Den uddannede animator er lige straks klar med sin tegneseriedebut, “Giant”. Nummer 9 ser nærmere på fantasy-fortællingen.
Rune Ryberg blev færdig som karakteranimator fra The Animation Workshop i 2008. Siden har han passet sin metier, blandt andet på tv-serier til DR Ramasjang. Men inden længe er Ryberg klar med sin allerførste tegneserie – et medie, han ellers ikke har prøvet kræfter med siden barndommen. For som serieskaber kan animatoren noget, det er langt sværere at få lov til i tegnefilmens verden: Han kan fortælle sine helt egne historier på sin helt egen måde.
Første historie fra Rybergs hånd er en skæv og charmerende fantasy-fortælling om en meget lille mand, der kaldes “Giant”. Nummer 9 hev fat i animatoren for at høre mere om det lovende debut-projekt.
Lad os lige starte med at sætte scenen. Hvor bliver “Giant” til?
– Jeg arbejder hjemme i min lejlighed ved mit skrivebord. Ikke optimalt, men siden projektet ikke tager længere end fire måneder, er det nu engang bare sådan, det foregår. Hvis – forhåbentlig når – jeg skal lave noget mere omfattende, vil det nok være godt med en større arbejdsstation og en plads ude i byen. Men her er alt, hvad jeg skal bruge, min 27” iMac, intuos3 Wacom og en Epson-scanner samt skuffer fulde af penne og papir. Jeg tegner serien i A4, og det foregår faktisk bare direkte oven på Wacom-pladen: Jeg har et tegnebord i kælderen med pegbar og drejeskive men jeg gider ærlig talt ikke at have det stående fremme – det er alt for stort og voldsomt.
Hvordan kom du i gang med “Giant”?
– Idéen opstod for et år siden – det startede med et ironisk kælenavn, “Giant”, tildelt en hovedkarakter, som er en lille fyr. I første omgang er det ment som drilleri, men navnet bliver absorberet som en identitet. Historien skulle handle om protagonisten, som vi kun kender under hans kælenavn, og vise, hvordan han er sin egen værste antagonist. Det er jo ikke noget, vi ikke har set før, og historien er ikke super-selvhøjtidelig. I stedet ville jeg angribe den med en ironi og lethed, som forhåbentlig kan mærkes i humoren og den ligefremme fortælling. Kort sagt: Jeg ville lave en enkel “tongue in cheek”-beretning om en usædvanlig rejse, der også har lidt at byde på under overfladen.
Hvad var så næste skridt?
– Jeg skrev to sider i min A5 skitsebog, en dialogscene med Giant og hans kæreste. De er ude på en picnic og taler om, hvordan hans kælenavn er opstået. En ret udpenslet og primitiv skrevet scene, jeg har ændret masser af gange, men stadig nok til at etablere en karakter, jeg fik lyst til at udvikle og kaste ud i et eventyr. Jeg vidste, historien skulle starte nogenlunde sådan, og at der så skulle være et voldsomt point of attack, så der hurtigt kommer gang i den.
– Dernæst skitsede jeg et par grimme tegninger, og pludselig dukkede Giant op på papiret med et stort sværd i hånden. Den fik mig til at grine, en helt almindelig ung fyr med sine egne hverdagsproblemer skal pludselig til at fægte rundt med et kæmpe sværd for at komme videre, hvordan skal det mon gå? Jeg bryggede videre på historien og fik skrevet et første udkast til et manus. Et monster blev til i form af et tilfældigt gouache maleri, og jeg fik skitseret de første fem sider af historien.
Så var der noget med noget støtte, ikke?
– Jo, i foråret blev projektet godkendt ved Kunststyrelsen, og jeg fik tildelt et arbejdslegat, hvilket betød, at jeg nu kunne arbejde ordentligt med tegneserien – ikke bare sidde og fedte med den om aftenen og i weekenden, når jeg havde fri. Nu kunne jeg lave en produktionsplan og hitte ud af, hvor mange sider, jeg skulle thumbnaile, roughe og rentegne om dagen, så jeg kunne gøre projektet færdigt inden for den tidsramme, budgettet tillod. I starten skulle det være helt nede på jorden, en tegneserie på 25 sider, men efterhånden som jeg arbejdede mig frem i den tidlige fase – altså manuskript og thumbnails – lod jeg det vokse til en sag på 60 sider. Det er jo klassisk.
– Lige nu er jeg i fuld gang med at “rentegne”. Ifølge min plan skal jeg lave 4 sider om dagen, det går generelt okay. Nogle dage går der selvfølgelig tid med at skrive emails, men det udligner sig som regel i sidste ende. Derefter er der to-tre uger til farvelægningen, det bliver formentlig ganske enkelt med nogle få farver.
Hvad fik dig egentlig – som animator – til at tage hul på en tegneserie?
– “Giant” er i virkeligheden en slags kompromis. Det er måske ikke det pæneste, man kan sige om sin egen kreation, men det er ikke ment negativt. Tegneserien er et andet medie at fortælle historier i end det, jeg har beskæftiget mig med siden jeg blev færdiguddannet som animator fra The Animation Workshop. Dér sluttede vi af med at lave en kort afgangsfilm, noget jeg har haft lyst til at gøre igen, altså at lave en film helt fra bunden, fra manuskript og storyboard til klip og composit. Men det er utroligt tidskrævende arbejde at lave animation, så at at gøre det alene kan være ganske uoverskueligt, man er typisk afhængig af andre folks kompetencer.
