Paulus Hegesippe Adelard Ladislas greve af Champignac: Enigma
Grev Champignac fra Splint & Co. forsøger at knække tyskernes kodede meddelelser under 2. verdenskrig, mens skaberne forsøger at knække koden til en sikker bestseller. Den ene del lykkes – den anden gør ikke.
Hvordan skaber man en succesfuld tegneserie? Tager en kendt bifigur fra en anden succesfuld tegneserie, det kunne være Splint & Co., og gør ham til hovedperson i sin egen. Og krydrer det med en spændende periode fra verdenshistorien, 2. verdenskrig er vel altid en messe værd. Så kan man også få virkelige personer som Hitler og Churchill med. Ja, og hvad med for sjov lige at flette Ian Fleming, manden bag James Bond, og måske Splint selv ind til slut.
Det lyder som en idé fra økonomiafdelingen i det belgiske Edition Dupuis, og det føles præcis ligesådan, når man læser Paulus Hegesippe Adelard Ladislas greve af Champignac: Enigma. Det er den lidt distræte champignonforskende Grev Champignac fra Splint & Co., der nu får sit eget album (eller måske serie?). Her følger vi greven i tiden før Splint kom ind i hans liv, men hvor han dog havde både sit slot i Champignac og sin interesse for champignoner. Man kan synes meget om disse spin-off serier. Nogle fungerer og andre gør ikke, men fælles for dem alle er nok en økonomisk interesse i at udnytte et i forvejen succesfuldt produkt, snarere end streng kunstnerisk nødvendighed.
Ian Fleming (midt til højre) hjælper til undervejs.
Denne gang føles det dog mere end almindeligt udspekuleret, for i det store og hele er Enigma et afkog af filmen The Imitation Game fra 2014 om englændernes kamp for at knække de tyske koder sendt via den mere end almindeligt indviklede Enigma-maskine. Dog er man for fintfølende til at lade Alan Turings i samtidens strengt forbudte homoseksualitet og hans proforma-ægteskab spille en rolle. I stedet må greven træde til, så det bliver et klassisk ”ung mand møder ung kvinde og forelsker sig”, der overtager noget af det, der gør filmen så stærk. Havde jeg skrevet manuskriptet til filmen, så ville jeg dog straks lægge sag an mod forfatterparret BeKa (Bertrand Escaich og Caroline Roque). Selv om man naturligvis kan indvende, at det jo blot er fiktion med udgangspunkt i virkeligheden.
Derudover virker det hele mere som en leg for de forsamlede kodeknækkende matematikere, lingvister, skakgenier, puslespilsentusiaster og … øh … svampeekspert (find selv én fejl), der på hemmelige Bletchley Park skal hjælpe de allierede i kampen mod tyskerne. Så når alvoren endelig banker på undervejs, så virker deres opførsel kun endnu mere absurd. Hvordan forfatterne helt specifikt har forestillet sig, at historien ville blive bedre ved at blande Grev Champignac ind i den, står hen i det uvisse. Hans svampeinteresse spiller en mindre rolle i begyndelsen af historien, men ender ikke med noget, der tilnærmelsesvis kan retfærdiggøre hans medvirken. Det havde dog nok også været for meget af det gode, hvis han havde fundet en svamp, der kunne afkode tyskernes meddelelser.
General Kurriwurst indtager grevens slot.
Som det sikkert fornemmes, synes jeg ikke albummet på nogen måde fungerer. Kontrasten er hele tiden for iøjefaldende og uharmonisk. Giver det mening at Hitler optræder sammen med den tyske General Kurriwurst? Måske, hvis det var ren satire, men Enigma prøver både at være seriøs omkring emnet og lave lagkagehumor. Resultatet bliver, at ingen af delene lykkes. Blandingen mellem det ellers rent fiktive univers fra Splint og Co. og virkelighedens grusomme begivenheder under 2. verdenskrig er for umage størrelser. Ganske vist har greven i moderserien været med til at fælde tyranner og fæle diktatorer i fx Ned med diktatoren, men her foregik det i fiktive Palombia, så selv om lighederne med en mere kendt diktator under 2. verdenskrig var åbenlyse, så fungerede det. Og så spillede hans svampe i øvrigt en helt central rolle i dét album.
Spin off-serierne fra Splint & Co., som fx de ekstraordinære album og Emile Bravos Håbets tid, har også undertiden valgt at koble med 2. verdenskrig, dog med bedre held end i Enigma. Men man kan vel med god ret spørge, hvorfor disse strengt fiktive universer pludselig skal blandes med virkelige historiske begivenheder. Savner man historien om hvordan Georg Gearløs opfandt atombomben? Om hvordan Rasmus Klump var sovjetisk spion under den kolde krig? Eller om hvordan Professor Tournesol opfandt en raket, der kunne flyve til månen? Men hov! Det sidste gjorde han jo rent faktisk. Forskellen var blot, at det fandt sted før mennesket reelt gjorde det, hvilket er den afgørende forskel.
Så lad mig afrunde sådan her. Hvis du ikke på forhånd har savnet historien om, hvordan Grev Champignac var med til at knække Enigma, så de allierede kunne vinde 2. verdenskrig, så bare lad albummet ligge. Hvis du har set The Imitation Game, så bare lad albummet ligge. Og hvis du ikke har set The Imitation Game, så gør det.
