Lisette Frederiksen er en af landets sidste tegneseriehåndtekstere. Her ser hun tilbage på sit særprægede job.
Det var et rent tilfælde, at jeg blev håndtekster.
Jeg sad i S-toget på vej til mit arbejde hos Tutein & Koch i farvergade, da jeg af ren og skær kedsomhed sad og læste bagsiden af den avis, min medpassager var i gang med. Der fangede mit blik pludselig en lille tegneserieagtig stillingsannonce, hvor der stod, at Interpresse søgte freelance-håndtekstere. Det synes jeg alligevel, lød så interessant, at jeg straks gik op og købte avisen.
Da jeg så havde søgt jobbet, modtog jeg fem prøvesider, jeg skulle tekste, så det lignede originalen mest muligt. Det gik så godt, at jeg var en af de ganske få, der blev valgt ud af omkring 300 ansøgere.
Det skulle foregå på den måde, at jeg modtog en færdig oversættelse og en tegneserie, jeg skulle sprætte op og tekste over. Jeg skulle selv afholde udgifter til materialer, dvs papir, rørpenne og tusch. Så var det med at prøve sig frem med hvilket papir og hvilke penne, der egnede sig bedst.
fra Jeff Smiths Bone
Da jeg i forvejen arbejdede med papirvarer og tegneartikler, havde jeg gode muligheder for at vælge det rigtige. Det blev Schoellerhammers A4-markerblokke, der vandt. Det er dyrt papir, men har rigtig gode kvaliteter.
Det skal være så tyndt, at jeg kan se den originale tekst og boblens konturer igennem, og samtidig skal overfladen være så hård, at pennen, der er af metal, ikke kradser papiret op. Desuden må det ikke være sugende, så der kommer løbere og flueben ud i papiret. Rørpennene blev Faber Castells i flere forskellige tykkelser. Det er penne med en lille plastbeholder, der fyldes med flydende tusch. Det tager et øjeblik for tuschen at tørre, så man skal passe på ikke at lægge hånden i den nye tekst.
Det er vigtigt, at skriften står så sort og skarp som muligt. Teksten skal placeres centralt i boblen og ellers ligne originalen mest muligt – måske ikke lige bogstav for bogstav, men så meget, at den ved et kig ned over den færdige side ikke adskiller sig nævneværdigt.
Jeg har faktisk glemt, hvilken tegneserie jeg først tekstede. Men en af de første var i hvert fald Bamse – Verdens stærkeste bjørn. Den tekstede jeg fast, lige indtil den stoppede med at udkomme i Danmark.
I starten var det kun et bijob, men allerede et lille års tid efter, da jeg ventede min anden datter, tog jeg springet og sagde mit job i København op for udelukkende at arbejde som freelancer. Der var rigeligt med arbejde, så det var bare at gå i gang. Der blev tekstet rigtig mange tegneseriehæfter bl.a. Basserne, Edderkoppen, Hulk, De Fantastiske Fire og Superman. Det var utroligt at kunne gå i Brugsen med sine piger og sige ”se, den har jeg skrevet og den og den…” Nu skal man virkelig lede længe for at finde en lille tegneserie mellem alle livsstilsmagasinerne.
Det må på en eller anden måde have rygtedes, at jeg lavede et pænt stykke arbejde, for flere forlag henvendte sig efterhånden, og da jeg har utroligt svært ved at sige nej, kunne opgaverne godt hobe sig lidt for meget op. Det er så også en af de ting, man lærer af.
fra Asterix og hans gæve gallere
Jeg har kastet mig ud i mange forskellige opgaver. Ud over hæfterne og albummene har jeg også lavet avisstriber. Der skulle boblerne skæres ud, og striben limes oven på den nye tekst. Alt det der klippe-klistre fik min mand lov til, mens jeg sad og tekstede på livet løs. Jeg har også tekstet krydsord, dvs tegnet streger og pile ind med lineal og derpå tekstet og tegnet figurer.
At håndtekste er så absolut et soloprojekt. Jeg har ikke samarbejdet med andre håndtekstere; kun lige sagt hej til et par stykker ved de sjældne arrangementer, forlagene har afholdt for freelancere. Man er sin egen drivkraft på godt og ondt. Er man syg, arbejder man, man holder bare en klud under næsen, så det ikke drypper på papiret. Til gengæld har man også mulighed for at rive et par timer ud og tage på stranden med børnene og så fortsætte, når de er gået i seng. Det er de færreste forundt.
Postvæsenet havde gyldne tider. Materialet blev sendt frem og tilbage. Som regel blev den færdigtekstede opgave sendt anbefalet i håb om, at den ikke forsvandt på vej til bestemmelsesstedet. Det skal siges til deres ros, at det vist ikke er sket mere end et par gange, så der har jeg måttet starte forfra.
Jeg har altid gjort mig umage for, at slutresultatet blev så pænt og lig originalen som muligt. Specielt i superheltehæfter har der været spændende og bloddryppende lydord, som kunne være meget tidskrævende, men hver gang har jeg haft sådan en yes!-følelse, når det er lykkedes. Da man bliver aflønnet pr. side, må jeg tilstå, at jeg havde samme yes!-følelse, hvis siden bestod af et stort billede, hvor personen f.eks. bare sagde: ”Åh nej!”
fra Scott McClouds Tegneserier
Hvis jeg skal fremhæve en opgave, jeg har været specielt glad for at have lavet, må det blive den samlede Asterix-serie i en smuk indbundet udgave. Den er også en herlig udfordring på lydord! Jeg er også rigtig glad for en lille bog af Scott McCloud, der beskriver det at lave tegneserier (Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse, red.). Den synes jeg selv, er blevet vældig fin, og betragter den nærmest som mit svendestykke som håndtekster.
Men så begyndte de jo deres indtog – computerne – og en efter en forsvandt de faste opgaver. Nu kunne oversætteren lige så godt selv tekste siderne, så som det er blevet, er det kun, hvis det er et krav fra en tegner eller et forlag, at albummet bliver håndtekstet. Her de sidste år har jeg været heldig at få lov til at håndtekste Mumitrolden – de samlede striberbåde på dansk og på norsk, så de har nok ikke flere håndtekstere tilbage i Norge 🙂
Er jeg ked af det er gået sådan? Ja og nej. Jeg synes, det er et spændende og kreativt arbejde og ville gerne mere. På den anden side er det et ensomt arbejde uden kolleger at dele sorger og glæder med. Det var også utroligt svært for mange at begribe, hvad det egentlig var, jeg tjente mine penge ved, og de kiggede på mig, som om jeg vist nok var en lidt underlig kunstner. I den retning var det en befrielse, da jeg måtte kaste håndklædet og begyndte at arbejde i Harald Nyborg. Så kunne de i hvert fald give mig en skideballe for de ekspeditionstider, der var i butikken på det tidspunkt!
Jeg må være startet omkring 1987, og da vi nu skriver 2012, må jeg faktisk have sølvbryllup med håndtekstning – og det er da egentlig meget godt gået!
fra Mumitrolden – de samlede striber 5