– Derfor kastede jeg mig over tegneserien som fortællemedie, så jeg kunne formidle min historie på en fuldstændig uafhængig facon. Lige nu har jeg mest lyst til bare at fyre nogle historier af og få lavet noget færdigt i stedet for at gå og ruge på idéer, der ikke får lov at manifestere sig. Desuden er tegneserien en god måde at få en pause fra animation på – det er stort set det samme, man laver, men anderledes. Tegneserien er ikke præget af nær så mange tekniske dilemmaer og begrænsninger som animation, og det har nok også været en tiltrækningskraft for mig.
Så du har slet ikke eksperimenteret med tegneserier tidligere?
– Nej, ikke hvis man ser bort fra det jeg lavede som 10-årig. “Giant” bliver min debut og har også fungeret som en slags test af, om det var noget, jeg kunne tænke mig at gøre mere i. Det vil jeg uden tvivl. Jeg glæder mig allerede til det næste projekt – så må vi se, hvor stort og omfattende, det bliver.
Lad os høre lidt mere om din arbejdsproces med “Giant”!
– Jeg startede med at lægge mig fast på et A5-format – skaleret ned fra A4 – det synes jeg er en rigtig god størrelse til en tegneserie. Så bliver den ikke for stor at håndtere, den skal kunne læses hvor som helst og ikke være forbeholdt sofaen. Jeg besluttede også, at sidekompositionerne skulle være ret stramme i denne omgang, så jeg kunne koncentrere mig om, hvad der udspiller sig i panelerne – frem for hvordan de er sat op i forhold til hinanden. Det er måske en dårlig undskyldning, men jeg kan meget godt lide den skabelonagtige opsætning. Desuden er jeg ikke stor fan af alt for dynamiske paneler med diagonale rammer, runde paneler og karakterer, der springer ud af rammerne, sådan noget forvirrer mig.
– Jeg har først thumbnail’et hele tegneserien på 60 sider fordelt i fire Photoshop-dokumenter med flere sider sat op ved siden af hinanden. Så kan man hurtigt og nemt redigere paneler og danne sig et generelt overblik over hele tegneserien:
– Derefter skitserede jeg hele tegneserien på noget ordentlig 120 gram papir med blå stiftblyant:
– Da alle siderne var tegnet, startede jeg forfra med at tegne op i blæk med en 03 Sakura Micron pigment-liner, den giver en god mættet sort (af en pigment-liner at være) og kan levere den textur, jeg vil have frem. Det er dér, jeg er nu. Undervejs laver jeg selvfølgelig fjumrefejl, som jeg for det meste accepterer og bevarer, men nogle gange retter jeg til med en hvid Uni-ball Signo.
– Til sidst bliver det hele farvelagt i Photoshop, hvor jeg først maler sjusket og klipper og justere som en gal, indtil farverne fungerer. Derefter retter jeg til og fjerner alt rod. Jeg prøver at holde mig selv i kort snor i forhold til at farvelægge selve linjen – når først man har åbnet dén dør, så begynder farvelægningen at tage lang tid!
– Ind imellem har jeg sat tid af til at lave tests af alt muligt. Skitseret paneler og rentegnet med forskellige penne, blæk, pensel, pigment-linere osv. Det er en sjov del af processen – forsker-delen, hvor man finder frem til, hvilken arbejdsmetode og hvilke værktøjer, der giver et tilfredsstillende resultat. Jeg testede endda min scanner og fandt ud af, at den forvrængede billedet, så jeg måtte erhverve mig en ordentlig Epson V600-scanner.
Alle de her grundige test og forstudier minder meget om dem, Mikkel Sommer lavede til “De gale” – er det jeres fælles skoling i animation, der skinner igennem her, tror du?
– Ja, det er et godt spørgsmål. Det har jeg slet ikke tænkt over. Min arbejdsmetode og indgangsvinkel er helt afgjort et produkt af erfaringerne med animation og skolingen fra uddannelsen. Selvom vi ikke alle har haft de samme lærere, så er metoderne generelt ret ens. Vi animatorer påvirker alle sammen hinanden – vi ser, hvordan vi hver især analyserer farver og former og eksperimenterer med medier i forsøget på at bygge en karakter og et miljø op. Ikke bare i de fire år, uddannelsen varede, men også et par år op til og vedvarende efter har jeg lært meget af mine venner og kollegaer.
– Jeg er klart fortaler for et grundigt forarbejde, det er her, man selv lærer karakterne at kende og forhåbentlig opdager de problemer, der kunne opstå undervejs. Man udarbejder en slags regelbog, og ofte opstår der idéer til selve historien, når man “øver” sig på karaktererne. Men okay, som animator er jeg måske også en smule miljøskadet – nu og da kan man godt spørge sig selv, hvor nødvendigt det lige er med en turnaround på en karakter, der kun optræder på én side ud af 60!
“Giant” forventes færdig inden længe. Den er endnu ikke tilknyttet noget forlag.
Del på
