“Coltrane” skildrer jazzlegendens liv og adapterer hans mest berømte album. Nummer 9 har interviewet italieneren bag.
Paolo Parisis første større tegneserieværk er meget mere end en slavisk gennemgang af idolet John Coltranes liv og gerninger. For selvom “Coltrane” følger jazzmusikeren fra barndommen til dødslejet, så springer den heftigt i tid undervejs. Inspirationen bag den uforudsigelige struktur i hentet i hovedpersonens musik, specifikt albummet “A Love Supreme”, der akkurat som “Coltrane” åbner med et slag på en gong og lukker med et digt.
Nummer 9 tog en snak med jazzelskeren Parisi, der hellere snakker om musik og filosofi end tegneserier …
“Coltrane” er din første udgivelse her i Danmark. Kan du fortælle os intetanende danskere lidt om, hvad du er for én?
– Ja da, mit navn er Paolo Parisi, jeg er en 31-årig serieskaber og illustrator. Jeg har tegnet serier, siden jeg var dreng, og udgav selv mine ting, før jeg begyndte at arbejde sammen med forskellige italienske udgivere og magasiner. I dag arbejder jeg primært som grafisk designer og illustrator, ikke mindst for Soul Jazz Records – et af de vigtigste “cool music” pladeselskaber med base i London – og Banshee Films, et uafhængigt produktionsselskab fra Paris. “Coltrane” er min første, sådan, rigtige bog.
Hvorfor en John Coltrane-biografi?
– Coltrane var et omdrejningspunkt i “The New Thing” – den nye generation af jazzmusikere fra 60’erne, som Archie Shepp og Eric Dolphy. Han viste vejen mod en ny måde at spille og komponere musik. Samtidig forenede han sit arbejde som jazzmusiker med et stort engagement i tidens borgerrettighedsbevægelse, bare tænk på “Alabama”, hans komposition fra 1963 om Ku Klux Klans bombning af baptistkirken på 16th Street i Birmingham, hvor fire piger døde.
– Coltrane var med til at gøre jazz til mere end bare en musikgenre: I dag er det en kultur, et fællesskab, man kan være del af. Han var meget mere end en musiker og komponist, spørg en hvilken som helst jazzelsker. For mig er han et pejlemærke for mit liv og arbejde, hinsides jazzmusikerens verden, et smukt budskab om fred på jord og hele menneskehedens åndelige forening. Coltrane var på evig jagt efter en oprindelig lydkilde, et musikalsk atom. Han dissekerede sine egne kompositioner på jagt efter det her grundlæggende princip bag musikken. Lyt for eksempel til den udgave af “My Favourite Things”, som han indspillede til albummet af samme navn i 1961, og så den, han indspillede 1966 i Japan, så forstår du, hvad jeg mener.
Du strukturerer din tegneserie efter John Coltrane-albummet “A Love Supreme” – fra gongen på første side til digtet i sidste afsnit. Hvordan gik du til opgaven med på dén måde at adaptere et album som tegneserie?
– Først og fremmest er “A Love Supreme” det eneste album i ‘Tranes diskografi, som består af ét langt stykke musik, der så falder i fire dele. Det gjorde den til et oplagt udgangspunkt for at lave en sammenhængende fortælling i fire kapitler: Første kapitel sætter det hele i gang med et slag på gong’en og introducerer Coltranes liv og musik, mens andet og tredje kapitel bygger bro til fjerde kapitel, der skildrer hans endeligt og den arv, han efterlod.
Indflydelsen fra albummet fornemmes også i tegneseriens pludselige, “spontane” hop frem og tilbage i tiden …
– Ja, alle de her flashbacks og -forwards var mit forsøg på at fortælle historien på en måde, der matcher Coltranes improviserede musik. Tegneserien er struktureret omkring milepæle i hans liv – mødet med hans første kone, mødet med hans anden kone, indspilningerne af nøglealbum som “Giant Steps” og “Ascension”, forholdet til Dolphy og Impulse Records, kræftsygdommens udbrud. Rækkefølgen, de er sat af, er bestemt af de følelser, jeg ønsker at vække i læseren. Men selvfølgelig også af, at jeg forsøger at lægge tråde ud undervejs, små mysterier, som først opklares til sidst.
Hvorfor egentlig lige “A Love Supreme”?
– Fordi det er Coltranes mest berømte album og fordi den er et vendepunkt, hvor den retning, hans musik tog før, og den retning, den tog efter, mødes.
Du bruger meget få visuelle metaforer for at vise lyden af Coltranes musik – i forhold til f.eks. en serieskaber som Bryan Lee O’Malley (Scott Pilgrim). Hvorfor det?
– For mig har historiefortælling sin egen lyd – ord er lyde, historier og tegninger er lavet af lyde. Er det virkelig nødvendigt at vise lyde gennem onomatopoietika eller med billeder? Jeg mener det ikke. I øvrigt er tavshed ikke nødvendigvis en “ikke-lyd”. John Cage har lært os vigtigheden af at acceptere stilheden som en lyd på lige fod med alle mulige andre. Og i øvrigt er det jo altid læseren, der gør en fortælling komplet ved at udfylde hullerne med sin fantasi – lige meget hvad jeg gør, vil den musik, du hører, altid være din egen.
I “Coltrane” ser vi jazzlegenden vende ryggen til både sin søster og kone til fordel for musikken, men vi aner også i glimt en kærlig, spirituel mand. Hvilket indtryk vil du gerne efterlade læseren med af John Coltrane?
– Det ved jeg ikke. Alle danner sig deres eget indtryk af det, de læser, og jeg hader bøger med “budskaber”. Bøger bør vise begivenhederne, ikke fortælle dem. Min indgang til Coltrane var nogle radiointerviews, han lavede i de sidste år af sit liv. Gennem dem oplevede jeg, at jeg kunne connecte direkte til ham og hans liv. Som jeg opfatter ham, var han ikke en musiker, han var sin musik. Manden kunne ikke skelnes fra musikken, de faldt sammen.
Ja, i de her interviews, som du også gengiver i bogen, taler Coltrane om lyd som en kosmisk, guddommelig kraft. Hvordan ville du beskrive mandens livs- og musikfilosofi?
– Charlie “Bird” Parker sagde engang, at “musik er din egen oplevelse, dine egne tanker, din visdom. Hvis du ikke lever den, vil den ikke komme ud af dit horn. Man siger, at der er grænser for musik. Men der er sgu ingen grænser for kunst!” For Coltrane er der ingen grænse mellem hans liv og hans kunst. Hans musik er højdepunkt i kunsthistorien, et stort og universelt budskab og en drivkraft for fred og respekt.
Hvad arbejder du på nu?
– Forskellige projekter og bøger. Den næste bliver om science fiction, den argentinske tegneserieforfatter H.G. Oesterheld, hans “El Eternauta” og diktatur i Latinamerika anno 70’erne og 80’erne. Jeg tager til Buenos Aires i en periode for at lave interviews og dokumentation – og for at fornemme den berømte “porteño”-stemning.
