Marcel Ruijters’ “Sine Qua Non” er en surrealistisk fortælling holdt i middelalderstreg og med tekst på latin. Nummer 9 har interviewet den sære hollænder.
Vildmænd hærger vildnisset, dødninge ofrer maddiker til Vorherre og groteske fabeldyr æder alt, hvad de kommer i nærheden af. Vi er midt i den mørkeste, mytiske middelalder, og nonnerne i deres klostertårne kæmper som de eneste for at skabe en slags orden i kaos. Men det er en forskruet orden, de står for, hvor spillereglerne aldrig er helt til at gennemskue.
Sådan er de barske realiteter i “Sine Qua Non”, hollandske Marcel Ruijters’ surrealistiske og sorthumoristiske fuldlængdedebut på dansk grund. Bogens billedside imiterer middelalder-træsnit, og også indstillingen til liv og død minder om den, man aner på de danske kirkers kalkmalerier: Hver mand for sig og Gud mod alle!
Læs Nummer 9s forsmag på “Sine Qua Non”
Kan du hverken hollandsk eller fransk, har du næppe stiftet bekendtskab med ret meget af det, Marcel Ruijters har lavet siden starten tilbage i 80’erne. Men faktisk havde han et par småserier i antologien Fahrenheit tilbage i 90’erne, og i 2004 kom “Troglodytes” på Top Shelf i USA. Her opfandt hollænderen et samfund af barbariske vanskabninger med sin helt egne logik, og i “Sine Qua Non” benytter han nogle af de samme greb, nu med afsæt i et vagt genkendeligt vrangbillede af middelalderen.
Temaerne og det visuelle udtryk i dine bøger har ændret sig en del siden ”Troglodytes”. Hvad foranledigede den nye kurs?
– Jeg følte, jeg havde sagt alt, hvad jeg havde på hjerte med troglodytterne. Samtidig var min interesse i middelalderkunst steget støt siden 1990’erne. Troglodytterne lignede hinanden, de var varianter over den samme model. Det ville jeg føre et skridt videre ved at overtage middelalderkunstens totale udviskning af individuelle karaktertræk. I første omgang overvejede jeg faktisk at bruge gummistempler til tegnearbejdet, fordi jeg var bange for, at det ville blive kedeligt at tegne det samme ansigt igen og igen. Men det er det ikke.
– Samtidig er den standardiserede, regelbundne tegnestil også en slags kommentar til de begrænsninger, det indebærer at lave pengejobs som illustrator. ”Sine Qua Non” er lavet i en kunstig, ”designet” stil. Den flyder så at sige ikke naturligt fra min pen – jeg tvinger mig selv til at tegne på en bestemt måde for at opnå det udtryk, jeg vil have. Når man laver kommercielt arbejde gør man det samme, bare for at opnå et udtryk, andre vil have.
Du referer til illuminerede manuskripter i forordet til ”Sine Qua Non”. Kan du komme lidt nærmere ind på, hvor inspirationen til bogens ‘look’ kommer fra?
– I første omgang var jeg meget inspireret af de hermetiske illustrationer af Athanasius Kircher, Robert Fludd og så videre. De er mere surreelle end surrealismen! Men jeg kasserede mine første forsøg med dét udtryk, fordi jeg ville have noget klarere, mere slagkraftigt og grafisk. I stedet søgte jeg inspiration i middelalderlige træsnit og – lidt længere tilbage i tiden – illuminerede manuskripter. Jeg er især glad for bestiariet fra Aberdeen.
– Som dreng kunne jeg ikke døje middelalderkunst. Det virkede bare klodset på mig. Først langt, langt senere er jeg blevet klar over, at det ser sådan ud på grund af alle mulige tekniske begrænsninger i tiden.
Hvad var udfordringerne og gevinsterne ved at bruge en så grafisk og ”flad” stil til at fortælle historier med?
– Siden jeg i forvejen nærede en stor forkærlighed for primitiv kunst (inuit-, polynesisk, makonde-), føltes middelalderkunstens enkelthed, dens forvrængede perspektiver og akavede anatomi, faktisk lidt som at komme hjem. Jeg hader at sidde og måle for at få styr på perspektiv og proportioner. Nogen gange bliver man nødt til det, men som årene går, føles det mere og mere som spildtid. Det er ikke det, tegning handler om for mig.
En detalje: De afsnit, der ligner træsnit, hvordan er de lavet?
