Efter et besøg hos Thomas Mikkelsen får vi i dag lov at kigge indenfor hos Signe Parkins og se, hvilke tegneserier hun har stående og hvilke hun holder særligt af. Signe Parkins er især kendt for sin Pingprisvindende dagbogswebcomic, hvoraf et udvalg sidste år udkom i bogform, og så er hun bestyrelsesmedlem i ‘Fuck nu, om det er tegneserier eller ej; det er fortællende billeder’:
Vi har en bogreol i soveværelset. Jeg kan ligge i sengen og kigge på mine bøger; tegneserier, illustrerede bøger, kunstbøger og naturbøger. Her viser jeg et par af dem, jeg er mest optaget af lige nu.
Billedet er min indgang til de fleste bøger. Også skønlitterære uden billeder. Et billede lever. Det er et rum, et sted som findes. Et eller andet sted mellem det man kigger på/læser/lytter til og så det, som findes indeni en. Det kan skabes af tekst, musik, billedkunst, tegneserier, alt. Billedet er aktiveringen af en verden indeni mig. En bog som Kongens Fald af Johannes V. Jensen har de mest fantastiske beskrivelser, som står og vibrerer foran en, når man læser. Her er en beskrivelse af et misfoster, som er vokset op i en glaskrukke, der bliver brændt på bålet;
”Zacharias faldt nu om, tav og krøllede sig sammen. Hans ene Haand laa ud over Kanten af Baalet, og Mikkel så, hvorledes Finger efter Finger buldnede ud i Ilden, indtil den sprang, dryppede og blev sort.”
For mig er Alice i Eventyrland et kreativt manifest. Den handler om at turde overgive sig til at skabe. I det vildt fabulerende og gakkede findes mening og indsigt. Denne udgave er smukt illustreret af Tove Jansson. En af mine yndlingsbøger, illustreret af en af mine yndlingstegnere.
Hvorfor og hvordan kunstnere arbejder, er et spørgsmål, jeg er optaget af. Det er særligt interessant i forbindelse med produktioner af sindslidende, som ikke arbejder i et kredsløb med læsere og beskuere af deres værker. Jeg kan godt lide, når kunstnere opfinder noget nyt eller gør tingene på deres egen måde. Som udøvende kunster skal man kunne synke ned i sit eget værk og stå der upåvirkelig af andres meninger. En af grundene til at der blandt sindslidende findes mange fantastiske kunstnere, tænker jeg, skal findes i deres isolation, både mentalt og fysik. De har været fri for den skoling, som undervisere, vejledere, kritikere og meningsdannere giver. Jeg kan rigtig godt lide produkter af mennesker, som ikke kan styre sig. En ustyrlig skabertrang kombineret med evnen til fordybelse kan være opskriften på et interessant billedsprog. Lige nu er jeg meget optaget af Caroline Ebbesen. Det er helt ufatteligt, hvor lidt der er skrevet om hende, men jeg har fundet denne bog i et antikvariat. Desværre er den i sort/hvid. Fotoet er af en stor kåbe med broderier og appikationer.
Folkekunst er ligesom kunst af sindslidende sat uden for kunstverdenens opfattelse af, hvad kunst er og kan. Udøvere af folkekunst skriver sig ikke ind i en kunsthistorisk eller samtidskunsterisk kontekst. Folkekunsten lever sit eget besynderlige fantastiske liv. I Jydsk Folkekunst har Jørn Borg og Ingvar Cronhammer indsamlet og dokumenteret en række jyske folkekunstnere. Jeg er næsten forelsket i ham Hans Otto Villy Petersen fra Kolding med den fede garderobe.
Insekter, edderkopper og planter er jeg meget interesseret i. Også fisk og fugle. Det lille liv, som har indrettet sig på forskellige måder. Jeg er nærmest besat af mangfoldigheden i naturen, det er en kæmpe inspiration for den måde, jeg tegner på. Forestillingen om verden som en uendelighed af væsner og vækster, der er i konstant udvikling, afvikling og bevægelse.
Charlotte Salomon (1917-1942) er en jødisk kunster, som lige inden hun dør i Auschwitz, på et år maler hele sin familiehistorie. Hendes mor begår selvmord, da hun er ni år. Det er et omfattende værk med både et malet, skrevet og musisk spor. Jeg elsker den måde, hvorpå hvert billede både er et maleri og en side i en tegneserie. En graphic novel før der var nogen, som fandt på den kasse.
Jeg har også lige taget Så Rart af Inger Hagerup med. Den er illustreret af Paul Gauguin. Den er så fin. Udtrykket minder mig lidt om Egon Matthiesen.
Hvis jeg skulle i fængsel og selv måtte bestemme, hvor jeg skulle afsone straffen, ville jeg vælge British Museum i London. Sidste gang jeg var der, købte jeg A History of the World in 100 objects, som gennemgår menneskets historie gennem genstande fra museet. Bogen er virkelig godt skrevet. Om objekterne er skabt for at manifestere tro og magt eller udfylder et behov for en brugsgenstand eller underholdning, er det interessant, at mennesket altid har haft et ønske om at gøre ting smukke og til alle tider har arbejdet med æstetik.
Hvis jeg kommer forbi en lille landsbykirke, skal jeg altid op og trække i håndtaget, efter jeg er begyndt at forstå, hvor rig en billedverden der kan folde sig ud på væggene og i hvælvingerne. Jeg mangler stadig at erhverve mig en rigtig god og grundig og rigt illustreret bog om danske kalkmalerier, men denne bog af Broby-Johansen er fin. Og godt skrevet. Det skader heller ikke at få repeteret biblen. Jeg elsker de eksplicitte scener tegnet med den forklarende konturstreg. Så vild ekspressivitet finder man næsten igen steder. Jo, måske i Kongens Fald.
”Aarerne havde aabnet sig, og det sorte Blod krøb ud som Orme, der væltede sig i Ilden. Hovedet revnede paa flere Steder og begyndte at forkulle, der satte sig smaa Flammer rundt på det.”
