Batman
Navnene Azzarello og Risso har hængt uløseligt sammen siden gennembruddet med Vertigo-serien 100 Bullets, der løb fra 1999 til 2009.
Deres samarbejde startede allerede i 1998 med Jonny Double, og det viste sig heldigvis for de to herrer, der ellers nærmere sig en alder og et punkt i deres respektive karrierer, hvor de henholdvis måtte konstatere ikke at slå igennem som tegneserieforfatter og ikke at blive til mere end en blandt utallige tegnere af spansksprogede serier, at de forstærkede hinandens udtryk i en sådan grad, at det lige pludselig kunne ses og høres i den brede offentlighed.
Azzarellos nærmest karikeret kyniske postmodern noir (som han selv benævner det) passede som filterløse cigaretter i kromblankt etui til Rissos ekspressive, sort/hvide kontraster, der fandt mål og mening i lasternes huler under det amerikanske samfund og deres ødelagte og/eller farlige beboere. “Bullets” løber op i langt over 2000 sider, og selv om serien ikke helt kan samle alle trådene heri til en pæn knude til sidst, bliver den en af 00’ernes største seriefænomener og gør sine skabere til nogle af de største navne. Hvilket som regel indebærer, at en redaktør af en af Batman-serierne ringer. Udgivelsen Batman af Brian Azzarello og Eduardo Risso samler de gange, makkerparret sagde ja, over årene 2000-2011. Første samling kom allerede i 2013 med Batman Noir, der gengav Rissos tegninger, sådan som de bedst tager sig ud, nemlig i sort/hvid, og siden fulgte en såkaldt deluxe-udgave fra 2017 med de oprindelige farver. Det er sidstnævnte, som Forlaget RW, europæisk repræsentant for Vertigo og DC Comics, nu (lidt nødtøftigt) har oversat til dansk i samarbejde med Forlaget Fahrenheit.
Den første, korte historie – uden selvstændig titel – er fra år 2000 og bærer præg både af den store vitalitet i de tos tidlige samarbejde, men også af en vis famlen sig frem; især Azzarello vil gerne vise, hvor dybt og originalt han kan skrive. Risso lader brutalt selvstændige elementer kollapse til sidekompositioner af sort/hvide abstraktioner, som denne indledning har fået lov til fortsat at fremstå i; inspirationen fra Miller og Mazzuchelli samler sig så småt til det selvstændige udtryk (med et latinsk islæt, forbillederne ikke har), der inden for sterankoskolen nu om dage vel kun tåler sammenligning med Mignolas. En fin og let forret til at stimulere appetitten.
I “Broken City/Den ødelagte by” fra 2003-04 er Azzarello mere sikker på sin egen måde at gøre tingene på og behandler Batman og en håndfuld af hans mere eller mindre kendte fjender som persongalleriet i traditionel, hårdkogt detektivfortælling (med gæsteoptræden af Agent Graves): Man kunne godt hive masken af flagermusemanden, give ham en fedtet, brun regnfrakke over trikoten og stikke en lommelærke i inderlommen på ham. Batmans univers ligger så forholdsvis tæt op ad krimien, at det fungerer fint eller ligefrem gavner figurerne at blive farvet lidt mere heraf. Og Risso folder sig nu helt ud, akkompagneret af Patricia Mulvihills prisbelønnede, men ofte lidt forstyrrende, farver, ligesom i “Bullets”-serien på samme tid. De fem kapitler i denne historiebue udgør både i omfang og kvalitet størstedelen af udgivelsen.
De tre kapitler af “Knight of Vengeance/Hævnes ridder (sic!)” fra 2011 er en “alternativ virkelighed”-fortælling, hvori vi følger Thomas Waynes rødøjede og om muligt endnu mere moralsk ambivalente og forbitrede Batman igennem noget, jeg hellere vil undgå at skrive for meget om af hensyn til eventuelt spøjler-følsomme læsere. Den stammer fra makkerparrets magre år efter færdiggørelsen af 100 Bullets, som også var noget af en kraftpræstation, hvor de virkede til at have svært ved at finde noget for alvor at engagere sig i, både sammen og hver for sig. På overfladen ser det tilforladeligt, sine steder endda lækkert ud, men man mærker den underliggende nærighed med idéer og tableauer, der ledsager kreative tørkeperioder. Det er ikke rigtig dårligt, men det er heller ikke helt godt.
Den korte fortælling “Batman” fra 2009 er endnu en genrefortælling om en ældre, rig mand med en ung, smuk kones unaturlige død af den slags, der ville fungere på samme måde, selv om hovedpersonen – ham, som den unge enke lidt for hurtigt, faktisk allerede under begravelsesceremonien, kaster sin kærlighed (eller er det blot begær eller noget endnu mere gedulgt) på – hed noget andet end Bruce Wayne, blot betydeligt kortere; stemningsmættet, visuelt smukt dekoreret, men en parantes.
Howard Chaykin har om 100 Bullets sagt, at “den føles og læser som en tegneserie skrevet og tegnet af én og samme person”. Den fanger måske essensen af samarbejdet (eller skæbnesfællesskabet) mellem Azzarello og Risso. Det er langt fra alt, de laver sammen, som lykkes, men adskilt mangler de noget helt afgørende, en særlig gnist. Deres livværk er deres fælles værker. Hertil hører denne samling Batman-historier. Ikke som den væsentligste del, men dog en del. Det gør både opsamlingen og oversættelsen relevant, om end måske kun nødvendig for trofaste følgere af enten ophavsmændene eller figuren. (Og hvis man som undertegnede allerede har Broken City stående i reolen, så er den strengt taget også overflødig.)
Del på
