Valhalla – Den samlede saga 2
Andet bind af Den samlede saga er på godt og ondt meget påvirket af tegnefilmen “Valhalla”, der udkom i 1986.
Allerede i forordet til det andet Valhalla-samlebind fornemmer man, at det fire år lange arbejde med tegnefilmudgaven sine steder var lidt af en prøvelse. At lave bevægende tegninger viste sig at være noget helt andet end at lave tegneserier.
Derfor er det også svært ikke at læse de to første albums ”Historien om Quark” (1988) og ”Rejsen til Udgårdsloke” (1989) uden at skele til filmen, der næsten er gengivet én til én. Desværre taber tegneserierne lidt terræn. Det er muligt, at anmelderens fødeselsår afslører sig i anmeldelsen, men jeg tror, vi var rigtigt mange børn, der blev mærket for altid af tegnefilmen – på den gode måde.
Det første album om Quarks entré i gudernes liv har sin store styrke i, at fokus ligger hos børnene. Ved at fortælle i deres øjenhøjde bliver problemstillingen med den uvorne jætte reel, og hans tilstedeværelse i serien troværdiggjort. Den lidt fjollede tegnestil komplet med kulørte lydord bliver af og til brudt af mere realistiske passager, der viser, at Peter Madsen også har udviklet sig i arbejdet med filmen. Men meget af fortællingen virker præget af rutine.
Bedre bliver det i ”Rejsen til Udgårdsloke”, hvor især de mange prøvelser i tvekampene er godt og dramatisk fortalt samtidig med, at de får det meste ud af humoren i situationerne. Det betyder, at den slapstick, der af og til virker lidt forceret i Valhalla, kan komme til sin ret. Omvendt er nogle af de mest hjerteskærende scener i serien til stede i dette album. Scenen med Tjalfe, der kaster sig grændende over Thor, som er døende efter sin dans med alderdommen, er næsten ikke er til at bære.
Det sidste album i samlingen, ”De gyldne æbler” (1989) er historien om jættekvinden Skades giftemål med Guden Njord. Et lille veloplagt melodrama, med ivrig brug af fjerham og godmodige kønsklichéer. Det er en sjov fortælling, der især vinder på fremstillingen af guderne som gamle.
Som med den første udgivelse i den samlede saga er ekstramaterialet meget overbevisende og en fornøjelse at læse. Der bliver ikke lagt skjult på, hvor stort et arbejde, filmen var, og der er glimrende redegjort for forskelle mellem film og albums. Og jeg er vild med den måde, den samlede saga insisterer på at gengive teksten fra de gamle sagaer, som ligger til grund for albummene. Det giver læseren en god fornemmelse for, hvordan Valhalla-holdet har valgt og fravalgt og åbner mulighed for selv at sammenligne.
”Valhalla – den samlede saga” er et meget imponerende projekt og et must have til bogreolen, men det kan ikke skjules, at de tre albums, der er samlet i #2 ikke er blandt de stærkeste i serien. Man kan sige, at hvor de fleste filmatiseringer af tegneserier sjældent er lige så gode som forlægget, så er tegneserieudgaver af tegnefilm måske heller ikke en specielt god idé.
