Nummer 9 giver de danske dagblades tegneserieudbud et eftersyn. Denne gang kulturradikale Politiken, der holder de stolte tegneserietraditioner i hævd med en håndfuld danske og skandinaviske serier af jævn til fremragende kvalitet.
Kvalitetstegneserier har været en prioritet på Politiken i hvert fald siden Arne Ungermann startede Hanne Hansen i 1935. De tegnede striber matcher avisens selvforståelse som et usnobbet forum for fri tænkning, social samvittighed og internationalt udsyn. I dag er avisens udvalg af skandinaviske stribeserier det største blandt dagbladene, også selvom feterede Egoland stoppede sidste år.
Homo Metropolis, Rocky og Wulffmorgenthaler bringes dagligt, mens Huskmitnavn og True story har fundet plads i hver deres ugentlige tillæg.
Kvantiteten er i orden, men hvad med kvaliteten?
Absurditeter med og uden pointe
Vi starter bagfra, nemlig med Mikael Wulff og Anders Morgenthalers etbilleds-gag på kultursektionens bagside. Wulffmorgenthaler dyrker en absurd komik, lige dele Gary Larson, John Callahan og Monty Python. Hverdagens logikker køres ud på overdrevet, sættes i sammenhænge, hvor de ikke hører til – eller ignoreres fuldstændig.
Fasttømrede forestillinger vendes på hovedet og referencerammer kolliderer larmende.
Når genren udføres perfekt, efterlades læseren med et smil om læben og en frigørende fornemmelse af, at samfundets normer er underfundige, arbitrære og til at rokke med. Men Wulffmorgenthaler har nok at gøre med ”bare” at være sjov. Striben ovenfor præsenterer os en for en hemmelig alliance mellem eksotiske elverfolk og prosaiske parkeringsvagter, men man savner i dén grad en pointe med det aparte kulturmøde. Alliancen er inkongruent, men hverken sjovere eller mere sigende end så mange andre, man kunne komme på – fogeder og smølfer, f.eks., eller fængselsbetjente og enhjørninge.
Lykkeligvis er striben ikke udtryk for seriens absolutte topniveau. Wulffmorgenthaler kan bestemt være morsom, den er det bare sjældent mere end én eller to gange om ugen. Resten af tiden trækker man snarere på skuldrene end smilebåndet.
En træt hund
Kultursektionens side 2 er helliget petitstof. Løse fotos, notitser, mini-interviews – og svenske Martin Kellermans Rocky. Her møder gnidrede funny animal-tegninger (semi)selvbiografiske 90’er-serier som Hate og Peepshow i beretningen om Rocky, en gnaven køter fanget mellem ungdommens ulidelige lethed og voksenlivets snærende bånd. Seriens komik bæres typisk af dialogen, hvor Rocky og hans venner udleverer sig selv, hinanden og komplet fremmede i kynisk Seinfeld-stil.
Striben her er typisk nok: Rocky sidder på en bar og snakker med et par venner om sin nye bolleveninde.
Pointen er, at hun er mere end det. Vores hovedperson er forelsket, men for meget svensk knudehund til at ville stå ved det. I stedet spiller han frisindet og lader forstå, at det er ham flintrende ligegyldigt, om hans udkårne har andre bejlere end ham. Trofaste læsere af striben vil genkende mønstret fra alle de andre ”forhold”, Rocky har været involveret i, og specielt morsom er striben heller ikke – fjoget dialekt eller ej.
Rocky var i sine første år en af Skandinaviens absolut bedste stribeserier, men den er faldet noget af på den. Der sker for lidt i hovedpersonens hundeliv, muligvis fordi der heller ikke sker alverden i Kellermans, og bodegasnakken mangler vid og bid. Kanskje hunden ikke har mere på hjerte?
Selvmord, homoseksualitet og krimikonkurrencer
Det ubestridte højdepunkt blandt de daglige striber er en gammel kending. Nikoline Werdelins Homo Metropolis vendte tilbage til spalterne 2. februar i år, og den højt besungne serie holder niveau. I alt 11 historier er Politikens læsere blevet stillet i udsigt, og Werdelin er kun nået til nummer tre. Kan hun holde skriveblokeringen stangen, er der masser af Homo Metropolis i vente.
Første historie i den nye serie handlede om en psykolog, der hyggede sig med at planlægge sit selvmord i pittoreske Prag. Anden historie handlede om en kernefamilie fra den kreative klasse, der fandt sig udfordret over evne af klitter, trummerum og uventede fristelser. I skrivende stund er Werdelin i gang med historien om den præ-pubertære nørd og drømmer Phoebe, der vil redde sin dysfunktionelle familie – enlig alkoholiker-mor, letlevende storesøster – med penge vundet i en stor krimikonkurrence.
I striben nedenfor er Phoebe på biblioteket for at researche på sin prisvindende krimi.
Punchlinen er ikke voldsomt effektiv. Den kvindelige bibliotekar forfærdes over det morbide lille monster, der lige har blottet sin sjæl for hende, men Phoebe opfatter bibliotekarens tøven som et spørgsmål om brillemærker. Til gengæld fortæller striben de trofaste læsere noget om Phoebe – og noget om, hvorfor børn som Phoebe ikke uden videre søger hjælp i voksenverdenen.
