Rune Ryberg er netop debuteret som tegneserieskaber med den finurlige, farverige og dynamiske “Gigant” fra forlaget Forlæns. Vi har taget en sludder med Rune om alt fra manga til David Lynch samt den svære kunst at sætte genreprædikat på sin historie.
Det er ikke første gang, at vi snakker med den uddannede animator om “Gigant”. I Nummer9s serie På Tegnebordet besvarede Rune en masse gode spørgsmål om seriens tilblivelse. Dengang var der ikke et forlag tilknyttet, men heldigvis gik det hele, som det skulle, og tegneserien er klar til bogreoler landet over. Det var så hyggeligt sidste gang, så vi tænkte, at det kunne være fint at snakke med ham om det færdige værk.
Lad os lige lære dig og din smag lidt at kende. Hvis du skal fremhæve tre tegneserier, som du synes er fede og fortjener at blive nævnt frem for alle andre tegneserier, hvad for nogen skulle det så være?
Haha, wauv, det var et af de hårde spørgsmål. Det er så svært med favoritter, for der er så mange, og de er allesammen favoritter på vidt forskellige måder. Lidt ligesom musik, den ene dag er man helt tosset med Bob Dylan, den anden dag kan man ikke holde hans mundharmonika ud. Men lad mig bare lige fyre tre af fra hoften uden at tænke så meget over det:
“Akira” af Katsuhiro Otomo
“Gus and his gang” af Chris Blain
“NonNonBa” af Shigeru Mizuki
…og så skal man vel sige noget klogt om dem ud over at man bare synes de var pisse fede.
Jeg tror, at det de har til fælles for mig var en wow-oplevelse, en tegneserie man bliver opslugt af og en historie, et univers og karakterer jeg ikke kunne undgå at leve mig ind i. Den slags tegneserie hvor man glemmer tiden og omgivelserne, den tegneserie, der er skyld i man ikke kommer af bussen ved det rigtige stop og pludselig står man ude på landet og glor. Det er ikke engang en metafor, det er vitterligt sket for mig flere gange med “Akira”. Den rockede min verden og mit syn på tegneserier, første gang jeg læste den i halvfemserne på samme måde som Frank Millers Batman fik mit hoved til at eksplodere (men nu må jeg jo kun fremhæve tre stk.). Der er desuden sindssygt gode og komplekse forhold imellem karaktererne i de tre bøger, karakterer der både elsker og hader hinanden, påvirker og reagerer på hinanden og ikke mindst vokser igennem historien.
“Gus and his Gang” af Christophe Blain er helt eminent ligesom så mange andre franske tegneserier. Virkelig stærkt håndværk og befriende på så mange måder, historie-, tegne- og udtryks mæssigt, en kæmpe fornøjelse.
Og så er der jo “NonNonBa” af Shigeru Mizuki med en masse Yokai! Det er vel et par år siden jeg opdagede den, selv om den originalt er lavet for lang tid siden. Sådan er det jo, når tegneserier er så lang tid om at nå ud over landegrænserne. Den er helt speciel og beskriver den desperation og spænding som hovedpersonen oplever som barn med en fantastisk humor.
Jeg kunne blive ved med at øse de bøger til i roser.
Både manga og Chris Blain, som du nævner, er kendt for deres meget flydende billedsprog, hvor alting nærmest konstant er i bevægelse. “Gigant” står heller ikke stille i særligt lang tid ad gangen. Er det på grund af dine inspirationer, din baggrund i animation eller drikker du bare for meget kaffe, når du tegner?
Jeg er ret sikker på, det ikke er kaffen. Jeg drikker som regel ikke mere end en eller to kopper om dagen.
Jeg ved heller ikke helt om min baggrund i animation er den dominerende årsag til dynamikken i “Gigant”, men det har da helt klart sin indflydelse både i form af det som er tilladt og ikke tilladt i animation. Tilladt i den forstand, at man i animation tænker meget i fysisk bevægelse, vægt og timing og ikke-tilladt i den forstand, at der er frygtelig mange tekniske principper, der skal overholdes for at kunne levere et overbevisende resultat, og karakteren, jeg animerer, giver illusionen af at eksistere, at være virkelig og troværdig. Så på en måde er Gigant også en modreaktion på alt det, jeg ikke må i animation, alt det arbejde hvor man skal holde tungen lige i munden og hele tiden teste, lave om, teste og lave om. Der er tegneserien, for mig, et lovløst land, hvor jeg kan skabe mig, som jeg har lyst til og virkelig få lov at smide alt den energi ind i tegningerne, jeg har lyst til og i bund og grund ha’ det rigtig sjovt med at fortælle og tegne historien. Jeg tænker meget visuelt, når jeg arbejder og tænker meget i energi og tempo, og så kan jeg godt li’ at gå for det, der bare føles rigtig, ofte min første indskydelse inden jeg når at tænke for meget over det hele. Det føles ofte som om, jeg IKKE tænker når jeg tegner, men selvfølgelig gør jeg det, det er bare på et underliggende plan. Hvis jeg begynder at analysere og tænke for meget, bliver det ofte noget skidt det jeg laver, haha.