– På scraperboard. Man kradser det væk, der skal være hvidt, hvilket er virkelig bøvlet – til gengæld kan man rette sine fejl.
Hvor meget har du studeret den middelalderverden, ”Sine Qua Non” udspiller sig i – med fantasivæsener og så videre?
– Rigtig meget. Hvad kan det måles i? År. Men derfor er mange af fabeldyrene og fænomenerne i ”Sine Qua Non” nu alligevel grebet ud af den blå luft – det var aldrig en prioritet for mig at skildre datidens forestillingsverden ”korrekt”.
Hvad er det ved middelalderens visuelle univers og begrebsverden, der fascinerer dig?
– Faktisk er der ikke så langt fra tegneserier til middelalderkunst. Dybest set er det bare små kasser med grove, men inciterende tegninger, der fortæller en historie.
– I forhold til middelalderhistorien interesserer jeg mig for alt, der rækker ud over den her vaneforestilling om, at alt dengang handlede om religion. For eksempel er det forkert, at der ikke blev opfundet ting i middelalderen. Folk var ikke beskidte, som vi forestiller os, der var offentlige badestuer – først efter reformationen holdt man op med at bade jævnligt. Ingen sad og smed med maden ved bordet som idioter, og selvfølgelig handlede alt ikke religion dengang. At tro det er som at forestille sig, at alt i det gamle DDR drejede sig om klassekampen, bare fordi datidens statsmedier gerne ville give det indtryk.
– Men formålet med ”Sine Qua Non” er nu ikke at gøre op med de fejlagtige forestillinger om middelalderen …
Nej, for i ”Sine Qua Non” fylder religion jo faktisk enormt meget. Præcis som i ”Troglodytes” dikteres mange af figurernes handlinger af deres tro, og det bliver de sjældent lykkeligere af … Hvad er dit syn på religion?
– Religioner opfindes for at skabe modeller af verden og hjælpe mennesket til at forstå den. Men modellerne er altid fejlbehæftede og i stedet for at tilpasse sig, bliver religionerne stadigt mere rigide, efterhånden som de bliver etablerede. De troende tvinges til at tilpasse deres opfattelse af virkeligheden til den dukkehus-model af verden, religionen tilbyder, og det lader sig ikke gøre uden at hengive sig til en tilstand af noget, der ligner galskab.
Med eller uden religion er middelalderen mørkere end mørk i ”Sine Qua Non”. Verden er et farligt sted, igen præcis som i ”Troglodytes”. Hvorfor er det så hårdt at være en Marcel Ruijters-figur?
– Jamen, livet var farligt i middelalderen. Oven i de reelle farer kom alle mulige overtroiske forestillinger, som også dukkede op i tidens kunst. Og man kan jo ikke lave historier uden protagonister med problemer …
Ville det være fair at hævde, at døden optager dig meget som historiefortæller?
– Ja, bestemt. Omvendt: hvis mine nonner dør til sidst i en historie, kan de uden videre erstattes af andre, der er præcis lige sådan. Døden er overalt, men livet går videre. Det tror jeg reflekterer middelaldermenneskets livssyn meget godt.
I ”Sine Qua Non” er alle mænd vildmænd, mens (næsten) alle kvinder er nonner. Hvorfor det?
– Det er en kommentar til den måde, kvinder ofte fremstilles på i tegneserier. Når deres seksualitet så ofte accentueres for at behage et mandligt publikum, så fastholder det kvinden som ”det andet køn”. Så jeg gjorde det modsatte, fremhævede mændenes seksualitet og skjulte kvindernes – for at se, hvor det mon førte hen. Men det kan nu ikke kaldes et feministisk statement. Mine kvindelige karakterer har det langt fra let.
Ofte fornemmer man en morbid morale bag ”Sine Qua Non”s sorthumoristiske surrealisme – har vi i den ”moderne verden” noget at lære af middelalderen?
– Jeg er mere interesseret i at opfinde en verden med sin helt egen logik end i at kommentere på nutiden, men selvfølgelig er der også noget af det. Det 20. århundrede har været præget af hæmningsløs individualisme og masseforbrug, de stik modsatte værdier af dem, der prægede livet i et middelalderligt kloster. Det er da lidt tankevækkende. Nogle af de illuminerede manuskripter har overlevet tusinde år. Hvor længe tror du, dine downloads holder?