Homo Metropolis er undertiden småsjusket tegnet, bemærk også det let forstørrede genbrug i billede 4, og humoren rækker sjældent til mere end et skævt grin.
Men Werdelin har et unikt talent for at skabe skæve figurer og stribe-fortællinger, der tager fat i læserens krave og ikke slipper den igen, før historien er fortalt til ende. Phoebes skæbne skildres med usentimental indlevelse, og hendes projekt er på én gang voldsomt sympatisk og fuldstændig håbløst – en spænding, der ubesværet fastholder interessen i ventetiden mellem striber. I en tid, hvor stribeserier med lange, sammenhængende fortællinger er på randen af udryddelse, holder Homo Metropolis fanen meget, meget højt.
Underfundig weekendhygge
Huskmitnavn holder til i fredagstillægget Ibyen, hvor den hygger om weekendhungrende københavnere med bløde streger og mild satire. Det er de underfundige hverdagsbetragtninger, der dominerer, undertiden suppleret af meta-indslag – af typen ”tegneren glemte at lave en stribe, så han sendte det her postkort” – og andre løse påhit. Tegneren og billedkunstneren Huskmitnavns karakteristiske streg giver serien af samme navn en stærk visuel identitet, men teksterne kunne være skarpere.
Eksemplet til højre er en Huskmitnavn i den bedre ende. To kolleger gør status efter sommerferien, og vi får en smule satire over kør-selv-ferier plus en kvik replik som punchline.
Som en slags antitese til Wulffmorgenthalers ad absurdum-komik er vignetterne i Huskmitnavn demonstrativt uspektakulære. Samtalen på kontoret kunne have fundet sted på din arbejdsplads, og den kvikke replik ligger ikke udenfor rammerne af noget, du kunne have fundet på at sige – i et lyst øjeblik. Hvilket både er seriens styrke og svaghed: Genkendeligheden er i top og det lune vid er charmerende, men pointerne rækker sjældent ud over dagligdags lommefilosofi.
Skarpslebne miniportrætter
Sidste – og nyeste – Politiken-stribe på listen er Thomas Thorhauges True story. Serien holder til i avisens relativt nystartede Film-tillæg, og den kan spore sin oprindelse tilbage til Thorhauges fremragende lille 676-tegneserie ”Jørgen Leth”. Her var taleboblerne fulde af autentiske Leth-citater om at fejle og leve med det, mens billedsiden fulgte en cartoony udgave af verdensmanden på udflugt i hans egen underbevidsthed – komplet med æggende haitianske kvinder og voodoo-ritualer. Ord og billeder arbejdede med og mod hinanden og tegnede tilsammen et tankevækkende portræt af den kontroversielle Leth.
Konceptet i True story er grundlæggende det samme: Vellignende karikaturer af kendisser fremfører pointerede citater, mens de giver sig af med noget, der modsiger, underbygger eller nuancerer det sagte.
Som nu ovenfor, hvor Jack Nicholson reflekterer morsomt over sine egne primadonna-nykker, mens en mørkhåret dulle sutter på hans tæer. Citatet er velvalgt. Som læser får man færten af en Nicholson, man ikke nødvendigvis kendte i forvejen. Men den i øvrigt smukt tegnede billedside er mere problematisk. Hvor Nicholsons egne ord afbalancerer usympatiske træk (kolerisk urimelighed) med sympatiske (humor, selverkendelse), så er tegningernes fedladne, hæmningsløst dekadente skuespiller svær at holde af. Samtidig er sandhedsværdien usikker: Ved Thorhauge, at Nicholson har en fodfetich? Eller digter han helt frit? Det gør en forskel for, hvilken type udsagn om mennesket Nicholson, vi har fat i.
True story tager udgangspunkt i et sofistikeret koncept, som det må være en stor udfordring at forløse uge efter uge. Men den er interessant at læse, også når det ikke helt lykkes, og Thorhauges tegninger og citater alene garanterer en plads blandt avisens bedste stribeserier.
Udskiftning ønskes
Politikens stribeudvalg er uden tvivl landets bedste, men der er stadig plads til forbedring. Rocky og Wulffmorgenthaler har set bedre dage. Til gengæld er True story og Huskmitnavn gode, solide serier og Homo Metropolis er (stadig) i absolut særklasse.
Udvalget matcher Politikens profil fint, med kant, intellektuelt vingefang og samfundsbevidsthed – her er det primært Homo Metropolis, der holder fanen højt. Men hvis avisen skal bevare sin historiske position som Danmarks bedste tegneserieavis, kræver det et par udskiftninger på sigt. Især tomgangsstriberne Rocky og Wulffmorgenthaler kunne snildt tåle en tur på bænken, gerne til fordel for flere skævt tænkte stribeserier til tillæggene à la True story. Hvad med en rejsestribe, f.eks., eller noget sylespids samfundssatire til Debat-tillægget?
Artiklen er led i en serie om de danske dagblades tegneserieudbud. Se også: Weekendavisen.
