Komiks.dk-formand Mads Bluhm har læst første hæfte af alle DCs nye serier, så du ikke behøver gøre det. Se hans dom her.
En storstilet redningsaktion tog sin begyndelse i september måned, da superhelteforlaget DC genstartede hele deres komplekse tegneserieunivers med 52 nye serier. Formålet med alle #1-hæfterne var at stoppe den amerikanske tegneseriebranches recession, mindre kunne ikke gøre det, og salgsmæssigt tegner det godt: De nye serier slår salgsrekorder, og DC har overhalet ærkekonkurrenten Marvel ved kasseapparaterne. Men hvordan med substansen, holder den vand?
I løbet af efteråret har Komiks.dk-formand Mads Bluhm tygget sig gennem samtlige af DCs #1’ere og sorteret skidt fra kanel. Første ombæring talte 13 #1’ere, fra åbenbaringen Animal Man til bundskraberen Batwing. Anden runde bød på 12 mere, fra “ramasjangfyldte” Frankenstein Agent of S.H.A.D.E. til “forfærdelige” Red Lanterns. Og i tredje omgang fandt Bluhm nålen i høstakken af Bat-udgivelser og uddelte stryg til husarserierne Catwoman og Red Hood and the Outlaws.
I dag er det så tid til 4. og sidste holmgang med DCs mastodontiske relaunch – lige i tide før årsskiftet!
Mads siger: Lækker og frisk!
Aqua Man #1 af Geoff Johns og Ivan Reis
– Aqua Man er en figur, det har voldt mange forfattere kvaler at få til at fungere. Han har traditionelt haft en lidt fjollet dragt, og hans kræfter er heller ikke i den sejeste ende, når man sammenligner med de store kanoner i DC-universet, med hvem han jo samarbejder på jævnlig basis i Justice League. Jeg har altid været glad for figuren, som jeg mener har et enormt potentiale, og det virker heldigvis som om, Geoff Johns har det på samme måde.
– I det første nummer bruger Johns en masse energi på at adressere nogle af de ting, som kan få Aqua Man til at virke fjollet. I den proces får han samtidigt etableret havmanden som en helt med både pondus og styrke. Sideløbende lægges der op til en større historie med en frygtelig trussel fra bunden af havet. Dette første nummer er både sjovt, spændende og fedt tegnet af Reis, som formår på overbevisende vis at illustrere den glød og farlighed, Johns’ manuskript giver figuren. Jeg ser i den grad frem til næste nummer.
The Flash #1 af Francis Manapul og Brian Buccellato
– Som et af DCs helt store ikoner var The Flash med til at starte superheltenes sølvalder tilbage i 1956, hvor han optrådte for første gang i skikkelse af Barry Allen. Allen døde heroisk i “Crisis on Infinite Earths” tilbage i 1985 og forblev død i 23 år. I en tegneserieverden, hvor helte og skurke efterhånden dør som fluer blot for at genopstå 6 måneder senere, står The Flash’ død som et fyrtårn, som en hændelse der virkelig havde betydning og rent faktisk ændrede alt – noget vi superhelte-læsere jævnligt bliver lovet, men som yderst sjældent indfris. Barry Allen blev endelig bragt tilbage i en kritikerrost historie af Geoff Johns i 2009.
– Pointen er, at timingen for en genstart af DC-universets figurer ikke var den mest fordelagtige her, da det er under 2 år siden, det sidst skete for The Flash. Dog var han instrumentel i Flashpoint-historien, som ledte op til den store genstart af hele DC i september 2011. En anden pointe er, at der hviler et enormt pres på Manapul og Buccellatos skuldre, og det er svært på baggrund af blot ét nyt hæfte at danne sig en mening om endnu en genstart for den hurtigste mand i DC-universet.
– Når alt det er sagt, så er jeg fuld af håb efter dette første hæfte. Manapul og Bucellato (ja de er begge forfattere på serien!) formår at skabe en spændende historie, hvor de samtidig fokuserer på at få etableret, hvem Barry Allen er – og endnu vigtigere: hvor han er på vej hen. Man imponeres også over Manapuls smukke og stemningsfulde billedside, som i hele sit layout udnytter og understreger, at The Flash er en yderst dynamisk og hurtig figur. En kryptisk, men interessant cliffhanger gør, at jeg vil stæse ned til min lokale tegneseriepusher og lynlæse nr. 2 …
Mads siger: Godkendt
All-Star Western #1 af Justin Gray og Jimmy Palmiotti
– Man kan åbenbart ikke lave et westernhæfte i DC-universet uden Jonah Hex, og det er for så vidt ok, for Hex er en grum og herlig karakter. Det bliver dog lidt vel rigeligt speget, når man samtidigt prøver at binde ham sammen med det mere konventionelle DC-univers.
– Hex dukker således op i 1800-tallets Gotham, hvor borgmesteren hedder Cobblepot og ligner fremtidens Pingvinen ret meget. Vores antihelt teamer straks op med Amadeus Arkham, og det hele er meget sært, men også fascinerende. Det er en udmærket Hex-historie og en ok ny begyndelse. Og det skal blive interessant at se, hvor den udvikler sig hen. Godt eller skidt? Det kan stadig gå begge veje.
