Rikke Bakman rapporterer fra Helsinki, hvor en stor Tove Jansson-udstilling er rykket ind i nationalgalleriet.
Har man været i Helsinki, vil man ikke gå mange meter, før man støder ind i en mumibutik på vej ud af lufthavnen. Butikken er fuld af kaffekopper, viskestykker , tøj og nøgleringe med mumikaraktererne på. Mumiindustrien blomstrer, men bag den kommercielle design-succes gemmer der sig en stor og mangfoldig kunstner.
Tove Jansson kunne have været fyldt 100 år i år og det går ikke ubemærket hen i Finland. Hovedattraktionen er en stor retrospektiv udstilling på Ateneum, det finske nationalgalleri. Udstillingen fylder hele første sal af det store kunstmuseum med hundredevis af malerier, fotografier, tegninger, illustrationer og dukkemodeller. Der er ingen tvivl om, at finnerne er stolte af Tove Jansson og at hun er én af Finlands største og mest elskede kunstnere. Museet vil med udstillingen vise hele hendes værk, og ikke kun Mumiuniverset, som de fleste kender. Tove Jansson var også en produktiv maler og forfatter af romaner til voksne. Jeg vil kalde mig selv for fan og kender, og jeg troede, jeg var godt inde i hendes værk, men udstillingen overrumpler mig med den kæmpeproduktion, hun har efterladt sig.
Udstillingen starter med at vise en lang række sort/hvid-fotografier af Tove Jansson taget af broren Per Olov Jansson. Mange af fotografierne viser hende på den lille ø, hvor hun boede hele sommerhalvåret sammen med kæresten, grafikeren og kvinden Tuulikki Pietilä. Øen havde de købt og bygget et lille træhus på, og jeg forestiller mig, at Tove har skrevet min yndlingsmumiroman Mumifar og Havet der. Tove Jansson havde selv tilbragt alle sine barndomssomre på en anden lille ø med familien.
Tove var ud af en kunstnerfamilie. Faren var skulptør og moren illustrator. Tove sad ofte og tegnede, mens moren arbejdede. Et udvalg af disse tegninger og små hjemmelavede bøger vises også på udstillingen. Én af børnetegningerne gør sig særligt bemærket. Tegningen viser nogle grantræer, nogle snefnug, en blodklat og nogle dyrespor. Tove 4 år!
Sammen med fotografierne og børnetegningerne vises farens alfeagtige skulpturer og morens sarte illustrationer. Her må jeg komme med en klar anbefaling om at læse Tove Janssons erindringsbog Bildhuggerens dottar, hvor man kryber ind i hovedet på Tove Janssons magiske, barnlige jeg og hendes oplevelse af voksenverdenen og familiens venner. Mange af mumikaraktererne er baseret på dette persongalleri. Desværre er bogen ikke oversat til dansk endnu, men den findes dog på svensk og engelsk. I det hele taget må man læse hendes romaner, de stemningsfulde mumibøger, men også bogen Sommerboken, som er for voksne. Det er i romanerne, hun for alvor får skrevet karaktererne og stemningerne frem. Mumiromanerne er i lige så høj grad om end ikke mere egnede til voksne end til børn.
Udstillingen fortsætter med at vise ungdomsmalerierne. Der er ingen tvivl om, at Tove Jansson meget tidligt har været bevidst om sin stil og sit univers. Allerede som 16-årig malede hun maleriet Mystisk landskab, som for mig var ét af de store højdepunkter på udsltillingen, fordi det så træfsikkert rammer hele stemningen og melankolien, som man kender så godt fra Mumibøgerne. Også to store langstrakte malerier malet med tynde lag oliemaling, næsten akvarelagtige, på ubleget råt lærred, er meget smukke. Det ene et skovlandskab med myldrende dyr og væsener. Det andet et scifi-agtigt mennesketomt bylandskab med huse og fabrikker.
