Et rigtigt mandfolk

Reply

Jeg er bange for, at der ikke er noget karikeret i at lægge nedladende ytringer om sorte i munden på datidens sydstatspolitifolk. Jeg er bange for, at det heller ikke ville have været karikeret, hvis fortællingen havde udspillet sig i dag.

Reply

Ranchejeren Winnie fra ”Red Kelly” har faktisk til tider i højere grad cowboybukserne på end hovedpersonen.

Ranchejeren hedder i originaludgaven Comanche, ligesom serien hedder på fransk. Så det ER hende, der er hovedpersonen. At Red (der hedder Dust i originaludgaven, men Kelly på dansk) her til lands er blevet opfattet som hovedpersonen, må tilskrives redaktionen på Fart og tempo, hvor man åbenbart ikke troede, at danske læsere kunne acceptere en kvindelig hovedperson. Derfor fik serien den mandlige co-stars navn.

Fart og tempos redaktør var således på linje med Hergé, der stadig var “kunstnerisk leder” af Tintin-bladet, hvor serien først blev bragt som føljeton i Belgien. Forfatteren Greg, der samtidig var redaktør af Tintin-bladet, udkæmpede et bravallaslag med Hergé, som ikke ville acceptere, at man kunne have kvindelige tegneseriehelte.

Greg var mere i tråd med tidsånden end Hergé og var faktisk den, der for alvor gennembrød den maskuline mur i Belgien, først med Oliver og Columbine i 1968 og Comanche i 1969. Snart fulgte i Belgien og omegn for eksempel Natacha, Yoko Tsuno og Franka. Alt sammen ganske vist skrevet og tegnet af mænd, men det var alligevel en fuldstændig revolution, som er svær at forestille sig i dag.

Også Franquins serie “Modeste et Pompon” blev udsat for dansk mandschauvinisme, da serien i Fart og tempo fik titlen “Fumle” og senere i Interpresses albumudgave “Sjarly”. Endskønt serien handler om et ægtepar, blev Pompon altså skrevet ud af den danske titel – og i Fart og tempo også i stort omfang af serien, da man formentlig bevidst valgte at bringe sider, hvor hun ikke var med. I øvrigt skrev Greg manuskript til over halvdelen af siderne.

Reply

Venner og veninder i tegneseriedanmark: vi skal fucking prise os lykkelige over at leve i samme land og på samme tid som Carsten Søndergaard, der jævnligt og gavmildt deler ud af sin kolossale tegneserieviden, som jeg efterhånden tror må være helt uden sidestykke herhjemme. Det er jo helt vildt, hvad den mand kan fortælle. Tak for berigende og perspektiverende kommentarer og lad dem aldrig få ende:-)

Reply

Jeg er enig med henry i, at Carsten Søndergaard har megen viden at dele ud af. Men skønt serien hedder Comanche, er det dog Red Dust/Kelly, der er hovedpersonen i serien; ikke Comanche/Winnie. Pernille og Sjarly var bestemt ikke hinandens ægteviede. De var givetvis kærester – sikkert forlovede – men bestemt ikke gift.

Reply

Tak for de relevante oplysninger, Carsten. Men som Jørgen skriver, så må man nok reelt sige, at Kelly på alle måder ER hovedpersonen i serien. Der er jo hele album, hvor Winnie stort set ikke er med. I “Himlen er rød som blod” eller “Djævelens finger”, medvirker hun kun de første 3-5 side – eller “De syv sheriffer”, der godt nok handler om hun er blejret, men stort set ikke selv indgår undervejs.
Derfor kunne man også mene, at folkene på Fart & Tempo ganske enkelt valgte en mere retvisende titel til serien. At insistere på at kalde den “Winnie” ville vel svare til at kalde “Natacha” for “Walter”.
Men det ligner da en tanke, at Greg var forløber for en udvikling her. At han så fortrød undervejs, og delvist reducerede Winnie til en biperson, er en anden ting. Hun tåler i hvert fald ikke sammenligning med hverken Yoko Tsuno, Natacha eller Franka.

Reply

Men det bør selvfølgelig være en oplagt udgivelse for Cobolt at tage fat på en samleudgave af “Winnie”. De ligger jo klappet og klar til at oversætte og passer fint ind i den feministiske gren af forlagets udgivelser.

Reply

Som sagt er det svært i dag at forstå, hvilken revolution det var, alene at serien havde en kvindelig hovedpersons navn. Det var praktisk talt epokegørende. Det undrer mig ikke, at man i dag protesterer over min udlægning.

Kan man virkelig hævde, at redaktionen på Fart og tempo gav serien et mere “retvisende” navn end dens forfatter og oprindelige redaktør?

