Nummer 9 giver de danske dagblades tegneserieudbud et eftersyn. Denne gang gratisavisen Urban, hvis sparsomme, men effektive serieudvalg befolkes af goth-babes og slipsemænd.
Gratisaviser er brug-og-smid-væk. Ikke noget med at søndagssimre over sektionerne, det er hurtige nyhedsfix, som du samler op på vej ind i toget eller bussen – og lader ligge, når du stiger af.
Sådan en avis skal have effektive tegneserier, der kan læses af de myldrende masser af studerende og lønslaver i offentlig transit. Og serierne skal om bagerst til frikvartersstoffet med sudokuen og de galsindede bloggere, så de lige kan nå et grin inden sidste stop.
Sådan er det også i Urban, der som den eneste af de tre landsdækkende gratisaviser (de to andre er MetroXpress og 24timer) byder på tegneserier. Danske Peter Pedersen står bag arbejdsliv-gagsene i Im Beruf, og norske Lise Myhre tegner gothbaben Nemi.
Op i røven
Arbejdslivs-strippen Im Beruf er plat og sjov. Sjovest, når det er CBS-typerne og deres selvhøjtidelige modern management-lingo, der står for skud. Branding, coaching, kundetilfredshedsundersøgelser. Besparelser på årsbudgettet:
Den slipseklædte stenaldermands måde at spare på årsbudgettet er velfungerende humor på stenalderniveau: op i røven med budgetposterne!
På samme måde er det morsomt, når der sendes et SWAT-team efter Torben på kontoret, fordi han ”nægter at udvikle sig”, og når revisorerne prøver med personlig branding og har skilte på hovedet med ”Torben: Vild med kolonner” og ”Ib: Budget er fedt”.
Mindre sjovt er det, når Petersen bevæger sig ud af de åbne kontorlandskaber, hvor han ikke længere har management-sprogets selvfedme at spille bold op af. At fodspecialisten får karrierekvababbelser i mødet med en klam mand og hans fødder – det er humor på En Halv Humørtime-niveau.
Her ville jeg ønske, at Im Beruf var skarpere, og holdt sigtekornet indstillet på de små kontormænd og sproget på ledelsesgangene. Dér rammer serien oftest plet.
Stregen er, som det ses, blød, cartoony, og lidt for meget tilbudsavis for min smag. Men det virker og er, som moderorganet Urban, måske ikke kønt, men ganske funktionelt.
Subkulturel poster-girl
Gothpigen Nemi er en subkulturel version af den klassiske behovsstyrede seriefigur. Som en smækker, sortklædt udgave af Garfield eller Jens Fup personificerer hun sin del af de syv dødssynder, når hun drikker, ryger, bander og boller sig gennem striberne.
Nemi er noget så udsædvanligt som en successtrip skabt af en kvinde, norske Lise Myhre. Men ud over det kvindelige og det norske, er serien faktisk ret traditionel. Humoren bygger på Nemis konflikter med den “normale” verden, og der leveres klassiske ba-dam-pointer i fjerde billede. Stegen er stiv og flad.
Til gengæld har karakteren Nemi klare kultiske kvaliteter. Her er endelig en seriefigur for alle de unge piger, der ikke (bare) vil være smukke. Nemi er kynisk, barnlig og selvisk, hun ryger og drikker, men spiser ikke kød, og elsker både heavy metal og mørk fantasy. Og så er hun lækker. En subkulturel postergirl med dejligt dårlig attitude.
Samtidig bebor hun en verden, der nok er cartoony, men også genkendelig fra virkeligheden. Som her, hvor hun prøver at lokke veninden i byen, og samtidig slår et slag for noget så politisk ukorrekt som alkoholens glæder:
Så ja, måske fungerer figuren Nemi bare som en kvindelig gothudgave af Garfield, men hun er både ondere og mere ægte end den fede hankat. Og deri ligger serien Nemis største kvalitet.
Usofistikerede, men morsomme
Urbans tegneserieudbud er hverken ambitiøst eller imponerende, men serierne udfylder deres funktion. Im Beruf og Nemi er usofistikerede og ujævne, men ofte morsomme og effektive. Det er solide, lidt over middel-striber, der passer godt til Urban og dens læsere. Den urbane ungdom kan dyrke Nemis dårlige manerer, og pendlerne kan gnække over Im Berufs kontolandskabs-absurditeter. Grin-og-smid-væk serier til en brug-og-smid-væk avis.
Artiklen er led i en serie om de danske dagblades tegneserieudbud. Se også: Weekendavisen, Politiken.