Som enhver dannet billedekunstner dengang var Tove Jansson i Paris for at studere maleriet. Det gjorde hun i hendes tyvere. Her er malerierne kraftig inspireret af Van Gogh, Gauguin og Matisse. Malerierne fra denne tid er hovedsageligt portrætter og stilleben. Som maler har Tove Jansson været meget mere søgende end i hendes forfatterskab, hvor hun meget tidligt har fundet et univers, hun kunne blive ved med at videreudvikle. Malerierne fra 60`erne og 70`erne er ren abstraktion over natur, hvor det er flade, strøg og form, hun undersøger. Jeg synes de malerier mangler det, som gør hendes bøger, illustrationer og især de første ungdomsmalerier så gode. Nemlig det stemningsfulde og magiske.
Det magiske er heller ikke til stede i de mange satiretegninger, hun lavede til magasinet Garm under Vinterkrigen og Anden Verdenskrig. Men indenfor genren er de gode. Tove var glødende pacifist og satiretegningerne af både Hitler og Stalin er ikke milde i deres tone. Det må have krævet et voldsomt mod at tegne dem. Hun tegnede over 100 forsider til magasinet, og bladet har været den største indkomst for hende i hendes tidlige karriere.
Mumiuniverset fylder selvfølgelig en stor del af udstillingen. Allerede i 1930’erne lavede hun nogle gouacher, med landskaber, hvor mumitroldene og andre væsner begynder at dukke op. Fordi hun både var et ord- og billedmenneske tænker jeg, at hun har brugt billederne til at komme ind i universet og ikke den omvendte fremgangsmåde, hvor man som tegner har en tekst og et allerede opfundet univers, som skal illustreres. Tove Janssons kæreste lavede mumidukker, huse og små omhyggeligt byggede scener, som blev til dukkefilmene. De er også udstillet og fylder gulvet i to store rum. Endelig var der alle skitserne, forsideillustrationerne og mumistriberne. Alt det dejlige, genkendelige.
Udstillingen sluttede af med mange illustratorers drømmeopgaver: Tove Janssons vidunderlige illustrationer til Hobitten og Alice i Eventyrland.
Noget af det der slår mig mest ved udstillingen er den livsglæde, energi og arbejdsglæde, der er til stede i alle hendes værker. Hun må have arbejdet hele tiden. Hun har også været god til at skabe de rigtige rammer for sit arbejde. Hun havde et stort og åbent atelier i Helsinki og øen om sommeren. Hun har kunnet balancere mellem det kommercielle mumiunivers og samtidig holde fast i maleriet. Mange store kunstnere har haft hang til sorg og mistrivsel, men det er ikke det billede, man får af Tove Jansson. Selvom det, der er mest kendetegnende for hendes værker, er melankolien, sørgmodigheden, katastroferne og uhyggen, som har skræmt mange børn, har hun været et meget legesygt og varmt menneske. Det er i hvert fald, hvad jeg får ud af udstillingen. En gammel knitrende filmoptagelse viser Tove Jansson dansende med flagrende arme og et bredt smil foran klipperne, med himlen og havet som baggrund.
Det kan godt nogle gange være lidt af en skuffelse at se udstillinger med illustrationer og tegneserier, fordi man hellere vil ligge hjemme i sofaen og læse dem end at se dem bag glas og ramme. Men her får man så meget mere med: Hele Tove Jansson-biografien med børnetegningerne, de tidlige magiske malerier, Mumimalerierne, dukkemodellerne, illustrationerne, brevvekslingerne og fotografierne. Alt det, som har formet og gjort hende til den kunstner, som så mange elsker og kun kender en lille del af.
Ikke overraskende rejser udstillingen snart videre til Japan, hvor de også er helt vilde med Mumiuniverset. God tur, og husk at tage en snack med, for udstillingen er stor. Her vil jeg anbefale at købe nogle af de små finske surdejsbrød bagt med risengrød i. Det er et nærende lille stykke besynderligt bagværk.
