Komiks.dk-formand Mads Bluhm har læst første hæfte af alle DCs nye serier, så du ikke behøver gøre det. Se hans dom her.
En storstilet redningsaktion tog sin begyndelse i september måned, da superhelteforlaget DC genstartede hele deres komplekse tegneserieunivers med 52 nye serier. Formålet med alle #1-hæfterne var at stoppe den amerikanske tegneseriebranches recession, mindre kunne ikke gøre det, og salgsmæssigt tegner det godt: De nye serier slår salgsrekorder, og DC dominerer listen over de 20 mest sælgende serier netop nu. Men hvordan med substansen, holder den vand?
Over de næste uger vil Komiks.dk-formand Mads Bluhm tygge sig gennem samtlige af DCs #1’ere og sortere skidt fra kanel. Første ombæring talte 13 #1’ere, fra åbenbaringen Animal Man til bundskraberen Batwing. Anden ombæring bød på 12 mere, fra “ramasjangfyldte” Frankenstein Agent of S.H.A.D.E. til “forfærdelige” Red Lanterns.
I dag er det så tid til runde 3, hvor Bluhm finder nålen i høstakken af Bat-udgivelser og uddeler stryg til husarserierne Catwoman og Red Hood and the Outlaws – det bedste først:
Mads siger: Lækker og frisk!
Batman #1 af Scott Snyder og Greg Capullo
– Skærer man helt ind til benet, så er Scott Snyders og Greg Capullos Batman nr. 1 ikke meget andet end et etableringsnummer. Der er meget lidt historie, til gengæld er man efter endt læsning helt i øjenhøjde med, hvordan det står til i Gotham, og hvordan alle de vigtigste spillere står i forhold til hinanden. Det bliver gjort så charmerende og fængende, at det aldrig bliver kedeligt, og Snyder viser i den grad, at han forstår Gothams sære indbyggere og deres interne forhold. Der er således fine personkarakteristikker at hente i dette nummer. Historien tager også fart til allersidst, og der er lagt i kakkelovnen til et veloplagt eventyr i flagermusens dystre, men evigt betagende verden. Jeg har været vild med Capullo siden hans Spawn-dage, og han leverer varen her i hvert fald det meste af vejen. Batman nr. 1 er et glimrende sted at starte for nye læsere, og for mere vedholdende fans er der også noget at komme efter. I en alt for stor høstak af Bat-titler er den her nålen, man bør samle op!
DCU Presents #1: Deadman af Paul Jenkins og Bernard Chang
– Deadman har sammen med Batman altid været en af undertegnedes favoritfigurer. Han optræder oftest som bifigur, og der er meget langt imellem de gode fortællinger med ham som hovedperson. Allerbedst var Neal Adams “run” i 70’erne. Det var derfor både med håb, men også frygt, at jeg så frem til denne nye udgave. Men Deadman nr. 1 skuffer ikke. Der bliver rørt tilpas meget op i bolledejen til, at fornyelsen er til at få øje på, og det er tydeligt, at der er mere fokus på Deadmans mørke og reflekterende sider frem for den kække automat-humor, som han ofte er blevet udstyret med. En fin mystificerende slutning på et glimrende første hæfte sætter yderligere blus under håbet. Billedsiden er også en fornøjelse. En frisk og fyrig farvelægning skaber en fin spænding til de dystre tegninger og ditto historie.
Green Lantern #1 af Geoff Johns og Doug Mahnke
– Jeg er faldet lidt af på Green Lantern-udgivelserne efter først at have elsket “The Sinestro Corps Wars” og det meste af “Blackest Night”, for dernæst at blive mere end almindeligt småskuffet over “Brightest Day”, som jeg faktisk aldrig blev færdig med. Så selvom Green Lantern-universet åbenbart kører videre rimeligt meget som om intet var hændt – vist nok pga. gode salgstal – så er det meste nyt for mig. Måske er det derfor, jeg oplevede dette hæfte som yderst hæderligt. Hal Jordan er blevet smidt ud af Green Lantern-korpset og skal prøve at finde sig til rette som “almindelig” mand uden superkræfter og tilhørende ansvar. Af (for mig) uvisse årsager er Sinestro, Hals ærkefjende, blevet indrulleret i korpset, men han har også svært ved at finde sine ben i den nye rolle. Især da han opdager, at hans hjemplanet er blevet gjort til slaver af hans gamle korps. Selv som relativt ny læser oplever man et godt flow i historien, og Sinestro og Hal Jordan er fint skrevne og spændende figurer at følge. Jeg har min frygt for, at vi snart som i nogle af de andre Lantern-titler bliver sovset ind i mangefarvede lanterner og overbelastet kontinuitet, men dette var et meget fint første nummer.
