En række danske tegnetalenter hylder deres barndoms Teenage Mutant Ninja Turtles i ‘zinet “Ooze Palooza”. Her er et smugkig!
Når den allerførste Zine Fest løber af stablen 11. oktober i Ungdomshuset, vil serieskaber Thomas Mikkelsen (“Troldmændene fra Vestmanneyjar”, “Einherjar”) have et spritnyt blad i ærmet. “Ooze Palooza” er en samling hyldesttegninger af Teenage Mutant Turtles, som de så ud i bidragydernes barndom – og altså før Michael Bay forvandlede dem til uhyggelige CGI-karakterer.
– Det startede med, at jeg lagde nogle daglige Turtles-tegninger ud på min Facebook-side og Tumblr. Da jeg havde tegnet alle fire og en punk-frø jokede jeg med, at hvis jeg tegnede flere, burde jeg nok lave et zine. Kort efter skrev Rune Alexandersen til mig og spurgte, om vi ikke skulle lave et fælles zine med alle vores tegne-bekendte. Det passede også super godt med zinefestivalen. Det er egentlig bare gået slag i slag derfra, med flere og flere på listen. Og det er ikke længere kun danskere. Der er en enkelt svensker og et par nordmænd. Vi håber måske også at kunne lave en udstilling, men det ser vi på til den tid, fortæller Mikkelsen.
– Det spændende ved zinet, synes jeg, er at det er lavet af folk, der næsten alle var fans af 80’erne og 90’ernes Turtles. Så det er vores oplevelse af dem i en tid, hvor de har fået en kæmpe reeboot.
Ud over tegningerne nedenfor vil zinet blandt andet tælle bidrag fra tegnere som Anna Sofie Mørch Bendixen, Peter Bay Alexandersen, Kenneth Ladekjær, John Kenn Mortensen, Thomas Thorhauge og Mikkel Sommer, lover Mikkelsen.
Ooze Palooza cover af Thomas Mikkelsen
Rahzar og orientalske Turtles af Martin Rude
April O’Neil à la Kill Bill af Louise Rosenkrands
Mutagen Man af Rune Magelund Alexandersen
Slash af Glenn August
“Punk Frogs” af Thomas Mikkelsen