Tegneserietegneren Lars Horneman går på jagt efter tegneserieinspireret kunst på Venedig Biennalen.
Tegneserien, det fortællende billedforløb eller blot dens særegne udtryk med talebobler, lydord og den ofte meget tydelige konturstreg, er kendetegn, som vi alle i dag har liggende i vores bevidsthed. At de også finder ind blandt nutidens kunstnere er derfor ikke den store overraskelse, men alligevel var jeg en smule overrasket, da jeg så klare henvisninger til tegneserien på årets Venedig Biennale.
Venedig Biennalen er kun en af mange kunstbiennaler, men den mest berømte og besøgte, dels pga dens alder (fra 1895) og dels fordi den foregår i den by, som alle helst vil rejse til. Venedig Biennalen er bygget om nationale pavilloner og en større kurrateret udstilling. De ældre nationale pavilloner er samlet i parkområdet Giardini. Men efterhånden som flere og flere lande har ønsket at deltage, har biennalen bredt sig ud over byen, hvor den findes i byens paladser og kirker. Dertil kommer en stor kurateret udstilling, som både vises i en udstillingsbygning i Giardini og i de flotte, gamle arsenalhaller.
Kunstnerisk er vi i samtidskunsten. Det vil sige intet eller meget lidt maleri, meget videokunst, som f.eks. Christian Marclay (USA), der viste 48 krigsfilm lagt oven på hinanden, så man lige kunne se kanten af alle film. Eftersom lyden fra alle filmene også blev afspillet, skabte det et sandt lydkaos af bombesprængninger og eksplosioner. Dertil kommer en del installationskunst og en smule fotos, som f.eks. Martine Guitrerez (USA), der havde skabt en række flotte sort/hvide fotos, der lignede modebilleder, nogle erotiske. Men alle personer var mannequiner undtagen hende selv, der medvirkede i alle fotos, lige så stiv som mannequinerne.
Men over til de tegneserierelaterede. Amerikanske Ian Cheng bruger computerprogrammer til at skabe livagtige steder og miljøer, som kan udvikle og forvandle sig. Hans seneste karakter, BOB (en forkortelse af Bag of Beliefs) er en form for kunstig intelligens, tegnet i en konstant voksende krop. BOBs adfærd styres i tegneserien af mennesker ved hjælp af en app. Ligesom i konventionelle tegneserier er det konflikter mellem engle- og djævleagtige sider af personligheden, der genererer historien. For Cheng er fortællinger en form for emotionel støtte i vores bestræbelser på at skabe sammenhæng i en ellers meningsløs virkelighed.
Ja, ikke just et klassisk tegneserie manuskript, men det har ikke holdt Ian Cheng tilbage. Han har lavet 16 store sider i et både klassisk og eksperimenterende tegneseriesprog, der også har tråde til manga.
Christian Marclay (også USA) vil også være med til at bruge tegenseriens virkemidler. Appropriation er når man låner fra eller citerer andres værker, og det er hvad Marclay har gjort ved at arbejde videre på Edward Munchs berømte ”Skriget”. Han har skåret og klippet i Manga tegneserier og skabt collager af dem, alle med ”Skriget” som afsæt. Dernæst har han skåret dem til træsnit. Ved trykningen bliver også træpladsens årer og knaster synlige i det færdige billede.
Britiske Ed Atkins, der arbejder i Berlin og København har skabt en række tegninger af edderkopper, hvor hans eget ansigt erstatter edderkoppens. Dette, i min optik mareridtsagtige, væsen kravler rundt på diverse kropsdele i en meget tydelig grafisk streg. Alle tegningerne har rammer og forneden optræder værkets navn, BLOOM, nærmest som et lydord, der bryder rammen.
Det er nok lige frækt nok at kalde Jill Mulleady fra Uruguay, for tegneserieinspireret, men jeg kunne alligevel ikke dy mig for at tage dette maleri af hende med her. Billeder som går over flere ruder kender man jo fra tegneserien. Det er skægt at lege med og gør læsningen mere sofistikeret. Det har Jill leget med. Men ikke helt som vi kender det fra tegneserier hvor et billede er skåret over og flyttet fra hinanden. Jill har med den halve kat skabt et billede, der ikke meningsfuldt bare ville kunne sættes sammen.
Venedig Biennalen kan ses frem til 24. november 2019.