Mads siger: Godkendt
Blue Beetle #1 af Tony Bedard og Ig Guara
– Blue Beetle fik en overhaling for et par år siden, og den var faktisk fin. Han blev gjort mere ungdommelig, og der blev sat fokus på hans latinamerikanske herkomst. Det har man fornuftigt nok bevaret i dette relaunch, og det er fint nok. Det er masser af spænding og action i dette første hæfte, og det eneste som rigtigt skurrer, er forfatteren, som giver – lidt for – fuld skrue på sprogfronten med en dialog, som er så spanglish, at den til tider tenderer parodien. Tegningerne er klare og fine, og der er fin ungdommelig underholdning at hente her.
Men of War #1 af Ivan Brandon og Tom Derenick
– Denne serie er sært fascinerende, for på den ene side er det en helt firkantet militærserie med åh-så-modige soldater i felten. Man har til lejligheden støvet Sergeant Rock af, med den lille fornyelse, at det er den originale Frank Rocks barnebarn, Joseph, det handler om, og han er endnu ikke blevet sergent, men blot korporal, wuhuu! På den anden side set, så bliver der til sidst åbnet op for, at serien skal bindes sammen med det eksisterende DC-superhelteunivers, for pludselig er der personer med superkræfter på banen. Serien hedder ikke Sergeant Rock, men Men of War, og det skyldes bl.a., at der bliver brugt dyrebare sider på en sekundær historie om nogle udstationerede elitesoldater. Her står klicheerne og fædrelandsstoltheden desværre i kø, og det er mere end rigeligt til at få denne fredselskende tegneserielæser til at kløjes i det. Hæftet er altså ikke supergodt, men Sergeant Rock (han bliver forfremmet i dette hæfte!) er en fed figur og sammensat med det sære og udfordrende i at svejse en krigsserie sammen med en superhelteserie, er jeg er nødt til at se, hvad der sker i nr. 2.
Nightwing #1 af Kyle Higgins og Eddy Barrows
– Dette nummer byder på en fin introduktion til Dick Grayson og hans alter ego Nightwing. På meget kort tid får vi på glimrende vis opridset hans fortid som henholdsvis Robin, Nightwing og substitut-Batman samt sporet os ind på, hvad der driver ham, og hvor det driver ham hen. Der er virkelig fint karakterarbejde at finde i dette hæfte. Til sidst får vi en “hvaaad?”-cliffhanger slutning, som formidler, at denne titel er forbundet med Batman & Robin-titlen. Manglen på virkelig fornyelse gør, at hæftet ikke får mig helt op at ringe, men potentialet er der.
Supergirl #1 af Michael Green og Mike Johnson
– Supergirl ankommer til jorden og tror, at hun er midt i en drøm. Hun har ingen anelse om, hvad der er sket med hende eller hendes familie og venner. Der er i den grad tale om en hektisk ny begyndelse, og det er det fede ved denne serie. Nye læsere kan hoppe på her uden at ane en tøddel om Supergirls historik og alligevel blive grebet af denne medrivende historie om en “stranger in a strange land”. Hendes nye dragt er imidlertid mere mareridt end drøm. Hun har åbenbart arvet Supermans aflagte røde underbukser og så ellers besluttet sig for at klippe det meste af stoffet væk og supplere med nogle røde luderstøvler, suk. Ellers er det nogle glimrende, stemningsfulde tegninger, som Barrows disker op med.
Wonder Woman #1 af Brian Azzarello og Cliff Chiang
– Jeg har egentlig aldrig været synderlig vild med Wonder Woman som DC-karakter. På trods af, at hun regnes som en af “The big three” sammen med Superman og Batman, så har figuren aldrig fungeret rigtigt på egen hånd for mig. Det har ikke hjulpet, at forskellige forfattere konstant har fornyet figuren, så hun aldrig har fundet rødder i DC-universet. Hun har til gengæld ofte fungeret glimrende som bifigur i Justice League-sammenhæng og som 3. hjul i big three-treenigheden. Denne nye serie rebooter endnu en gang Wonder Woman aka Diana, og det er egentligt meget begrænset, hvad vi får at vide om hende som person. Til gengæld er det tydeligt, at man har valgt at søge tilbage til hendes rødder og placere hende i panteonet sammen med diverse græske guder som Zeus og Hermes – et par enkelte kentaurer bliver det også til. Det er elementært spændende, uden at jeg synes, at det for alvor rykker. Der er dog masser af potentiale, og jeg tager gerne endnu en svingom med DCs førsteamazone i næste måned.
Mads siger: Meh …
Birds of Prey #1 af Duane Swierczynski og Jesus Saiz
– DCs stærke kvinder har efterhånden tradition for at forsamle i Birds of Prey. Den nu ikke længere kørestolsbundne Bat Girl gider dog ikke være med i denne omgang, men foreslår Katana. Hun bliver ikke indrulleret i dette nummer, så vi må nøjes med Black Canary og den spritnye Starling, men 2 fugle på holdet er som bekendt bedre end 10 på taget, og så måske alligevel ikke. Plottet er sådan lidt Fringe-agtigt, men ikke helt lige så godt, og Black Canary slæber åbenbart stadig rundt på noget gammel kontinuitet, som komplicerer det hele, gab. Jeg kedede mig faktisk en smule under læsningen af dette nummer, der mangler wow-effekt, selv om Black Canarys redesign ikke skurer så frygteligt i mine øjne, som det kunne have gjort.
