Nummer 9 ser nærmere på forårets udgivelser. I dag: Kontinental-europæiske tegneseriealbum i stride strømme, de fleste af ældre dato.
70’ernes og 80’erne var den fransk/belgiske tegneserietraditions storhedstid herhjemme. Nyklassikerne flød som mælk og honning i Danmarks gader, og serier som Tintin, Asterix og Lucky Luke var folkeeje. Siden fulgte 90’ernes krisetider og en bølge af graphic novels, der fik mange iagttagere til at skrive tegneseriealbummets nekrolog. Ikke desto mindre går “euroklassikerne” et stort forår i møde.
Gårsdagens forårsforskræp rundede et par europæiske westernserier, men Red Kelly, Blueberrys unge år og Blåfrakkerne er kun toppen af album-isbjerget. En invasion af velkendte fransk/belgiske figurer er over os, og forrest i geledderne marcherer Forlaget Cobolt. Andet bind af Rejser i tid og rum: Linda og Valentins samlede eventyr udkommer i maj og samler album 3-5 – de første tre, Carlsen udgav herhjemme i midt-halvfjerdserne. En god periode for Mézieres og Christins glimrende science fiction-serie. Knap så klassiske er albummene i samleserien Thorgal Magnum, der rydder op i forfatter Jean Van Hammes rodebutik og organiserer fantasy-fortællingens mange kapitler i kronologisk orden. Magnum 1 udkommer til maj og byder på album 22, 23 og 13 samt et relativt gyseligt omslag.
Sidste Cobolt-fund i tegneseriearkiverne for nu: Edgar P. Jacobs’ U-strålen fra 1943. Albummet går for at være en vigtig forløber for Jacobs’ stivbenede, teksttunge og højt skattede Blake og Mortimer-serie, og finder vej til butikkerne i juni.
Men Jacobs’ ærkebritiske makkerpar er også blandt de figurer, der føjer nye kapitler til deres eventyr i foråret. Thorgal-forfatter Jean Van Hamme er en af tre ophavsmænd til De tredive denarers forbandelse, anden del: “Orfeus’ port”, som spreder nostalgisk hygge fra juni og frem. Imens ældes hollandske Franka fortsat med ynde i Henk Kuijpers’ labre streg. Bind 21 hedder “Sølvflammen” og kommer til april. Endelig er figurerne de samme, men serieskaberne nye, når Splint & Co. til maj går i “Panik på Atlanterhavet”. Den ekstraordinære historie er forfattet af Lewis Trondheim og tegnet af Fabrice Parme – en dynamisk duo, man med sindsro kan stille forventninger til.
Foretrækker man sin Splint & Co. helt ordinær, er der dog også råd for det i foråret. 31. marts samler Forlaget Zoom Jean-Claude Fourniers historier om det gæve makkerpar fra årene 1976-1979 under den helt logiske titel “Splint & Co. 1976-1979”.
Donovan Comics tager fat et par år senere, helt nøjagtigt i 1982, når de til maj starter forfra med forfatter Jean Léturgie og tegner Philippe Luguys fantasy-serie Ridder Goodwill. Bind 1, “Ingaars tre stjerner”, er sjovt, men også lidt uhyggeligt, eller sådan husker jeg det i hvert fald. En ren grønskolling i forårets kongerække af grånende drengehelte er Largo Winch. Allerede i næste uge er Donovan klar med album 5 ud af pt. 17 om den hemmelige milliardærarving, der kæmper for sin afdøde fars forretningsimperium, signeret Jean Van Hamme (ham igen!) og Philippe Francq (tegninger). Sidst, men ikke mindst er der nyt på vej fra en af den fransk/belgiske traditions danske filialer, Nofret. Efter en lang og angiveligt drøj undfangelse er bind 12 så småt på vej i trykken, og siden Forlaget Faraos ikke har besvaret Nummer9.dk’s henvendelser, må vi læne os op af deres hjemmesides forsikringer om, at den udkommer “wednesday, june 01, 2011”. Noget at se frem til for tilhængere af kontinentaleuropæisk – og egyptisk! – ramasjang.
Nummer9.dks tematiske rundtur i forårets tegneserieudgivelser fortsætter de følgende dage – i morgen: Tegneserier for voksne, og ikke kun på den frække måde.