I andre i øvrigt om “Jessica Jones”? Kom gerne med din mening herunder eller på Supersnaks facebook-side.
Du kan abonnere på podcastet på iTunes og på Soundcloud og følge Supersnak på Facebook.
Og så kan du selvfølgelig høre det her på siden.
Bedste hilsner
Kim Helt
Tidligere afsnit af “Supersnak”: