Komiks.dk-formand Mads Bluhm har læst alle DC’s nye #1’ere – nu falder dommen.
En storstilet redningsaktion tog sin begyndelse i september måned, da superhelteforlaget DC genstartede hele deres komplekse tegneserieunivers med 52 nye serier. Formålet med alle #1-hæfterne var intet mindre end at stoppe den amerikanske tegneseriebranches recession, og salgsmæssigt er det gået efter planen: De nye serier slår salgsrekorder, og DC er forlaget bag 17 af de 20 mest sælgende serier netop nu. Men hvordan med substansen, holder den vand?
Over de næste uger vil Komiks.dk-formand Mads Bluhm grave sig igennem stort set samtlige af DCs #1’ere og sortere skidtet fra kanelet, så du ikke behøver gøre det. Første ombæring talte 13 #1’ere, fra åbenbaringen Animal Man til bundskraberen Batwing. I dag runder Bluhm 12 mere, fra “ramasjangfyldte” Frankenstein Agent of S.H.A.D.E. til “forfærdelige” Red Lanterns.
Mads siger: Lækker og frisk!
Frankenstein Agent of S.H.A.D.E. #1 af Jeff Lemire og Alberto Pontecelli
– Jeff Lemire, som jeg er ret pjattet med, leverer med denne serie en ramasjangfyldt fortælling om nogle af DC-universets skævere eksistenser. Der er helt sikkert en B.P.R.D-vibe i dette hæfte, og det er netop dette glade vanvid, som DC-universet har savnet. Den gode Frank er så charmerende, at det er svært at forstå, at hans ægteskab åbenbart går værre end noget, Anni og Erik nogensinde har kunnet præstere. Tilsæt dertil et fint ensemble af vanvittige bifigurer, hvor især Franks boss, Father Time, stikker ud. Han har i denne inkarnation taget form af en forstyrret lille pige. Tegneren Ponteicelli disker op med en vild og i bedste forstand rodet stil. Jeg er i den grad ombord på den her serie og ser frem til næste hæsblæsende nummer.
Mads siger: Godkendt!
Batman and Robin #1 af Peter J. Tomasi og Patrick Gleason
– Far og søn, Batman og Robin, Bruce og Damian. Det er essensen af denne nye Batman and Robin titel, de to dybt seriøse og lidt dystre personer skal forsøge at få deres duo-mojo på. Der er masser af god dialog i denne serie, som både sætter forholdet mellem Batman og Robin på spidsen, men måske også hele den nye DC-situation: “The future’s always in the process of interpreting the meaning of the past, Robin”, eller hvad med den her:
Bruce: We have to make a stop before starting patrol.
Damian: Where?
Bruce: At the beginning, Damian.
Damian: At the beginning of what?
Bruce: Of everything.
– I baggrunden truer en mystisk fjende, og i et enkelt panel aner man kimen til noget muligvis endnu mere mystisk. Jeg var godt underholdt og tilpas mystificeret til, at jeg bliver hængende, selv om jeg savner Damian og Dicks mere modsætningsfyldte ping pong-forhold. Det er en titel, som helt nye læsere måske vil have lidt bøvl med, fordi der er mange henvisninger til f.eks. tidligere Robin’er og forholdet mellem den tidligere Batman, Dick Grayson og Damian, samt nogle hændelser fra Batman Inc.-serien. Man kan sikkert fornemme, at det ikke er den nemmeste serie at tage fat på for nye læsere, og derfor får den et nyk ned i “godkendt”-kategorien, men med en stor pil op.
Grifter #1 af Nathan Edmondson og Cafu
– Grifter er endnu en Wildstormfigur, som jeg intet kender til. Det gør jeg egentlig heller ikke efter dette første hæfte. Til gengæld er jeg blevet udsat for et udmærket forsøg på et tegneseriemix mellem Bourne Identity og noget fordækt rumvæsens-hurlumhej. Det er egentligt stramt nok fortalt, men man kan bare ikke nå så meget på et enkelt hæfte, og da Grifter endelig tager sin ikoniske maske på, så betyder det bare ikke rigtigt noget for en førstegangslæser som mig. Grifter nr. 1 gør intet for at placere Grifter i det kendte DC-univers, hvad der ellers burde være hele pointen, men det kan jo nå at komme endnu. Jeg kan dog regne ud, at vi er i gang med en oprindelseshistorie, og jeg bliver hængende et nummer til bare for at se, om der kan stables noget på benene, som vil holde min interesse fanget. Om ikke andet så også for at se, hvad ham Grifter egentlig er for en starut. Cafus tegninger er både sprøde og gode til action, og action er der masser af!
Batwoman #1 af J.H. Willams III og W. Haden Blackman
– Williams serverer en spændende og relativt medrivende paranormal historie om nogle tilsyneladende overnaturlige væsner, der kidnapper børn. Batwoman – i egenskab af Kate Kane – to the Rescue! Problemet er bare, at hvis man som jeg ikke er så pokkers velbevandret i, hvem Kate Kane og Batwoman er for nogen personer, og hvad heltindens rolle er i Batman-mytologien, ja så føler man sig lidt fortabt, for man får det i al fald ikke at vide i dette første nummer. Redningsmanden bliver seriens tegner, J.H. Williams. Han tegner så liret, at det halve kunne være nok. Nogen hader ham for det, men jeg melder mig gladeligt i fankoret. Min nysgerrighed, den trods alt spændende historie, de fine tegninger og Dave Stewarts vilde og stemningsfulde farvelægning gør, at jeg vender tilbage til denne serie i næste måned, som jeg dog håber byder på lidt mere afklaring i alt liret.
Superboy #1 af Scott Lobdell og R.B. Silva
– Her får vi for en gangs skyld masser af fornyelse! Superboy er ganske vist stadig et kloningseksperiment, og han er stadig en blanding af menneskelig og kryptoniansk DNA. Men derudover kan man ikke genkende ret meget af den Superboy, der har slået sine folder i DC-universet de seneste mange år. Historien er slet ikke tosset, og især tegningerne er superflotte og stemningsfulde. Hæftet har dog det problem, at der er rigtigt meget, der skal introduceres, og et ordentligt plottwist undervejs gør det heller ikke nemmere. Jeg kvitterer dog for fornyelse og villigheden til at turde noget med historien, og håber så at komme lidt tættere på Superboy i de kommende numre.
Suicide Squad #1 af Adam Glass og Federico Dallocchio, Ransom Getty og Scott Hanna
– Suicide Squad er en samling af nogle af de mest koldblodige skurke i DC-universet. De elsker at slå ihjel. Det er altså ikke nogen særlig moralsk tegneserier, og udfordringen er jo så at finde noget, som læseren kan hægte sig på, og det gør Adam Glass egentlig fint her. Vi får en udmærket introduktion til det nye team og et setup, der bør kunne bygges en interessant historie på. Det, Suicide Squad mangler, er mere karakterarbejde, der skal nås frygteligt meget. Der er hele 3 tegnere i dette hæfte, hvilket gjorde, at mine forventninger var lunkne fra starten af, og det viser sig desværre ikke ubegrundet. Billedsiden forekommer rodet og de lidt abrupte stilskift gør ikke meget godt for serien. At serien nok er den af de nye 1’ere, som byder på flest forfærdelige dragt redesigns – stakkels Harley Quinn – tjener heller ikke til dens fordel. Omvendt kan jeg godt lide holdserier, og at det er et hold skurke trækker altså lidt op i min bog. Det er mest nysgerrighed, der sikrer denne serie et “godkendt”-stempel.
Mads siger: Meh …
Mister Terrific #1 af Eric Wallace og Gianluca Gugliotta
– Den 3. klogeste mand i DC universet får her sin egen serie, og den er vel ok underholdende, men får ikke nær nok ud af sin præmis. Det er let nok at skrive, at Mister Terrific er den 3. klogeste mand i DC-universet, men det er straks sværere at vise det. Michael Holt, som er heltens alter ego, er utroligt rig og en opfinder af guds nåde – lyder det som noget, vi har hørt før, *host* Tony Stark *host*. Jeg kender ikke så meget til Mister Terrific og måske netop derfor var jeg nogenlunde underholdt, for Mister Terrific er en lidt skæv og anderledes superhelt, hvad jeg egentlig godt kan lide. Dette første nummer er lidt for rodet og uelegant skrevet. Vi skal partout rundt om problemstillingen med at være sort i USA, hvilket ikke virker synderligt overbevisende pga. hovedpersonens utrolige rigdom og superheltestatus. Dertil kommer den grummeste kliché af en republikansk politiker i mands minde. Jeg hænger dog på en runde mere, men mine forventninger er dalende.
Deathstroke #1 af Kyle Higgins og Joe Bennet
– Deathstroke er en af DCs berømte skurke og har altid været en fascinerende figur. At give ham hans egen serie er friskt i sig selv. I det første hæfte bliver Deathstroke parret op med en gruppe unge, fremstormende snigmordere. Sammen skal de udgøre et superteam, hvor Deathstroke skal agere Clint Easwood-agtig mentor. På trods af at de jo alle er samvittighedsløse skurke, og Deathstroke er den værste af dem, så lykkes det alligevel Higgins at skrive historien, så vi har sympatien i behold for den gnavne og aldrende Deathstroke. Serien mangler dog i den grad karakterudvikling, f.eks. bliver Slade Wilson fremstillet som den sejeste snigmorder i verden og den ultimative badass, men dybere stikker det aldrig. Der er nok lidt for meget kliche i denne serie, men jeg håber på forbedring.
Resurrection Man #1 af Dan Abnett og Andy Lanning
– Resurrection Man er endnu en af DCs mere dystre, men også fascinerende personager. Han dør konstant, men vender også altid tilbage, hver gang med en ny superkraft. Så meget får vi etableret i dette første hæfte, ligesom der tilsyneladende er en stor krig på vej mellem himmel og helvede, hvor Resurrection Mans skinnende sjæl er en vigtig brik. Suk, det virker lidt for meget som Spawn light, og der er ikke rigtigt noget som helst, der stikker ud på den positive måde. Tegningerne er blot er ok uden egentlig at gøre meget væsen af sig. Jeg tror ikke, det er en serie, jeg gider bruge så frygtelig meget mere tid på …
Mads siger: Puha, du er grim!
Demon Knights #1 af Paul Cornell og Diogenes Neves
– Demon Knights er DCs nye serie for det mere fantasyorienterede publikum. Man har fyldt titlen med nogle af DCs magiske og kulørte randeksistenser, som dæmonen Etrigan, Madame Xanadu, Shining Knight og Vandal Savage. Vi får en fortælling, som forsøger at smelte det hele sammen med myten om Kong Arthur, men det virker ikke rigtig. Personerne er for overfladiske, designet er for over the top med hornede hjelme og kæmpevåben, og figurerne fremstår ofte, som om de hører mere hjemme i Marvels Asgaard end i denne tegneserie. Historiefortællingen er rodet og fodslæbende og går nærmest i stå, hver gang en ny person skal introduceres, og det skal der – for – tit. Der er intet, der får mig til at blive hængende på denne titel.
Legion Lost #1 af Fabian Nicieza og Pete Woods
– Her er en titel, som næsten gav mig hovedpine. Den er propfyldt med figurer, som jeg ikke kender, og historien er fortalt så usammenhængende, at jeg dårligt nok er klar over, hvad det går ud på. Hvad værre er, jeg har absolut heller ingen lyst til at finde ud af det. Serien er i øvrigt helt klart møntet på et yngre publikum end mig, og tegningerne er meget cartoony, hvilket kan være fedt. Men her er siderne rodet opbyggede og proppet med personer, eksplosioner og technobavl. Alt dette ville ikke gøre noget, hvis historien var god eller i det mindste bare interessant, men det er den ikke! Jeg læser hæfte to bare for at se, om det overhovedet er muligt at finde hoved og hale i det, men jeg tvivler.
Red Lanterns #1 af Peter Milligan og Ed Benes
– Denne bog er forfærdelig, og jeg var sikker på, at den ville blive den værste af alle Nummer 1’erne. Desværre tog jeg fejl, men mere om det i næste omgang. Green Lantern-universet er blevet bragt over til de nye #1’ere nærmest uden forandring. Serien kører videre med kontinuiteten fra “Blackest Night” og “Brightest Day”. Der er nu 8 kulørte lygtekorps i DC-universet, men det er altså de grønne af slagsen, som får hovedfokus, og det er muligvis også de eneste korps, som kan trække en eller flere titler. De røde lanterner kan i al fald ikke. Det første hæfte er fyldt med muskelsvulmende og blodsavlende eller -ørlende røde lanterner, og det er sjovt i ca. 20 sekunder, så bliver det meget, meget anstrengende.
– Den altoverskyggende hovedperson er Atrocitus, som efter at være blevet frarøvet sin livsvigtige hævn må prøve at finde et nyt livsgrundlag. Det er ikke nær så interessant, som det måske lyder, for han er omgivet af andre blodsavlende Red Lanterns, som ikke ejer skyggen af personlighed, endsige evnen til at tænke eller udtrykke en eneste sammenhængende tanke. Det næstmest profilerede Red Lantern medlem disker således op med dette stykke dialog: “Bbbroo…Thers…Ssss…Bleeez…Gnnn. Atr…Atroc…Citus…Nggg…Wa…Ne…Ggggg…”, og den fortsætter faktisk, jeg orkede bare ikke at skrive mere, suk! Ed Benes laver sin bedste Jim Lee-imitation og det er sådan set ok, men det er altså ikke noget, der trækker op på en møgserie.
Mads Bluhm vender snart tilbage med flere kontante domme over de nye DC-serier – stay tuned!