At der er mange mandlige medvirkende, og at Red optræder hyppigere end Comanche, ændrer ikke ved min pointe, men er blot udtryk for, at det naturligvis ikke var (eller er) muligt at lave en westerntegneserie med overvægt af kvindelige medvirkende. I hvert fald ikke en, der kunne trykkes i at børneblad for halvtreds år siden, uanset at redaktøren forstod at tage den gryende feminisme i agt.

Jo, jo, Red er “hovedpersonen”, men han er i machoomdrejninger på ranchen på grund af Comanche. Lidt ligesom Hugh Jackson i “Australia” i forhold til Nicole Kidman, måske?

Reply

Red har hovedrollen og Winnie har titelrollen. Hvis jeg skal komme med et lettere kvalificeret gæt, kunne titelnavnet “Comanche” måske skyldes, at Gregs oprindelige tanke havde været, at skabe en kollektivtegneserie bygget op omkring Winnie og ranchen; en kollektivtegneserie der – fra album til album – eventuelt kunne have skiftende hovedpersoner med relationer til Winnie og “3 Sekstaller”. Det er et gæt; men når man tager i betragtning, at Greg var en improvisator af Guds nåde, kunne det meget vel tænkes, at han i løbet af seriens første albums skiftede mening, og lod Red forblive den absolutte hovedperson.

Reply

Arh Carsten, jeg føler nu ikke, at jeg på nogen måde har ”protesteret” over din udlægning – eller beklikket din tegneserieviden. Jeg har bare forsøgt at forholde mig til værket og konstateret, at det er spøjst at opkalde det efter en person, der helt tydeligt ikke er i centrum (eller nærmest med) i alle historierne. Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at Gregs navngivning er den rigtige og originale, men derfor kan man jo godt mene, at Greg i hvert fald ikke lod serien leve op til navnet indholdsmæssigt – og at de gode folk bag Fart & Tempo så rigtigt, da de omdøbte serien.

Når serietitler oversættes til dansk, så går det jo begge veje. Der kan sagtens findes eksempler på, at den danske titel er mindre retvisende end den originale – jeres egen ”Splint & Co” burde vel hedde ”Splint og Kvik”, også så vidt angår indholdet i serien.

Carlsen udgav et enkelt album under titlen “Comanche”, som jeg ikke lige har stående på reolen. Men hvis de ikke samtidig valgte at kalde Winnie for Comanche, så er det i hvert fald stadig en halv(dårlig) løsning. Men der var vel intet til hinder for, at Cobolt valgte at kalde den ekstraordinære serie for “Et ekstraordinært eventyr med Splint og Kvik”?

Reply

Og “Australia” er listen over film, jeg skal have set.

I mit næste liv 😉

Reply

Linda og Valentin er for resten en serie hvor man på dansk har valgt at medtage den kvindelige hovedperson i titlen (og nævne hende først) selv om serien på modersmålet kun er opkaldt efter manden – “Valerian” tror jeg den hedder på fransk. Et rigtigt valg, synes jeg, da titlen er mere dækkende for indholdet end den originale titel – lige som med Red Kelly.

Reply

Sandt nok var Greg en improvisator af guds nåde, så alt kan tænkes. Tilbage står imidlertid, at der forekom en prominent kvindelig medvirkende (der, som Morten skriver, “til tider i højere grad end hovedpersonen har cowboybukserne på”) i Comanche-serien i 1969.

Alene hendes tilstedeværelse i serien var epokegørende. Det er stort set umuligt at pege på en lignende figur i belgiske (eller franske) tegneserier inden da, hvorimod det er let at pege på mange senere handlekraftige og selvstændige kvindelige figurer.

Jo, der var selvfølgelig “Line”, tegnet af Paul Cuvelier. Men trods Cuveliers bestræbelser på at iføre hende moderigtigt tøj, farvelægge hende solbrændt og lade hendes lange lokker flagre, var hun trods alt mest en drengepige a la Enid Blytons og skræmte ikke Hergé. Nå ja, det var forresten Greg, der skrev manuskript også til den serie …

Comanche hedder skam Comanche i det enkelte album, som Carlsen udgav. Hvor hendes kontrafej da også pryder forsiden ved siden af titlen, ligesom det gjorde på de originale album 🙂

Oh, hvis Splint & Co. havde heddet Splint & Kvik på dansk. Det havde formentlig løst mange designmæssige problemer i årenes løb. Men nu er det for sent.

Hvad angår Linda og Valentin er det sandt, at det var Jens Peder Agger, der besluttede at Linda skulle med i seriens titel på dansk, svensk og tysk, da Carlsen begyndte at udgive den. På det tidspunkt – midt i 70’erne – stod det klart, at Linda havde udviklet sig til en ligeværdig hovedperson sammen med Valentin, hvilket ikke var Pierre Christins udgangspunkt fra begyndelsen af serien. Senere fik hun da også sit navn med i den franske serietitel. Og efterhånden blev hun nærmest den egentlige hovedperson, der blot havde Valentin på slæb.

