Warren Ellis’ hårdkogte science fiction-krimi – skråstreg lavpris-eksperiment – udkommer på torsdag i Danmark. Læs to hele afsnit her!
Tegneserieforfatter Warren Ellis har altid været en mand, hvis horisont rakte længere end til hans egen næsetip. Så da han i midten af 00’erne nåede til den konklusion, at amerikanske tegneseriehæfter var ved at blive for dyre, gjorde han selvfølgelig noget ved sagen. Resultatet blev serien Fell, der startede i 2005.
Kun knap 20 historiesider per nummer gjorde hæfterne smallere og dermed billigere, men med ni billeder per side bød de stadig på en substantiel fortælling om strisseren Richard Fell og hans armlægning med de mange forbryderiske elementer i helvedesbyen Snowtown. Samtidig var hvert blad et afsnit for sig, hvilket i hvert fald i princippet gjorde serien nemmere at hoppe på undervejs.
Fell stoppede i 2008, da Ellis’ computer drog til de evige jagtmarker med en række manuskripter under armen. Men rygterne går på, at forfatteren sammen med den faste tegner Ben Templesmith nu står klar til at fortsætte fortællingen, og måske derfor har G Floy nu besluttet sig for at introducere danske læsere til serien.
Bind 1 af Fell udkommer på torsdag, og du kan smage på de første 35 (!) sider lige her: