Sidste kapitel i Nummer 9s gennemgang af den danske tegneseries første 100 år dækker tiden efter 80’ernes albumboom.
Oven på de glade firsere og start-halvfemsere med store, ærkedanske albumprojekter – udover Valhalla bl.a. Danmark besat, Jens Langkniv og Dimensionsdetektiven – følger en række triste år mod slutningen af det 1900-tallet. Tegneseriesalget styrtdykker, produktionen af danske album daler, og den dag i dag kan nostalgiske tegneserieveteraner få timer til at gå med at debattere krisens årsag.
Sikkert er det, at kvaliteten af de oversatte tegneserier daler, efterhånden som det fransk/belgiske bagkatalog af klassikere fra 50’erne og frem bruges op, og at børn og unge får stadigt flere alternativer til tegneserier, måske især i form af spillekonsoller, video’er/dvd’er og nye tv-kanaler. Selv “manga-boomet” omkring årtusindskiftet viser sig at være en kortvarig undtagelse fra reglen om, at tegneserien er færdig som danske børns hofmedie.
Halvfemsernes tegneserietalenter er henvist til undergrundsantologier som Fahrenheit, Achtung og Fantasy, hvor de boltrer sig vildt og viltert. Det er f.eks. i Fahrenheit, Mårdøn Smet bringer sin senere Pingpris-belønnede serie Stig & Martha. Andre serieskabere søger arbejde på udenlandske markeder, f.eks. Teddy Kristiansen og Peter Snejbjerg, der oparbejder imponerende amerikanske og franske CV’er.
Tilbage står avisstriberne, som rammer nye, kvalitative højder med serier som Egoland, Homo Metropolis og Strid – og i mere midtsøgende aftapninger som Og det var Danmark og Wulffmorgenthaler sælger bogsamlinger i stakkevis, særligt ved juletid.
I 00’erne begynder en ny bevægelse mod mere personlige og litterært funderede tegneserier – såkaldte “graphic novels” – for alvor at røre på sig. Eksponenter for tendensen tæller tegneserieskabere som Thomas Thorhauge (Kom hjem), Johan F. Krarup (Mixed Double) og Allan Haverholm (Sortmund). Senest har en ny generation af kvindelige serieskabere markeret sig i kølvandet på Peter Kielland-Brandt og andre firserne-enere med kunstnerisk ambitiøse værker som Rikke Bakmans Glimt, Rikke Villadsens Ind fra havet og Pssst! af Katrine Clante og Anette Herzog.
I dag står tegneserien som de fleste andre trykte massemedier i et vadested på vej mod en digital fremtid. Papirmedier er på vej ud, og aviserne og ugebladene – som selv i albumboomets glade tider leverede et afgørende supplement til de danske tegneserieskaberes indtjening – er pressede.
Til gengæld indikerer nye initiativer som en fire-årig serieskaberuddannelse i Viborg, en genoplivet udgave af 80’ernes og 90’ernes prestigiøse tegneseriepris Pingprisen og et bredt favnende dansk tegneseriemuseum i regi af det eksisterende Storm P. Museum, at tegneserien er blevet en anerkendt kunstart. Og vigtigst af alt er der fortsat masser af talentfulde serieskabere i Danmark, måske flere end nogensinde?
Se også del 1, 2 og 3. Tak til Matthias Wivel for sparring og korrektur!
Videre læsning: “De danske tegneseriers historie” (1985) af Anders Hjorth-Jørgensen – og samme forfatters historiske gennemgang i “Danish Comics Today” (1997)