I, Vampire #1 af Joshua Hale Fialkov og Andrea Sorrentino
– Denne serie lukrerer helt sikkert på, at vampyrer er det nye sort, og vil gerne lægge sig i det lune spor et eller andet sted mellem Twilight og American Vampire. Det lykkes egentligt meget godt, især i de stemningsfulde tegninger, og da man undervejs finder ud af, at forfatteren tilsyneladende har en ambition om at svejse det bloddryppende eventyr sammen med DCs superhelteunivers, så bliver jeg simpelthen godt gammeldags nysgerrig.
Teen Titans #1 af Scott Lobdell og Brett Booth
– Tim Drake, som er en af de efterhånden mange tidligere Robin’er, ser til mens medierne rapporterer om den ene katastrofe efter den anden forårsaget af uregerlige teenagere med superkræfter. Noget må gøres! Om man kan lide serien afhænger nok meget af, om man kan lide Lobdells dialogtunge stil, hvor replikkerne fyger frem og tilbage mellem figurerne. Jeg oplevede serien som både sjov og underholdende. Den giver en ny oprindelseshistorie til det populære superhelteteam, hvor nye læsere med fordel kan hoppe på. Den er ikke bange for at udvise selvironi. Skurkene er f.eks. medlemmer af den skumle organisation NOWHERE, og da det til sidst står klart, at denne serie også vil have tætte forbindelser til Superboy-serien, er der lagt i kakkelovnen til et fint teen-actiondrama.
The Savage Hawkman #1 af Tony S. Daniel og Philip Tan
– Umiddelbart er den største fornyelse, at der er mere metal på Hawkmans uniform end nogensinde før. Men fornyelse er ikke alt, og efterhånden som man arbejder sig ind i hæftet, finder man en vedkommende historie, som bevirker, at jeg for måske første gang kan relatere til Hawkman på et personplan, og jeg har sågar lyst til at læse mere. På billedsiden disker Tan op med noget nærmest malerisk og sært fascinerende, og da han i et enkelt billede riffer selveste Edvard Munch, så kan jeg ikke andet end hænge på.
Justice League Dark #1 af Peter Milligan og Mikkel Janin
– DC har en række figurer, som altid har bevæget sig i DC-universets randområder i kraft af deres overnaturlige eller magiske natur. Med titlen Justice League Dark forsøger forlaget at integrere disse figurer med det øvrige DC-univers. Dannelsen af holdet forekommer naturlig nok, da flere af universets tunge superheltenavne har det svært med trusler af magisk karakter. Den overordnede idé med holdet er imidlertid bedre end den praktiske eksekvering. På handlingssiden sker der nemlig ikke meget, udover at der etableres en stor magisk trussel i form af den vanvittige Enchantress, som med sine mægtige, magiske kræfter sætter selveste Superman, Wonder Woman og Cyborg til vægs. Derudover introduceres holdmedlemmerne Madame Xanadu, Shade the Changing Man, Zatanna, Deadman og John Constantine kort. Janin serverer en fin og stemningsfuld billedside, som trækker op i det samlede billede. Dertil kommer, at holdet indeholder nogle af mine favoritfigurer, og at det er tydeligt, at Milligan har en langsigtet plan med historien. Potentialet er til at tage og føle på, så jeg fortsætter ufortrødent.
Superman #1 af George Pérez og Jesus Merino
– Dette første hæfte er lidt (for) teksttungt. Til gengæld byder det på en virkelig fin intro til den nye status quo for Superman, og den bliver fint formidlet i teksten, mens vi visuelt er vidner til, at det gamle Daily Planet blive revet ned og erstattet af en helt ny “state of the art” bygning. Det meste af hæftet bliver brugt på personerne omkring Superman frem for på den tro blå spejder selv. Lois Lane, Jimmy Olson, Perry White osv. indtager rampelyset. For mig virkede det forfriskende og lidt modigt.
– Superman nr. 1 byder også på det første indgående kig på Supermans nye dragt, som allerede har delt vandene. Jeg kan godt lide den, den ser meget funktionel ud, uden at give køb på Supermans ikoniske, visuelle status. De røde underbukser er væk, og det gule bælte er nu rødt. Jeg synes, at det går fint i spænd med den nye kant, som DC har tildelt Superman. Nu må vi se, hvor længe det holder…
– I sidste ende er det ikke et perfekt hæfte. Perez vil for meget på de enkelte sider, som byder på det højeste antal ruder pr. side sammenlignet med alle de andre nye 52’ere. De fleste ruder er spækket med tekst, og det forkramper Merinos ellers fine tegninger, men i sidste ende synes jeg, at Perez formår at skabe et interessant univers omkring Superman, så er det op til de næste hæfter at vise, om han også kan skabe en interessant Superman. De to sidste sider, hvor vi bliver indviet Clark/Lois/Superman-situationen og deres evt. kærlighedsforhold er hjerteskærende og giver samtidigt grobund for gode historier i fremtiden.
Mads siger: Meh …
Blackhawks #1 af Mike Costa og Graham Nolan
– Jeg skal indrømme, at jeg på forhånd intet anede om Blackhawks. Holdmedlemmerne Lady Blackhawk, The Irishman, Kundichi, Attila og Wildman var helt fremmed for mig og efter læsning af dette første nummer er de det desværre stadigvæk. Personskildringerne i dette første hæfte er så overfladiske og flade, at jeg nærmest ikke gad læse det færdigt. Nolans tegninger formår ikke at trække op i det samlede billede, hans kantede og meget poserende stil minder om en krydsning af en Jim Lee efterligning tilsat en dosis skidt 90’er stil, og slutresultatet efterlader – for – meget plads til forbedring.
Voodoo #1 af Ron Marz og Sami Basri
– Voodoo er DCs bud på en horror sci fi-serie, og den er ikke helt forfærdelig. Desværre er den heller ikke særlig original med sin historie om et tilsyneladende yderst velformet, formskiftende rumvæsen, der arbejder som stripper og suger militære hemmeligheder ud af hovedet på liderlige, udstationerede soldaterungersvende. Og da vi præsenteres for et Scully/Mulder par, som er på færten af rumvæsenet, virker det hele lidt for bekendt. Alt i alt er Voodoo en ok omend ret forudsigelig serie, som låner med arme og ben fra bedre forlæg.
Mads siger: Puha, du er grim!
Batman: The Dark Knight #1 af David Finch og Paul Jenkins
– Der er alt for mange Bat-titler i de nye 52’ere fra DC. The Dark Knight er absolut én af dem, som skulle være blevet på tegnebrættet. En temmelig kedelig historie, hvor det mest originale, Finch kan finde på, er en stor patientflugt fra Arkham Asylum (gaaab) og en smuk kvinde i en alt for kort kjole, som flirter med Bruce Wayne (mere gaaab). Igen er der tale om en tegneserie, hvor den allersidste side formår at gøre alle de foregående sider meget værre, og de var rigeligt slemme i forvejen. Spild ikke tiden på Finches og Jenkins’ udgave af The Dark Knight!
The Fury of Firestorm #1 af Ethan Van Sciver, Gail Simone og Yildiray Cinar
– Efter at være blevet præsenteret for totur og flere udpenslede mord, inden jeg er nået til side 3, er jeg klar over, at “The Fury of Firestorm” ikke er en titel, jeg kommer til at følge. DC har ikke kunnet efterlade deres unødigt brutale stil i det gamle univers, og det er en skam. Da hæftet er færdigt, er vi nået op på en bodycount på over 12, og jeg har måttet se to Firestorms kæmpe mod hinanden – da den ene i kampens hede udslynger bemærkningen “And you made fun of my hair!” så er det officielt, at Firestorm #1 er en meget ringe tegneserie.
– Først da vi når den allersidste side, hvor de to Firestorms fusionerer og bliver til Firestormmonstret med det “originale ” navn Fury, er også tragedien og den utilsigtede komedie fusioneret i en sådan grad, at det ikke virker forkert at sætte ild til hæftet. I efterskriftet kan jeg læse, at det faktisk er tegner og nu forfatter Van Scivers favorit side i hele hæftet, og det bøjer i neon, at denne serie er på vej ned ad lokumsbrættet, plask!
Green Lantern: New Guardians #1 af Tony Bedard og Tyler Kirkham
– Man bliver helt træt fra starten af dette hæfte, hvor man ser vogteren Ganthet som eneste overlevende i en bunke af vogter-lig højstemt sværge, at den sidste grønne lygte ring i universet vil blive sendt til en værdig modtager. For det er en genfortælling af Kyle Rayners oprindelseshistorie som Green Lantern, og den ligger efterhånden nogle år tilbage. Men da Kyle Rayner har hovedrollen i denne serie, og da det er en del af den nye begyndelse hos DC, så er en genfortælling nødvendig. Det gør det ingenlunde nemmere, at netop Green Lantern-universet nærmest kører videre uberørt af rebooten, så der er en masse continuity, som skal indprentes hos nye læsere.
– Resultatet er ikke kønt. Det er forvirrende for nye læsere og kedeligt for gamle læsere. Dertil kommer, at dialogen sine steder er tåkrummende dårlig, især den kvindelige figur Fatality kommer galt afsted. En række mystiske hændelser fører til, at Kyle ved vejs ende er den ulykkelige indehaver af intet mindre end 6 forskellige farvede ringe. En række repræsentanter er dukket op for at gøre krav på de overskydende ringe, som de beskylder Kyle for at have stjålet, selvom det er meget tydeligt, at ringene selv er søgt hen til Kyle. Ja det er lige så tåbeligt, som det lyder. Billedsiden er sådan lige ok, men heller ikke her er der meget wow-effekt. Det er ikke en titel, jeg fortsætter med …