Forresten står Hermann i dyb gæld til Greg, der betalte ham af egen lomme ved at ansætte ham på sin tegnestue, indtil han slog igennem. Hvis Greg ikke havde gjort det, havde Hermann måske stadig været indretningsarkitekt, og så havde han ikke modtaget den store pris i Angoulême …

God weekend!

Reply

“Hvis ikke hunden skulle have skidt, havde den fanget en hare”, sagde min far altid, når folk forsøgte sig med kontrafaktiske omskrivninger af historien. Jeg vil kongenialt tilføje: “”Hvis” vil vitterligt altid være visen om, hvad kunne være hændt!”. Ingen andre nulevende personer kan vel give svaret på, hvor Hermann ville have stået i dag, hvis ikke han havde indledt et samarbejde med Greg, end manden selv. Og hans svar ville vel være farvet af både hans personlige syn på Greg og en erindring, der – som hos de fleste, der når en vis alder – fortaber sig i tågerne. Faktum er dog, at Hermann er en stor tegner og iscenesætter af tegneserier. Han er en ekvilibrist! Når han fra tid til anden falder af på rutinen, er hans tegninger stadigvæk mere end funktionsduelige. Og det er vel først og fremmest som tegner, han blev tilkendt prisen i Angouleme. I så fald mener jeg, at det var både fortjent og på tide, at han fik den.

Reply

Nu er det Hermann selv, der siger: “Godt spørgsmål”, adspurgt om han ville have været indretningsarkitekt i dag, hvis ikke Greg havde taget ham under sine vinger (Michel Greg. Dialogues sans bulles, 1999).

Men sandsynligheden taler en del for, at Hermann nok var blevet tegneserieskaber alligevel, og at det i virkeligheden skyldtes hans kone mere end Greg. Eller rettere, at hun var søster til Philippe Vandooren, der både var tegneseriefan og redaktør for et spejderblad, da Hermann vendte tilbage til Belgien efter at have opholdt sig i Canada i tre år sammen med sin mor og sin søster. Vandooren opfordrede Hermann til at lave en tegneserie til spejderbladet. Han havde aldrig lavet tegneserier før. Det var den serie, der fik Gregs øjne op for hans talent. Og fik ham til at ansætte Hermann på sin tegnestue til lærlingeløn, som han modtog med kyshånd, da han og konen ellers kun havde hendes løn at leve for. Han havde aldrig lavet tegneserier før.

Gregs første forsøg på at etablere et indbringende samarbejde med Hermann led i øvrigt skibbrud. Hvilket Hermann egentlig var glad for, for det fyldte ham med rædsel at tegne luksusbiler og mænd i smoking. Serien hed “Valéry Váleriane, detective mondain” og var tiltænkt Pilote-bladet, hvis redaktør, René Goscinny, imidlertid afslog at bringe den efter at have set de første seks plancher, som Hermann nåede at tegne. Den første kan ses her lidt nede på siden:
http://bdzoom.com/6661/patrimoine/le-coin-du-patrimoine-bd-bernard-prince/

Så blev det i stedet Bernard Prince til Tintin-bladet, der for alvor søsatte Hermann. En figur, Greg havde skrevet nogle korte historier om sidst i 50’erne til et andet blad, og som han nu genoplivede. Men under pres fra Tibet, der tegnede Allan Falk til Tintin-bladet, og som kort forinden var blevet en af bladets største stjerner, måtte Greg nødtvungent ændre Bernard Prince til tidligere politimand, nu verdensomrejsende eventyrer, og ikke bare inspektør i Interpol, som han oprindeligt var. For man kunne ikke have to politiserier i bladet!

Sådan kunne man fortælle så meget.

Men når det alligevel er sandsynligt, at Hermann var blevet tegneserieskaber uanset Greg, skyldes det Philippe Vandooren, der var forfatter og journalist og i 1969 udgav en bog om, hvordan man bliver tegneserieskaber (baseret på interviews med Franquin og Jijé). (Forøvrigt genudgivet i 2014). Og i 1980’erne var redaktør for Spirou-bladet.

Så måske var Hermann under alle omstændigheder blevet tegneserieskaber og ikke indretningsarkitekt. Eller møbelsnedker, som var hans oprindelige uddannelse. I hvert fald slap han for at tegne luksusbiler og mænd i smoking, det lod han sin kollega William Vance om, der tegnede Bruno Brazil til manuskript af Louis Albert (alias Greg, der brugte pseudonym, fordi der “ellers ville stå Greg som forfatter overalt i Tintin-bladet”, så mange serier skrev han manuskript til på den tid, hvor han oven i købet var bladets chefredaktør).