Så er samtlige DCs nye #1’ere på gaden, men hvad holder og hvad gør ikke? Komiks.dk-formand Mads Bluhm er manden med svarene.
En storstilet redningsaktion tog sin begyndelse i september måned, da superhelteforlaget DC genstartede hele deres komplekse tegneserieunivers med 52 nye serier. Formålet med alle #1-hæfterne var intet mindre end at stoppe den amerikanske tegneseriebranches recession, og salgsmæssigt er det gået efter planen: De nye serier slår salgsrekorder, og DC er forlaget bag 17 af de 20 mest sælgende serier netop nu. Men hvordan med substansen, holder den vand?
Over de næste uger vil Komiks.dk-formand Mads Bluhm grave sig igennem stort set samtlige af DCs #1’ere og sortere skidtet fra kanelet, så du ikke behøver gøre det. Første ombæring tæller 13 #1’ere, fra åbenbaringen Animal Man til bundskraberen Batwing.
Mads siger: Lækker og frisk!
Animal Man #1 af Jeff Lemire og Travel Foreman
– Dette er en udgivelse, som gik rent ind hos mig. Jeg er ret glad for Jeff Lemire, og han skuffer ikke her. Dette første nummer opbygger en fin blanding af spænding og mystik og giver samtidigt et fint afsæt for nye læsere. Den billedløse start, de skarpe tegninger og den på én gang stemningsfulde og hidsige farvelægning er noget af det bedste, jeg har set i denne DC-genfødsel. Tegneren Travel Foreman har en særegen stil, og den falder i dén grad i min smag. Hæftet var en stor fornøjelse at læse, og jeg glæder mig til næste nummer.
Action Comics # 1 af Grant Morrison og Rags Morales
– Her stifter vi bekendtskab med en ret ung Superman med væsentligt mere bravado og kant, end vi er vant til. Der er dog ikke rigtig nogen forklaring på rammen for historien, og man er lidt i tvivl, om man er gået glip af noget, før historien starter. Der er jo umiddelbart ikke det bedste jump-on point. Tegningerne er fine, især omkring actionscenerne, selvom jeg aldrig har set så mange overraskede ansigter i samme enkelthæfte. De ligner statister i en film, som har fået ordre på, at følelserne skal sidde helt udenpå tøjet.
– Jeg har ikke mistet forhåbningerne, selvom dette nummer var en lille bitte smule skuffende, og jeg skal også indrømme, at forventningerne måske var sat for højt alene på grund af de kunstnere, som er tilknyttet serien.
Swamp-Thing # 1 af Scott Snyder og Yanick Paquette
– Der er noget fascinerende ved at se Superman og Swamp-Thing i samme serie. Det tyder på, at DC mener det, når de siger, at de vil integrere nogle af randeksistenserne i DC-universet med “the big guns”. Start-montagen fik mig suget ind med det samme, og jeg synes, at nummeret holder standarden hele vejen igennem, og også slutningen var herligt overraskende. Jeg kendte ikke tegneren Yanick Paquette, men han skinner virkelig i dette nummer, jeg er hooked!
Mads siger: Godkendt!
Batgirl # 1 af Gail Simone og Ardian Syaf
– Hvorfor kan Barbara Gordon pludselig hoppe rundt og tæve skurke? DET får vi aldrig et godt svar på i Gail Simeones ellers udmærkede første take på Bat Girl. Vi får dog at vide, at hændelserne fra Alan Moores “The Killing Joke” stadig har fundet sted og stadig spøger hos vores rødhårede heltinde. Igen står man lidt tilbage med følelsen af at være gået glip af noget forhistorie. Jeg hænger dog på, for jeg ønsker virkelig, at denne titel lykkes.
Batman: Detective Comics #1 af Tony S. Daniel og Ryan Winn
– Der er tryk på fra starten, og det er tydeligt, at den dystre og lidt sadistiske DC-tendens fortsætter her i bedste velgående. Omvendt har jeg altid synes, at dysterhed og mørke klæder den kappeklædte korsfarer, og når hæftet her samtidigt byder på DC-relanceringens bedste cliffhanger, så tager jeg gerne endnu en svingom med en ung og uprøvet Bruce Wayne. Jeg hænger på, med lidt større forventninger end før.
Justice League #1 af Geoff Johns og Jim Lee
– Justice League er det nye DCs flagskibsserie, og det forventningspres, der uvægerligt lander tonstungt på en titel, som forlaget selv har udskreget til at være det nye sort, er lige ved at overvælde titlen. Vi bliver ved historiens start katapulteret 5 år tilbage i tiden i forhold til den nye DC status quo. Vores superhelte kender ikke hinanden, samfundet er på ingen måde vant til dem, og der er ikke noget, der hedder Justice League. JL nr. 1 er således en introduktion og skabelsesberetning, og historien lider lidt herunder. Vi når kun at blive præsenteret for Green Lantern, Batman og Superman i det første hæfte, og det hele virker en smule utilfredsstillende. På tegnesiden er det en Jim Lee i fin form, hvis man altså hører til dem, som kan lide Jim Lees detaljerede og strømlinede stil, og det vil undertegnede gerne indrømme at have gjort, lige siden den gode Lee var på X-Men.
