Én fransk pigeserie smeltede vores granvoksne hjerter i år. Den 14. julegodte er Julien Neels “Lou!”
Farverne på omslagene er larmende krasse, som om de prøver at råbe publikum på de allerbageste rækker op. De pink pigeværelsefarver og det Miyazaki-grønne græs skærer i øjnene, og da det er serien Lou!, et af de seneste års helt store hits på det franske marked vi taler om, kan man med nogen bekymring spørge sig selv, om det endnu en gang er en kynisk kalkuleret version af “det, de unge vil ha’”. Langtfra, og lykkeligvis for det.
Lou er en pige på tolv med ben i næsen, som bor alene i en storby med sin verdensfjerne evigt computerspillende single mor. Verden omkring dem er befolket af bedste veninder, kæledyr, romantisk tiltrækkende naboer og opslidende familiemedlemmer.
Alle bevæger de sig med årets gang gennem historien i et slentrende tempo, og det er små begivenheder, der finder sted undervejs. Lou går i skole, mor skriver på sin roman. De holder jul, de holder fødselsdag og de holder sommerferie, men det er ikke så kedeligt, som det lyder. Der er overraskelser undervejs.
Brudte ægteskaber, bedstemødre fra helvede og overnattende kærester har alle deres plads i historien, mens skolen, som jo ellers er den akse alting drejer omkring i de år, er en fjern scene for begivenheder uden den store konsekvens. Handlingen den foregår hjemme. Hjemme i gaden, hjemme i opgangen, hjemme i stuen. Hjemme blandt personerne der befolker det sirligt konstruerede skuespil som Lous verden er. Og det virkelighedstro er ikke savnet, når fiktionen klinger så rent som her.
Fra starten af første album melder seriens formel sig. De enkelte sider er afsluttede forløb med punchline og det hele, men udgør på den lange bane en sammenhængende historie, så det hele ikke bare fortaber sig i vitser.
Tiden i Lous univers bevæger sig som i den virkelige verden ubønhørligt fremad. Hun starter ud i bind et som en pige på tolv, og sidst i bind to er hun blevet tretten. Det burde måske give sig selv, men når vi snakker mainstreamserier, som har det med at fortsætte i det uendelige, er det altså forfriskende, når der finder forandringer sted, som ikke er forsvundet som dug for solen i starten af næste episode, men som bliver ved med at være i spil. Moren får sig mod alle odds en kæreste, og Lous evigt kværulerende mormor udviser de første tegn på at tø op overfor sine nærmeste. Men ikke nok med det. Lou når i løbet af sommerferien at finde sig splittet mellem sin barndoms store kærlighed den umodne Tobias og så Paul, mere ung og mindre barn, som er en spændende og ganske uventet forårsbebuder for en verden, der er lige om lidt.
Lou! tegner et helt igennem kærligt og loyalt portræt af en pige lige inden puberteten. Det er sjovt, det er afvæbnende og det er sødt uden at være vammelt.
“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, åbenbares. Teksten oven for er en redigeret udgave af Nummer 9s Lou! 1 og 2-anmeldelse.
Del på