Svarede det på spørgsmålet eller blev det bare en masse vrøvl? Nogle gange begynder jeg bare at vrøvle og så er folk hægtet af. Det er nok det der med ikke at tænke…
Du kom vist rundt om det. Vi kan godt lide vrøvlesvar her på Nummer9. Og det er sjovt, at du nævner det med det underliggende plan. For den lille Gigant møder jo en stor Gigant i tegneserien og kæmper (måske) med sig selv. Var det helt fra starten af tænkt, at historien skulle være en slags indre kamp for den lille helt? Eller læser jeg for meget ind i din tegneserie?
Nej, du har overhovedet ikke læst for meget ind i tegneserien, det er fuldstændig overlagt. Lige fra starten af ville jeg have gigant til at tage kampen op imod en manifestation af sin egen indre konflikt. Det kan hurtigt blive super plat og klistret ind i pædagogisk symbolik osv. så jeg undlod bevidst at holde læseren i hånden igennem historien ved ikke at levere en masse forklarende scener og tekst men i stedet lade det ske lidt tilfældig og lade det være lidt af en WTF oplevelse, men samtidig skal man jo passe på, at det ikke kun er mig som forfatter, der ved hvad der foregår, at jeg ikke bare har en lukket fest med mig selv og alle andre er komplet forvirrede, haha! Der har jeg brugt min brain trust rigtig meget, en lille gruppe folk, jeg hele tiden forstyrrede og hentede kritik fra.
Nu kommer der sådan et rigtigt irriterende spørgsmål. Hvad for en type tegneserie ER Gigant. Der er elementer fra fantasy og horror, men så er den alligevel noget lidt andet. Hvor kommer alle de forskellige elementer fra?
Ja, det er et irriterende spørgsmål, haha. Men det er ikke første gang, jeg render ind i det. Jeg har også spurgt mig selv, hvordan den skal kategoriseres, for det bliver man jo nødt til, når den skal præsenteres for folk. Jeg er glad for, at du fanger det med horror, det er noget jeg gerne vil have en konstant tilstedeværelse af i alt, hvad jeg laver, noget frygteligt der altid ulmer under overfladen, noget ukendt og uforudsigeligt. Jeg gad rigtig godt at lave en decideret horrortegneserie, det må jeg gøre en dag. “Ondskabens Hotel” så jeg som barn og blev hooked med det samme både på Kubrick og Stephen King (selvom Kubricks version er noget helt andet end SK’s bog). Lidt senere opdager jeg David Lynch i form af Twin Peaks og er helt skudt i hans måde at håndtere humor og horror eller måske snarer suspense på. Så ja, King, Kubrick og Lynch, jeg æder det råt! Og jeg vil nok altid, i en vis grad, læne mig op ad dem.
Gigant er jo nok endt op i kategorien Adventure/Fantasy. Det var ikke noget, jeg tænkte særlig meget over, da jeg skrev og tegnede den, jeg lod den ligesom bare blive det den muterede til, imens jeg udviklede den. Den er jo også en komedie samtidig med, at den indeholder en vis mængde melankoli.
Lynch er bare et bedre menneske end os andre. Sådan er det. Mit sidste spørgsmål er et, jeg nok BØR stille. For læsernes skyld. Ligger du fuldstændigt brak efter Gigant, eller er du allerede i gang med næste tegneserieprojekt? Hvordan ser fremtiden ud for Rune Ryberg – tegneserieskaber?
Jeg tror så småt, jeg er ved at være ovenpå igen efter udgivelsen og ja, jeg er allerede i gang med næste projekt, faktisk er jeg igang med at søsætte adskillige ting på en gang, både tegneserier og animationsfilm. Så afhænger det bare lidt af hvilke af dem, der bliver financeret på enten den ene eller anden måde, så jeg kan realisere dem. Jeg er især ret begejstret for et større tegneserieprojekt på ca. 200 sider med en måske lidt mere seriøs historie (selvom det aldrig bliver super seriøst med mig) om to teenage-ballademagere i midt halvfemserne, men for fanden, det tager jo så lang tid at lave, haha. Det skal man bare ikke tænke så meget over, man skal bare starte et sted og så arbejde på det, indtil det en dag er færdig. Det er heller ikke udelukket at vi har set det sidste til Gigant…
Mange tak for interviewet, Rune.
Til sidst bringer vi (vistnok) et lille scoop her på Nummer9: Et lille glimt af de to teenage-ballademagere fra Runes – måske – næste projekt:
Del på
