Zorglub: Barn af Z
Superskurken Zorglub har taget skridtet fra Splint & Co til sin helt egen soloserie – og han er heldigvis cool nok til at klare sig igennem en fuldstændig idéforladt historie.
“Hvorfor vil de altid koge mere suppe på gamle hits i stedet for at finde på noget originalt?! … Det eneste, de gør, er at hælde kendte og elskede figurer på nye flasker og sælge dem til os én gang mere!”
Svadaen falder som den første replik fra teenagepigen Zandra som reaktion på den film, hun netop har været i biografen og se med sin date. Og hun fortsætter med at påpege, at “alle de endeløse franchises er en gang klamt genopkog”, og spørger retorisk om “hele verden er blevet totalt idéforladt?”
På denne måde skynder tegneserieskaberen Munuera sig at komme sine kritikere i forkøbet ved at pege indad på sit eget projekt. For når han lader tegneserieskurken Zorglub tage skridtet fra Splint & Co til sin egen soloserie, virker det selvfølgelig ikke synderligt opfindsomt.
Men Munueras ambition er antageligvis at gøre den indledende kritik til skamme, så læseren i lighed med Zandra kan konkludere, at hun selvfølgelig elskede filmen og blot er en kritisk kulturforbruger.
Zorglub er indbegrebet af kikset far
Nu er Zandra ikke en hvilken som helst teenager – hun er Zorglubs datter. Og hvor andre fædre kunne nøjes med at bekymre sig moderat om deres døtres ve og vel, så har vi her med en mand at gøre, der i løbet af blot et par sider præsterer at sprede så meget kaos og panik i sine bestræbelser på at ville sin datter det bedste, at resultatet skaber internationale nyhedsoverskrifter.
Zorglub er, særligt i rollen som far, en fantastisk underholdende figur. Hans skarpskårne jakkesæt og cigaretrør signalerer kølig superskurk , der har styr på sine ting. Men under overfladen er han samtidig en mand, der kæmper med tvivl, mindreværd og ikke mindst sit moralske kompas.
Det piner ham, at Zandra må agere samvittighed, og fx gøre opmærksom på, at det ikke er i orden at stjæle og videresælge militære hemmeligheder. Der er ganske enkelt stor komik i spændingsfeltet mellem superskurk og kikset far, som Munuera formår at indfange og bruge.
Plottet er trukket i en automat
Munuera har før været omkring Splint & Co i selskab med forfatteren Morvan, da de sammen leverede fire album tilbage i nullerne. Stregen er således velkendt, og dynamikken sidder derfor allerede i pennen. Munuera rammer et behageligt sted mellem Franquins klassiske spændstighed og et mere moderne udtryk, og han leverer i albummets bedste visuelle sekvenser både komik og action på overbevisende facon.
Men mens albummet byder på et sjovt og underholdende spil mellem Zorglub og hans datter, så har Munuera desværre trukket selve det overordnede plot i en klichéautomat. For lige så snart fortællingens “twist” er blot antydet knap en fjerdedel inde i albummet, udvikler resten af siderne sig efter en regulær skabelon uden de store overraskelser.
Det er intet galt med selve håndværket – Munuera ved, hvordan en tegneserie skal skrues sammen både visuelt og fortællermæssigt. Han har bare ikke nogen ny eller original historie at byde på, og ender derfor med samlet at levere et middelmådigt leverpostejprodukt.
Læs også vores anmeldelse af Grev Champignac nye soloserie