– Der er masser af potentiale i Justice League, men om den kan bære flagskibsforventningerne bliver ikke afklaret i nummer 1. Det mest spændende er faktisk, at det her bliver forklaret, at Supermans T-shirt-og-jeans-dragt – som han for tiden bærer i Action Comics – er midlertidig, og at Supermans nye dragt – altså den han bærer i Superman og Justice League – vil få sin egen oprindelseshistorie i selvsamme Action Comics.
Justice League International # 1 af Dan Jurgens & Aaron Lopresti
– Den forfængelige Booster Gold skal agere marionet-leder af et FN-styret, internationalt Justice League. Batman har lugtet lunten og trækker i trådene, så Booster kan træde i karakter og føre teamet til hæder og ære. Skægge og relativt ukendte figurer og et plot med en masse intriger gjorde dette til en overraskende underholdende titel. Det er langt fra de bedste nye nummer 1’ere, og nogen vil bestemt hade humoren i denne serie. Jeg morede mig dog fint og læser videre for at se, om serien realiserer sit potentiale.
Mads siger: Meh …
Green Arrow # 1 af J.T. Krul & Dan Jurgens
– Bortset fra, at Oliver Queen er lidt yngre og har skiftet fipskægget ud med rustikke stubbe, så synes jeg ikke, der var så meget nyt at komme efter her. Det var ok håndværk, men især alle skurkene – og der var en hel del – var hamrende uinteressante, så meh. Nå, i det mindste var der ikke nogen, der fik revet armen af, og ingen døde, så lidt fremskridt må der vel siges at være …
Static Shock #1 af Scott McDaniel og Jonathan Clapion
– Jeg må indrømme, at jeg ved meget lidt om de Milestone-karakterer, som DC åbenbart opkøbte for nogle år siden. Static Shock er en af dem. Tegnestilen er ret cartoony, og det klæder egentlig den teenage-vibe, som serien afgjort har. Der er bare ikke noget, som rigtigt overbeviser mig om, at dette er en serie, som bliver god. Klicheerne står lidt for meget i kø til, at jeg synes, at det er den slags fornyelse, der er brug for.
Stormwatch# 1 af Paul Cornell og Miguel Sepulveda
– Wildstorm-forlagets figurer skal inkorporeres i det nye DC-univers, og i Stormwatch #1 er Jonn Jonnz lederen af Stormwatch. Præmissen om, at Jonn Jonzz er med i Justice League, når han er helt, og i Stormwatch, når han er kriger, virker ærligt talt lidt tåbelig. Det bliver ikke så meget bedre, når det meste af historien går med, at han prøver at indrullere Apollo i Stormwatchs rækker. Apollo er jo meget Superman-agtig, og Midniter – som naturligvis også dukker op i nr. 1 – er et riff på Batman, hvilket også fremgår tydeligt af dette hæfte. Som læser sidder man og undres over, hvad vi lige skal med en ny Superman og Batman i DC-universet, også selv om de evt. måtte blive kærester. Noget vi kan være helt sikre på, at den “rigtige” Superman og Batman ikke gør! Tegningerne er lidt stive i det, ikke rigtige dårlige, men heller ikke rigtige gode. Det er svært at finde en grund til at blive hængende.
Mads siger: Puha, du er grim!
Batwing #1 af Judd Winick og Ben Oliver
– Jeg havde meget lave forventninger til denne serie pga. af dens fjollede Afrikas Batman koncept. Men lige fra den ucharmerende, selvhøjtidelige indledning, som bringer mindelser om en skidt Frank Miller, ved man, at det her bliver skidt. Tegnestilen siger mig intet, og den overlirede farvelægning og konstante brug af lys- og sol-flares, som ville gøre selv George Lucas misundelig, forstærker kun dette indtryk. Fornyelsen er der jo, simpelthen fordi figuren jo er ny, men ny er ikke lig med god. Bvadr!
Hawk and Dove #1 af Sterling Gates og Rob Liefeld
– Hvis du er til Rob Liefelds pumpede og smådeforme syn på anatomi og mange – mange! – forskruede og tænderskærende ansigter – eller hvis du tit tænker “gad vide hvordan det ville se ud, hvis Michael Bay holdt op med at lave film og i stedet kastede sig over tegneserien – så er Hawk and Dove din drømmeserie. Undertegnede kommer aldrig til at melde sig under den fane, og da Deadman dukker op med Tyrannosaurus Rex-arme, ved man ikke, om man skal grine, græde eller bare brænde bladet, suk …
O.M.A.C. # 1 af Dan Didio og Keith Giffen
– Jeg skal gerne indrømme aldrig at have følt det store for O.M.A.C.- figuren, og det ændrer dette reboot ikke på. At habile kræfter som Dan Didio og Keith Giffen ikke kan få noget mere spændende og nyskabende ud af figuren end en meget forudsigelig ramasjang-historie og noget billedlig Jack Kirby-riffing er ærligt talt lidt forstemmende. På den anden side, så er det lidt imponerende, at en ny begyndelse kan virke så bedaget, snork …
Mads Bluhm vender snart tilbage med flere kontante domme over de nye DC-serier – stay tuned!