Captain Atom #1 af J.T. Krull og Freddie Williams II
– Captain Atom en af de mere obskure DC-helte, hvilket for så vidt kunne være meget spændende, men desværre ikke rigtig er det i denne nye inkarnation. Captain Atom har åbenbart ikke haft egen serie i 20 år, og det er der måske en grund til. Vi når ikke meget mere end at få etableret vor helts nærmest ukontrollable kræfter og forholde os til et par sære bifigurer, en naturkatastrofe og en kæmpe mutantrotte, før det hele er slut. Undervejs kævler den gode kaptajn løs, så man til sidst er helt træt. Hvad det hele skal føre til er uvist, men også en smule uinteressant, og da tegneren disker op med en ret gnidret streg og en masse små paneler, så bliver jeg aldrig rigtigt involveret.
Green Lantern Corps #1 af Peter J. Tomasi og Fernando Pasarin
– Jeg er fuldt på højde med, at DCs relancering sker med henblik på at skaffe nye læsere, og man derfor skal forvente, at serierne skal introduceres i disse nr. 1’ere. Men at bruge en relativ stor del af et Green Lantern Corps-hæfte på, at Guy Gardner og John Stewart klager sig over ikke at kunne have almindelige jobs på jorden, fordi de ikke har nogen hemmelige identiteter, det er simpelthen irriterende fjollet. Samtidigt fortsætter DC den unødigt brutale fremfærd, som vi desværre er blevet alt for vant til fra det gamle DC. Hæftet er ikke forfærdeligt som sådan, det er bare heller ikke synderligt godt. Det eneste, der kan få mig til at overveje at hænge på, er for at finde ud af, hvem der tager livet af de grønne lygter. Men jeg tror ikke, det er nok …
Mads siger: Puha, du er grim!
Catwoman #1 af Judd Winick og Guillem March
– Jeg kan lige så godt indrømme det; jeg har aldrig læst superheltetegneserier for røv og patter, og røv og patter er nærmest det eneste, der er at komme efter i det hidtil mest triste #1-hæfte fra det nye DC: Catwoman nr. 1. I nærmest hvert eneste billede finder vi Selina Kyle i endnu en udfordrende og nedringet positur. Der er nærmest ingen fornyelse at få øje på, og historien er papirstynd. Det virker, som om Winick er mere interesseret i at komme i bukserne på Catwoman end ind i hovedet på hende. Slutningen er så gyselig ringe, at man mistænker Frank Miller for at have ageret scriptdoktor. Hvis man synes, at soft porn er løsningen på alle DCs problemer, så er dette en gudeudgivelse. Hvis ikke, så bør man nok holde sig langt væk. Men jeg læser også næste nummer, for der er noget forfærdeligt frydefuldt over noget, der er gået så galt …
Red Hood and the Outlaws #1 af Scott Lobdell og Kenneth Roccafort
– Jason Todd, den tidligere Robin, som så blev skurk og nu er helt igen, har haft det svært. Han bliver i den grad overskygget af de øvrige Robiner; Dick Grayson, Damien Wayne, ja selv Tim Drake er en mere spændende figur. Titlen antyder, at der er tale om en ny hold-serie, men det er svært at få øje på holdet, og hvad dets formål i givet fald skulle være. I stedet bruges der en masse tid på at se Starfire i meget lidt tøj, og på at fastslå, at hun er promiskuøs. Der er altså mere end rigeligt for husarerne og ikke særligt meget for nogen andre. Roccafort har en hæsblæsende stil med (for) mange finurlige detaljer. I starten er det meget fedt, men jeg blev træt af dem ca. halvvejs inde i nummeret. Serien her har ikke noget, der kan holde min interesse fangen.
Legion of Super-heroes #1 af Paul Levitz og Francis Portela
– Jeg elskede Legion of Super Heroes, da jeg var en bette knægt i Odense, og har så ellers ikke beskæftiget mig så meget med dem siden. Det kommer Paul Levitz’ reboot nok ikke til at ændre meget på. Vi får introduceret så mange figurer så overfladisk, at man til sidst håber på, at nogen af dem snart dør. Historien er næsten ikke-eksisterende og involverer en overvågningsplanet, som vores legionærer skal tage et kig på, fordi man har mistet kontakten med de udstationerede, som overvåger de onde, onde rumvæsner Dominatorerne. Det hele er sovset ind med henvisninger til tidligere kontinuitet. Det er hamrende kedeligt og svært tilgængeligt. Tegningerne gør egentlig, hvad de skal, men der er ikke noget særligt ved dem. Tilbage til tegnebrættet Paul!
Mads Bluhm vender snart tilbage med endnu flere kontante domme over de nye DC-serier – stay tuned!
